Socialdemokraternes forbrugerordfører

« tilbage til forsiden

Vejen fra Als til COP15

Skrevet d. 8. august, 2009 af Benny Engelbrecht
I dag indledes Bright Green Youth på Als som det første officielle klimaarrangement i Danmark

I dag indledes Bright Green Youth på Als som det første officielle klimaarrangement i Danmark

”Hermed erklærer jeg FNs 15. klimakonference i Danmark for åben.” Sådan kunne det lyde i Sønderborg her lørdag, når Hans Kongelige Højhed Kronprinsen står på scenen på Alsion. Og det ville være tæt på sandheden. For Bright Green Youth, som åbnes officielt lørdag, er den første officielle del af klimakonferencen COP15. 
Bright Green Youth (BGY) kalder sig en ”klimalejr” for unge mellem 14 og 18 år, og den er grundigt forberedt. Ikke, som de ”voksne” ville gøre, med stribevis af ekspertoplæg og formøder. BGY har fungeret som en løbende online-konference, hvor alle unge har kunnet bidrage med deres egne erfaringer og med egne ideer. Den fælles udfordring på klimafronten har virkelig kunnet aktivere unge over hele verden. Det lover godt for ungdommens bevidsthed om at befinde sig i en verden, der ikke bare interesserer sig for de unges meninger, men også står klar til at lade dem følge af handling.

Efter eget udsagn vil BGY forme fremtiden ved at skabe konkrete forslag til løsninger til inspiration for den ”voksne” COP15, ved at udvikle et netværk for klimainteresserede samt ved at udarbejde undervisningsmateriale. Det er al ros værd, og det bør vi tage alvorligt. BGY har blandt andet arbejdet kraftigt med at skabe ny energiteknologi, og det er netop den type produkter, vi skal leve af i fremtiden.

På den led kan det godt fornemmes, at Danfoss er medarrangør af BGY, og det vil givetvis have stor betydning for fremtidens erhvervsliv på og omkring Als. Billedet af det lokale arbejdsmarked er i hvert fald i nu meget trængt, og derfor vil gode og ny ideer til energiteknologiske fornyelser være helt afgørende. Derfor kan BGY muligvis blive en løftestang for ny produktion og flere jobs her.

Jeg vil derfor byde BGY hjerteligt velkommen til Sønderborg og samtidig tænke yderst venligt på de lokale kræfter og arrangører, der har gjort klimalejren mulig. Når de 500 unge nu får lejlighed til at møde hinanden i den fysiske verden og konfrontere klimaeksperter med deres synspunkter og ideer, er det en begivenhed, vi ikke må undervurdere.

De unge er i hvert fald ikke så fodslæbende som mange andre, når de klart erkender, at der findes en menneskeskabt klimaudfordring, som bliver afgørende for deres generations liv og hverdag. De ideer, som de unge i disse dage fremlægger i Sønderborg, vil givetvis kunne bruges til noget, når ”resten” af klimakonferencen COP15 slår dørene op til december på Amager.

Samtidig er dette også min start på et nyt blogprojekt, der vil følge vejen fra Als og BGY til København og FNs klimakonference COP15 i december. Undervejs vil jeg tage udgangspunkt i den udvikling og de udfordringer jeg som politiker oplever og giver plads til almindelige borgeres meninger. Lad rejsen begynde!


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Relaterede indlæg:

Skriv en kommentar

Log ind med Facebook:

Eller udfyld felterne:
* Navn

URL

* E-mail




↑ Til toppen