Socialdemokraternes forbrugerordfører

« tilbage til forsiden

Arkiv for emnet "fair forandring":


5000 kr. mere til ældre 0

Skrevet d. 23. september, 2009 by Benny Engelbrecht

Vores ældre har lige så forskellige levevilkår som andre. Men den sociale ulighed fra årene som erhvervsaktiv slår også igennem, når man går på pension. Nogle har solide pensionsordninger, andre nul og niks. Der er blevet længere afstand mellem de friske ældre golfspillere og de pensionister, som knap kan få råd til et buskort.
 
Socialdemokraterne og SF vil derfor i vores oplæg til en ny skat sikre bedre økonomi for pensionisterne. Mange pensionister må klare sig på et meget skrabet budget, selv om de har arbejdet i mange år. Deres erhvervsaktive børn vil få kontante fordele af vores forslag om en lavere skat på arbejde. Pensionisterne ville derfor sakke bagud økonomisk, hvis ikke vores forslag også gav fordele til dem. Vi kan jo ikke sænke skatten på arbejde, så pensionisterne har fordel af det, når de netop ikke er i arbejde – eller har mindre jobs.
 
Socialdemokraterne og SF vil derfor i oplægget Fair Forandring give folke- og førtidspensionister et løft i pensionstillægget, der kan mærkes. Vi vil sikre denne gruppe 5000 kr. ekstra om året før skat. Det drejer sig i alt om hen ved 900.000 mennesker, der på denne måde får et ekstra pift i deres tilværelse. Det ekstra pensionstillæg vil især gavne de næsten 60 pct. af pensionisterne, som i dag får det fulde pensionstillæg. Når tillægget også kommer førtidspensionisterne til gode, vil deres overgang til folkepension blive lidt mere glidende. Forslaget vil koste 2,5 mia., som skal hentes bl.a. ved en skat på indtægter over én mio. kr.

Dette indlæg er bragt i dagbladet JydskeVestkysten


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Fair Forandring er faktisk fair 0

Skrevet d. 12. september, 2009 by Benny Engelbrecht

Et fælles træk for den borgerlige skræmmekampagne mod Fair Forandring – S og SF´s skatteoplæg – er, at kritikerne skal udnævne nogle til ”ofre”. VKO-folkene tror, at de kan vinde næste valg ved at skræmme folk fra vid og sans ved at råbe ”brandbeskatning” i alle verdenshjørner. Men en regeringsblok, som næste år vil indføre en skattereform, der giver et massivt underskud fra Dag 1, har ingen troværdighed tilbage.

Forårspakke 2.0 – VKO-blokkens skattereform – kommer i sine to første år ud med et underskud på i alt 22 mia. kr. Socialdemokraterne og SF har valgt en anden kurs. Nu har VKO på færre end otte år soldet overskuddene fra SR-regeringerne op inklusive SP-opsparingerne. Fair Forandring vil selvfølgelig ikke betyde lavere aktivitet og færre job, tværtimod. Jeg vil derfor fuldkommen afvise Ellen Trane Nørbys påstande og hendes hjemmebryggede regnestykker (JV 4/9).

Som bekendt står alle af, når tallene svirrer i luften og i spalterne. Jeg vil derfor begrænse mig til at påpege, at Nørbys beregning af pendlernes fremtid er forkert. Nørby bruger et eksempel med en sygeplejerske fra Kolding, som kører til Sønderborg. Nørby undlader (naturligvis) at gøre opmærksom på de fordele, pendlerne vil få.

Beregningen er forskruet. Lige nu er der mellem Sønderborg og Kolding 60 km motorvej. Efter Fair Forandring vil der komme trængselsafgifter på motorveje og de mest trafikerede kommunalveje. Regner man med gennemsnitsmodellen, vil sygeplejersken skulle give ca. 8.000 i kørselsafgift om året – ikke 14.600. Men til gengæld skal han betale mindre i registreringsafgift – nemlig ca. 100.000 kr. Altså vil sygeplejersken, hvis han har sin bil i 10 år, tjene 20.000 eller 2.000 kr. om året. Bilister og pendlere bliver vitterlig ikke flået og brandbeskattet – og så har vi ikke regnet den driftsbesparelse med man får ved at bruge mere brændstoføkonomiske biler.

Også lufthavnsafgiften får Nørby op i det røde felt. Priserne på luftfart er faldet voldsomt de sidste år. Ofte er billetterne så billige at hvis man tager en taxa til lufthavnen, vil man betale mere til taxachaufføren end til flyselskabet.

Derfor er det absurd at påstå, at en miljøafgift på forurenende brændstof vil skade erhvervslivet og lægge fædrelandet øde med de vanvittigt lave billetpriser, lavprisselskaberne smider i nakken på danskerne. Vil det være urimeligt, at en flybillet til København kommer til at koste 461, og ikke 386 kr. (som den koster næste fredag)? Hvor meget togbillet får man for 461 kr. – og hvor meget benzin? Og begge disse rejsetyper er moms- og afgiftsbeskattet.

Resten af Nørbys kritik er opkog af det, hun har læst i Børsen eller blevet instrueret i af Venstres Pressetjeneste, eksempelvis selskabsskatten. Nørby ”glemmer” bekvemt, at en selskabsskat på 28 pct. svarer til EU-gennemsnittet. Japan og USA har en væsentligt højere selskabsskat. Vores forslag svarer til at komme på niveau med England og Italien. Nok har begge EU-lande vanskeligheder med finanskrisen, men selskabsskatten har da ikke skræmt aktiviteter væk. Sjovt nok er EU’s hårdest ramte økonomi den irske, hvor selskabsskatten er rekordlav. Og på andenpladsen ligger Island. Så kom ikke her med det vås om, at selskabsskat dræber arbejdspladser.


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


De synske borgerlige 0

Skrevet d. 28. august, 2009 by Benny Engelbrecht

De borgerlige kan man tro meget om, men jeg tilskriver dem dog ikke synske kræfter. Men de må jo have konsulteret et medie eller to – altså af den type, som taler med ånder – når de allerede vidste, hvad de skulle mene om S-SFs skatteudspil Fair Forandring – inden udspillet var lanceret. Det kunne jeg blandt andet se i min lokale avis her til morgen.

Man må tage hatten af for de talrige borgerlige MF´ere og ministre, at de i morgenaviserne her fredag allerede kunne tage stilling til alle detaljer i Fair Forandring, der vel at mærke først blev fremlagt her kl. 11.

Det er der, de clairvoyante kommer ind i billedet, for hvorfra skulle de gæve borgerlige ellers kende Fair Forandring? For det er vel ikke sådan, at de havde sat deres talrige og overbetalte spindoktorer til på forhånd ud fra pressens forhåndsomtale til at skrive rene automatsvar?

For de borgerlige vidste reelt intet om Socialdemokraternes skattepolitiske udspil på forhånd. Da vore forhandlere i foråret skulle forhandle skattereform med VK-regeringen, varede det en time. Så var det klart, at VK slet ikke havde tålmodighed til realitetsforhandlinger. Under den seance lagde vi intet på bordet, for inden man nåede så langt fornemmede vores folk klart, at VK på forhånd havde lagt den kolde skulders taktik.

Derfor må de borgerlige læserbrevsskribenter da være forsynet med forbindelse til de højere magter, når de åbenbart er så velinformerede om Fair Forandring mere end et døgn inden alle andre. Eller også har de bare råd til at sætte ministrenes offentligt aflønnede spindoktorer og tilsvarende i gang. Så taler vi ikke højt om troværdighed i denne omgang.

Hvis du vil have fair information om Fair Forandring, kan du selv læse hele udspillet her…


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:




↑ Til toppen