Nyhedsbrev - DF svigter ofre for tinglysningskaos – uge 16 2
Titusindvis af danskere er kommet i klemme i forbindelse med den digitale tinglysningsskandale. De har ventet i måneder, og det har kostet tusindvis af kroner. Før påske lovede Dansk Folkeparti at støtte oppositionens krav om at placere ansvaret for skandalen hos regeringen, men da det kom til stykket, sprang DF i målet. Det er uanstændigt, men ikke overraskende, når man på den måde lover ét og gør noget andet.
Allerede i januar udtalte Peter Skaarup fra Dansk Folkepartis ledelse følgende til Berlingske Tidende: ”Vi må se på, hvordan vi kan erstatte de beløb, borgerne har tabt. Når man skylder kroner til det offentlige, er vi flinke til at sende en regning, men når det er det offentlige, der er skyld i et tab, må det også gælde den anden vej rundt.”
Nu ligger sagen hos kammeradvokaten, og dermed sker der ikke noget foreløbig. Hvis der sidder skuffede danskere tilbage, der ikke kan forstå, hvorfor man den ene dag kan høre i TV2, at der er flertal for at give kompensation for tabene og den næste det modsatte, så vil jeg anbefale dem at sende deres kritik til de ansvarlige: Dansk Folkeparti.
Regeringens økonomiske politik koster dyrt…
Socialdemokraterne har sagt det længe, og nu tilstår regeringen det endelig selv – den såkaldte nulvækst, som regeringen præsenterede i marts, er en ren og skær sparerunde med fyringer i massevis. Det var meddelelsen fra Lars Løkke efter regeringens seminar i starten af denne uge.
Ifølge regeringen skal der spares 10 mia. kr. og fyres 8000 kommunalt ansatte, men det reelle tal kan blive langt højere. Regeringen fastholder, at servicen til borgerne vil være upåvirket, men eksperter er enige om, at man ikke kan nedlægge stillinger i tusindvis, uden det rammer vores fælles velfærd. Kommunernes Landsforening forudser, at vi danskere de næste år kan se frem til lukninger af og dårlig service på skole -, børne- og ældreområdet.
Det eneste gode ved regeringens udmelding er, at regeringen nu har meldt ærligt ud og giver danskerne et klart valg mellem en regering, der prioriterer velfærd frem for skattelettelser, eller en regering, der prioriterer skattelettelser på bekostning af velfærden.
… og børnefamilierne betaler regningen
Lars Løkkes udmelding har således gjort det klart for enhver, at regeringen de næste par år lader kommunerne om det beskidte arbejde med at finde besparelser. Socialdemokraterne har i denne uge været på gaden med kampagnen ”Ingen kvaler – børnefamilierne betaler”.
Vi har været ude på gader og stræder og talt med alle, der ville om, at regeringens skattelettelser koster børnefamilierne dyrt. Ifølge regeringens egne tal skal der spares 3,6 mia. kroner på skoler og daginstitutioner.
Socialdemokraterne er lodret imod at prioritere skattelettelser frem for velfærd, ligesom de fleste danskere da også hellere vil have ordentlig børnepasning og gode skoler end lidt håndører på bankkontoen.
Miljø- og magtarrogance
Miljøet er et område, der har lidt særlig meget under regeringens bedrevidende attitude over for de problemer, der bekymrer danskerne. Det har torsdag i denne uge fået selv Jyllands-Posten op i det røde felt. Den borgerlige avis har med ord som ’minister for miljøødelæggelse, manipulation og magtarrogance’ i denne uge revset miljøminister Karen Ellemann for hendes arrogante holdning til naturværdien af Østerild Klitplantage.
Men Østerild er langt fra det eneste stykke dansk natur, der lider under miljøministerens arrogance. For nylig blev haren placeret på rødlisten over truede dyrearter. Og senest har Danmarks Miljøundersøgelse i en meget kritisk rapport om Tøndermarsken råbt vagt i gevær, fordi hver femte ynglende fuglepar er forsvundet på blot tre år.
Men det er åbenbart ikke nok til at bevæge miljøministeren. Hun har blot foreslået en begrænset fredning af haren i Nordjylland. Og i forhold til Tøndermarsken har ministeren været påfaldende tavs. Socialdemokraterne har fremlagt en varig løsningsmodel for marskens fugleliv. Nu må miljøministeren i arbejdstøjet og få rettet op på det kolossale natursvigt, vi har været vidne til siden 2001.
I denne uge var jeg i Tøndermarsken sammen med vores miljøordfører Mette Gjerskov, og det er tydeligt, at der er behov for at handle nu. I maj bliver et socialdemokratisk forslag om fredning af marsken behandlet i Folketinget. Du vil kunne læse mere om sagen på min hjemmeside i maj.
Seneste nyt på www.benny-engelbrecht.dk hvor du finder blog, videoindslag og presseklip:
Smagsforstærkere får os til at overspise
Socialdemokrater besøger Tøndermarsken
Barfoed skal grilles om tinglysning
Høring om forbrugermobiltelefoni
Schaldemose og Engelbrecht på fødevaretur
Snydeord for pumpet kød ryger ud
Stå ved ansvar for tinglysningskaos
Schaldemose og Engelbrecht på fødevareturné i Sønderborg
Om nyhedsbrevet
Dette nyhedsbrev er udgivet og redigeret af Benny Engelbrecht, MF (S). Det udkommer hver 14. dag – fredag i lige uger. Du kan finde nyhedsbrevet via www.benny-engelbrecht.dk hvor du også kan komme med kommentarer og foreslå indhold til kommende nyhedsbreve.
Har du lyst til at få nyhedsbrevet direkte via mail, kan du tilmelde dig ved at sende en mail med ordet ”Tilmeld” i emnefeltet til benny.engelbrecht@ft.dk
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:











