Du kan følge afslutningsdebatten i Folketinget i dag direkte på www.socialdemokraterne.dk og deltage i chatten med de socialdemokratiske folketingsmedlemmer der sidder i salen.
Hør mere i denne video…
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Det danske mindretal i Sydslesvig er hårdt presset på økonomien, ikke på det tilskud der kommer fra den danske stat, men fordi den slesvig-holstenske delstatsregering truer med at ændre på tilskuddet til de danske skoler. Det satte et stort præg på de danske årsmøder – som Benny Engelbrecht fortæller om i denne reportage.
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Kom med ned på det lav-praktiske plan på Christiansborg, hvor socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht fortæller om at flytte fra et lille bitte kontor til et større, der så til gengæld ligger længere væk fra folketingssalen. Det er ikke optimalt at der er flyttekasser og malerspande midt i den travleste tid i lovgivningsarbejdet, men Benny er alligevel optimist, som man kan se af indslaget.
I de kommende måneder vil Benny med mellemrum vise videoer fra bag scenerne på Christiansborg her på kanalen: http://www.youtube.com/user/BennyEngelbrecht og på www.benny-engelbrecht.dk
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Landet over blogger politikere (eller måske deres studentermedhjælpere?) om stort og småt fra den politiske verden. Men har det en effekt eller er det bare spild af læsernes og politikerne tid? Svaret er, at det afhænger af hvad man vil bruge en blog til. En politikerblog kan, efter min mening, være indsatsen værd, men det tager tid at bygge bloggens troværdighed op.
Tror man som politiker at en weblog er den sikre vej til vælgernes opmærksomhed, rammer man meget forbi. Til gengæld kan bloggen være et godt medie til at lancere meget kontroversielle spørgsmål, men det kræver at man er klar til at kaste sig ud i holdninger der vækker til modstand eller holdninger der strider mod ens eget partis opfattelser. Det kan blive måden at skabe overskifter i medierne, men det er stort set kun Søren Pind der har haft succes med den metode i Danmark. Er man ikke til de kontroversielle holdninger – og det er jeg eksempelvis ikke – så kan man også vælge et andet succeskriterium end medieomtale for ens blog. Jeg har valgt at lægge op til borgerinddragelse i den politiske beslutningsproces – og selvom langt fra alle indlæg giver debat, så er de der gør tilstrækkeligt til at det er umagen værd.
En dialogsøgende blog kræver dog at man skriver anderledes, mere direkte og med opfordring til dialog. Det er altså ikke tilstrækkeligt at skrive som var det et debatindlæg i pressen. Der skal direkte opfordres til debat i kommentarfeltet og spørgsmålene må ikke være lukkede eller besvaret på forhånd. Jeg siger ikke at det altid lykkes for mig, men jeg prøver.
Jeg har stor glæde af at skrive på denne blog og har blogget så længe jeg har været politiker. Det betyder at jeg har opbygget en lang historik. Og historikken er vigtig i blogosfæren, for selvom man som tommelfingerregel siger at en blog aldrig er bedre end det seneste indlæg, så skeler læserne til hvor god bloggens forfatter er til at svare og om der er tale om kontinuitet.
Siden Facebook fik sit store gennembrud er en del af debatten på blogs dog forsvundet. Stadig flere finder ud af at det er lettere at skrive til en politiker via Facebook, men det skal ikke være det der afholder fremtidige politikere fra at blogge. Selv oplever jeg ofte hvordan blogindlæg som jeg linker til via min Facebook profil giver en flittig debat på det sociale netværk.
Men jeg er ikke noget orakel på politikerblogs, jeg fortæller blot hvad jeg synes virker. Måske har du en helt anden opfattelse – hvis du har, så lad mig det vide her i kommentarfeltet eller via Facebook.
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Velkommen til mit nye nyhedsbrev, der fremover udkommer hver anden fredag. Du er velkommen til at sende det videre til dem du kender eller henvise til udgaven på min hjemmeside, via Facebook eller hvor du i øvrigt har lyst til at dele det med andre.
Har du lyst til at få nyhedsbrevet direkte via mail, kan du tilmelde dig ved at sende en mail med ordet “Tilmeld” i emnefeltet til benny.engelbrecht@ft.dk
De forgangne uger har været præget en række nye ministre, men med de samme gamle sager. Det er ikke bare gammel vin på nye flasker, nej det er gammel vin på bag-in-box.
Tinglysningsskandalen fortsætter
For anden gang i år havde jeg i sidste uge justitsministeren i samråd om den digitale tinglysningsskandale. Denne gang var det den nytiltrådte minister Lars Barfoed der skulle forsvare det der meget vel kan vise sig at være Danmarkshistoriens største IT skandale. En skandale der har kostet titusindvis af danskere millioner af kroner når deres salg eller køb af fast ejendom har været forsinket med store renteomkostninger til følge. Også almene lejere har været hårdt ramt, fordi boligselskaberne i nogle tilfælde har været nødt til at sende regningen videre via øgede huslejer.
Sagen er langt fra slut - desværre - men jeg vil holde fast i at der skal findes en løsning, også i forhold til erstatningsspørgsmålet. Jeg vil løbende skrive om sagen på min hjemmeside og på Facebook.
Rekordhøj fattigdom kommer ikke af sig selv
I disse dage kører AE-rådet et oplysende, vigtigt og nedslående tema om fattigdom. Fattigdommen i Danmark er steget med 60 % fra 2001-2007. Det er ca. 3000 mennesker om året og især indvandrere og unge rammes hårdt. Stigningen er sket i en periode, med høj økonomisk vækst og beskæftigelse. Vilkårene for at bekæmpe fattigdommen har altså været yderst favorable for den siddende regering. Derfor er fattigdomsstigningen resultatet af ni års VKO-velfærdspolitik og med en ny social- og CEPOS-minister, som ikke kan beslutte sig for, om der er fattigdom i Danmark, er der ikke udsigt til, at udviklingen vender, så længe VKO er ved magten.
For en sådan stigning kommer naturligvis ikke ud af den blå luft. Regeringen har i samarbejde med DF skåret markant i ydelserne til de svageste - ved blandt andet at indføre starthjælpen, introduktionsydelsen og 450 timersreglen for mennesker, der modtager kontanthjælp. Det rammer især børn af dårligt stillede hårdt. Samtidigt har vi været vidne til en forringelse af de fælles velfærdsgoder. F.eks. på sundhedsområdet, hvor de rigeste har fået bedre mulighed for at springe køen over og blive behandlet på private hospitaler. ‘B-holdet’ må vente på offentlige hospitaler, som i stigende grad presses af nedskæringer. Som kronen på værket har regeringen og DF givet ufinansierede skattelettelser til de rigeste. Så ikke nok med at de fattigste er blevet fattigere - de rigeste er blevet rigere.
Som socialdemokrat synes jeg, udviklingen er dybt bekymrende. Stigende fattigdom og ulighed er uacceptabelt i et moderne velfærdssamfund. Udviklingen er dog ikke overraskende, efter ni år med en regering som i bedste CEPOS-stil tror, at rigdom risler fra de rigestes veldækkede bord ned til de fattige. Vi socialdemokraterne har en anden indstilling. Overførselsindkomster, der aktivt bidrager til at skabe fattigdom, skal afskaffes, og bekæmpelse af social ulighed bør være et altid nærværende politisk pejlemærke. Vi mener, at hele samfundet bliver rigere, hvis vi afskaffer fattigdom. Ikke at vi afskaffer fattigdom ved at gøre de rigeste rigere.
100 år med køn og kamp!
Denne uge rundede kampen for ligestilling et skarpt hjørne - i mandags var det nemlig præcis 100 år siden, at et par af fagbevægelsens skønne højtråbende kvinder besluttede at gøre den 8. marts til kvindernes internationale kampdag. Tak for det!
For i løbet af de 100 år er vi nået et godt stykke: stemmeret, fri abort, barsel, adgang til uddannelse og arbejdsmarked. Vi socialdemokrater har altid haft, og vil altid have det som en af vores allerfineste opgaver at lue ud i ulighed og diskrimination. Hvor end vi støder på det, vil vi kæmpe for at drenge og piger, mænd og kvinder får samme muligheder og rettigheder i livet.
Det er dog ikke ensbetydende med, at vi nu kan spille 100-metermestrer i baren og hvile på laurbærrene. Godt nok har regeringen parkeret ligestillingen i klima- og energiministeriet, men det er stadig på arbejdsmarkedet, at uligheden mellem kønnene står super klart. Her skal vi kæmpe for, at vi mænd og kvinder får lige gode muligheder for at være sammen med vores børn, når de er helt små - derfor forslår vi, at 12 uger af barslen bliver øremærket til fædrene. Kvinders løn ligger fortsat ca. 20 % under mænds - derfor skal vi have indført kønsopdelte lønstatistikker på hele arbejdsmarkedet, så lønforskellene kan bevises og bekæmpes. Jo, der er nok at kæmpe for, og vi er klar til at kæmpe til det sidste.
Seneste nyt på www.benny-engelbrecht.dk hvor du finder blog, videoindslag og presseklip:
Konkurrencestyrelse undersøger bedemænd
Sønderborg må undvære tog i 4 måneder
Tinglysningen blev lanceret med massevis af kendte systemfejl
Beskæftigelsesministeren med skyklapper i Sønderjylland
Fortæl om dine oplevelser med det digitale tinglysningssystem
Minister forsvarede tinglysningsskandale
Digitalt tingslysningskaos kunne være undgået
DF kom til at sige sandheden om sygehusnedskæringer
Kortene på bordet om kødklister
Om nyhedsbrevet
Dette nyhedsbrev er udgivet og redigeret af Benny Engelbrecht, MF (S). Det udkommer hver 14. dag - fredag i lige uger. Du kan finde nyhedsbrevet via www.benny-engelbrecht.dk hvor du også kan komme med kommentarer og foreslå indhold til kommende nyhedsbreve.
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Lad os nu bare være ærlige om de produkter der ligger i køledisken
Man skulle tro det var så simpelt: Danskerne synes kødklister er klamt og derfor skal det ikke tillades i danske kødprodukter, men nej, sagen er langt mere kompleks. Den handler om følelser, kommunikation og kan sågar få indflydelse på fremtidige procedurer i det danske Folketings behandling af komitesager fra EU.
En meget stor del af den danske befolkning har i de forgangne uger rynket på næsen ved tanken om sammensat kød, fremstillet med hjælp af enzymet thrombin – eller som det er blevet kendt i den brede offentlighed: Kødklister.
Debatten om enzymet thrombin kan strengt taget koges ned til et ord: ”Ulækkert”. Jeg og andre politikere er blevet skudt i skoene at vores kritik af thrombin har været unuanceret og alene har handlet om mavefornemmelser. Derfor er det nu på tide at jeg lægger kortene på bordet, for min modstand mod thrombin har langt dybere årsager end blot en kvalmende tanke.
Samtidig må jeg også bekende en sandhed, nemlig at jeg bevidst har tilladt mig at spille på den afsky tanken om kødklister har vakt hos danskerne. For uden den folkelige modstand ville det aldrig have kunnet lykkes, på ganske få dage, at få skabt et flertal udenom regeringen i en forholdsvis kompleks europæisk komitesag.
Lad os først slå fast at enzymet thrombin forekommer helt naturligt i alle levende væseners blod. Enzymet er et vigtigt led i blodets koaguleringsproces – det er enkelt fortalt thrombin der aktiverer blodplasmaproteinet fibrinogen så der dannes fibrin der får blodet til at størkne. Det sker for eksempel hvis jeg skærer mig under morgenbarberingen, efter kort tids blødning koagulerer blodet og der dannes en sårskorpe.
Når thrombin kan anvendes som tilsætningsstof i fødevarer skyldes det, at den sammenbindende egenskab kan styres sådan at man kan sammensætte mindre stykker af fersk kød til større stykker. Processen minder altså om det der sker når man laver blodpølse – men i modsætning til det thrombinbehandlede kød, udgiver blodpølsen sig ikke for at være fersk kød. Spørger man en slagter med lidt livserfaring vil man også få en fortælling om hvordan man tidligere hældte lidt blod i den fedtfattige oksefars, for at få den til at hænge bedre sammen.
Altovervejende har jeg talt og skrevet med danskere der finder tanken om sammensat kød – eller sammenklistret kød om du vil – for ubehageligt eller direkte afskyvækkende. Der er dog flere, især i fødevareindustrien, der har påpeget at debatten har været meget unuanceret. Det er jeg egentlig enig med dem i, men det skyldes primært at de saglige argumenter mod en godkendelse ganske enkelt er druknet i mere følelsesbetonede udsagn.
Mange har set den instruktionsvideo den hollandske producent har lagt på deres hjemmeside. Den viser meget uappetitligt hvordan noget der ligner kødfars kommer ud som én lang pølse i den anden ende af maskinen – en pølse der ubesværet kan skæres ud til fine runde bøffer.
Jeg synes også det er en ulækker tanke at skulle sætte tænderne i den slags imiterede produkter, men det har faktisk ikke været selve enzymets sikkerhed jeg har anfægtet, men derimod slutproduktet, det sammensatte kød. Lad mig forklare nærmere:
Et grundlæggende princip, når man taler fødevaresikkerhed i sammenhæng med fersk kød, er sporbarhed. Man skal kunne gå tilbage fra slutproduktet i køledisken til besætningen og det enkelte dyr, hvis man skal spore infektioner som eksempelvis salmonella i fersk kød. Sidste år havde vi et meget kompliceret tilfælde af netop salmonella i svin, som det tog de danske fødevaremyndigheder meget lang tid at spore. I EU har sporbarhedsprincippet været bærende siden sagen om BSE (Bovin Spongiform Encephalopati) – også kaldet kogalskab. Kort fortalt er problemet med et fersk produkt fremstillet af sammensat kød, at det kan indeholde dele – og dermed smittestoffer – fra et utal af dyr, fra forskellige besætninger, fra forskellige lande, sågar fra forskellige dyrearter.
Den dag en smitte opstår, kan sammensat kød blive et enormt problem, fordi det ikke er muligt at spore kilden. Det faktum at den europæiske fødevaremyndighed EFSA slet ikke har inddraget sporbarheden i sin risikovurdering, understreger blot at en godkendelse fra den side ikke i sig selv er ensbetydende med at alle risikoaspekter er overvejet.
Jeg anerkender gerne at spørgsmålet om sporbarhed ikke har fyldt meget i den offentlige debat i Danmark. Jeg vil gerne kunne klappe mig selv på skulderen og sige at jeg har gjort hvad jeg kunne for at fremføre dette argument i de danske medier, men der er egentlig ikke noget at klappe over. For argumentet om den manglende sporbarhed er faldet på meget tør jord hos de danske medier – og jeg forstår det egentlig godt. Man sælger nu engang ikke så mange aviser på en overskrift der hedder: ”Politiker bekymret over manglende sporbarhed” – næh, jeg må erkende at der sælger overskriften: ”Nej til kødklister” en hel del mere.
Jeg ikke lægge skjul på, at jeg også finder at der er et element af vildledning i spørgsmålet om sammensat kød. Det sammensatte kød er nemlig endnu et industrielt produkt der udgiver sig for at være noget det ikke er. Derfor mener jeg det er helt relevant at stille spørgsmålstegn ved, om det er et nødvendigt produkt for forbrugerne, eller bare en smart måde for industrien at omsætte restprodukter til noget der har en lidt højere værdi, men min afgørende bekymringer handler altså om grundlæggende fødevaresikkerhed.
Hermed skulle der være lagt lidt mere saglighed ind i debatten om thrombin, men jeg lovede også at dette indlæg skulle være en bekendelse fra min side. For jeg kan lige så godt erkende at jeg har udnyttet det ubehag rigtig mange danskere har fået ved tanken om ”kødklister” helt bevidst, men jeg mener at den ekstraordinære situation gjorde, at målet helligede midlet.
Godkendelsen af thrombin har været meget længe undervejs. Det blev faktisk behandlet videnskabeligt af EFSA allerede i foråret 2005. Alligevel var det først tirsdag den 2. februar, at godkendelsen kom til politisk behandling i Danmark. Og det vel at mærke blot 6 dage før sagen skulle til afstemning i den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed (SCoFCAH).
Den ultrakorte behandlingstid gjorde også, at der skulle noget ekstraordinært til hvis bremserne skulle slås i. Derfor var jeg ikke utilfreds med, at Radioavisen onsdag den 3. februar bragte følgende citat fra min side: ”Det er en ganske forfærdelig idé at komme thrombin i danske fødevarer. Det vil åbne op for, at man kan klippe-klistre med kød.”
Ved samme lejlighed valgte en vaks journalist at give nyheden overskriften ”Regeringen vil tillade kødklister”. Dermed var et nyt ord opfundet i det danske sprog og en snebold der skulle ende med at blive til en lavine, var begyndt at rulle.
Lad mig sige det som det er: Var historien ikke blevet tegnet så skarpt i medierne og havde tanken om kødklister ikke vakt så stor en afsky i den danske befolkning, så havde godkendelsen sandsynligvis passeret uantastet igennem. Derfor passede det mig glimrende at debatten var meget unuanceret i de hektiske to dage – torsdag og fredag – indtil Folketinget pålagde regeringen at stemme imod thrombin i SCoFCAH mandag dan 8. februar. Havde vi ikke haft 6 dage, men 6 måneder, havde jeg valgt en anden fremgangsmåde.
Jeg mener det er rimeligt at lægge kortene på bordet, for i den ideelle verden skulle det ikke være nødvendigt at bruge (nogen vil sikkert sige misbruge) den offentlige debat på den måde. Jeg erkender med andre ord gerne, at jeg ikke holdt mig strengt til saglig kritik. Jeg vil ikke kalde det at lyve, men snarere at benytte en fortielse til at fremme en højere sag. Jeg husker hvordan pigerne i min folkeskole engang i seksualundervisning fik det råd af vores kvindelige lærerinde, at hvis de stod overfor en voldtægtsmand, skulle de ikke slå alarm ved at råbe ”voldtægt”, men i stedet råbe ”brand”, fordi det får flere til at reagere. Jeg håber at den brede offentlighed vil tilgive at jeg har brugt den samme taktik i denne sammenhæng.
Sagen om thrombin er ikke slut, selvom SCoFCAH har stemt. Nu er det nemlig Europaparlamentets tur til at behandle sagen politisk og de har heldigvis lidt bedre tid til sagen end Folketinget.
Men jeg må også erkende at vi ikke kan nøjes med en dårlig mavefornemmelse – her skal de tunge argumenter på bordet: Sporbarheden som jeg tidligere omtalte, risikoen for sammenblanding af svin og okse (og de etiske og religiøse aspekter det kan medfører) og ikke mindst kravene til mærkning der er alt for tynde.
Der er brug for en dybere debat om sammensat kød. Derfor er jeg i gang med at forberede en høring, der skal belyse alle problematiske aspekter ved thrombinbehandlet kød. En høring som jeg håber, vil give yderligere argumenter til de medlemmer af Europaparlamentet, der endnu har muligheden for at stoppe thrombin inden det godkendes til brug i den europæiske fødevareindustri.
Hvis du nu sidder tilbage og tænker: Hvordan kan en sag, der første gang blev behandlet i EFSA i 2005, få så kort en behandling i det danske Folketing, så kan jeg godt forstå dig. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at sagen vil betyde at vi må genoverveje om vi generelt har den rette tid til at behandle de europæiske komitesager i Danmark. For det værste var sådan set ikke at vi 179 MFere blot havde få dage til at behandle sagen. Nej, det værste er sådan set, at tilladelsen havde været i en offentlig høring, som det sig nu hør og bør i sådanne sager. Men den høring havde en svarfrist på blot 24 timer! Af samme årsag var det også nogle meget korte, og ikke mindst meget få, høringssvar der nåede at komme ind.
Rent formelt har procedurer og svarfrister i sagen været overholdt. Dog kan man sætte spørgsmålstegn ved om den ansvarlige minister – fødevareministeren – har levet op til sit ansvar. Det er nemlig ministerens ansvar at fremlægger sager, der vurderes at kræve politisk stillingtagen i god tid for Folketinget – og det må man erkende at ministeren ikke har levet op til i denne situation.
Derfor tror jeg at thrombin-sagen også vil få betydning for hvordan komitésager i fremtiden håndteres og forhåbentlig vil vi se ministre der er mere aktive i deres inddragelse af Folketingets partier i processen.
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Lad os lave en kampagne! Sådan råber vi politikere ofte når der er problemer – og så sætter vi et reklamebureau til at lave en flot kampagne. Der skal handling på drengen og skabes synlighed. Måske kommer vi endda selv med i kampagnen – i alt fald hvis man er minister – og det er jo et godt udgangspunkt for synlighed og dermed genvalg.
Men hvilke initiativer, der rent faktisk hjælper forbrugerne og hvilke, der blot er til forvirring, er der ikke rigtig styr på. Hvert år bruger det offentlige store midler på kampagner, hvor man i realiteten ikke aner, om de har den ønskede effekt.
Siden regeringen nedlagde Erhvervsministeriets Rådgivende Udvalg for Forbruger-forhold i 2002 og afskaffede en pulje reserveret forbrugerforskning, har der ikke været en overordnet strategisk tilgang til forbrugerforskningen i Danmark. Som det er i dag, er den forskning, der bedrives på området, spredt ud over på alle universiteterne og uden fælles strategi. Derfor foreslår Socialdemokraterne i det forbrugerudspil, vi lancerede i sidste uge, at vi samle kræfterne, og dermed styrke området gevaldigt.
Potentialet for dansk forbrugerforskning er stort, idet vi har nogle forskningsmiljøer som også internationalt er af høj standard. Men miljøerne synes isolerede.
Et glimrende eksempel på en sag, der afslørede hvor lidt vi véd, er debatten om hvilken type fødevaremærkninger, der virker. Mærkningsordningerne kan give forbrugerne information om, hvorvidt varerne er sunde eller usunde. Det er ganske vigtigt.
Men i stedet for at vi politikere førte en saglig diskussion, der både informerer forbrugerne og motiverer dem til at købe sundere mad, så buldrede industrien buldrede frem med den vildledende GDA mærkning. Mens andre talte om det næsten ukendte Nøglehulsmærke og Forbrugerrådet længe har anbefalet negativmærkning. Men vi har brug for meget mere viden og en fordomsfri diskussion om hvilke mærkningsordninger, der virker. Meget tyder faktisk på, at negativ mærkning, hvor man direkte skriver at et produkt er usundt, virker bedre end de såkaldte positivmærkninger, hvor man skriver at et produkt er sundt eller miljøvenligt.
Skal vi kvalificere den offentlige debat er vi nødt til at styrke forbrugerforskning. Ellers bliver vi politikere nødt til at træffe valg i blinde. Mine par år på Christiansborg har for længst vist mig, at vi politikere på fødevareområdet (jeg selv inklusive) bliver tvunget ud i automatreaktioner, der ikke skeler til, hvad der rent faktisk er den rette løsning i den konkrete sag.
I dag er den største kilde til viden om forbrugerne spørgeskemaundersøgelser foretaget af medier og organisationer – med andre ord med det formål enten at lave en god nyhedshistorie eller at ændre på reguleringen.
Der ses en klar tendens til at telefoninterviews og lignende befolkningsundersøgelser ophøjes til videnskab. Men et reklamebureaus smarte spørgeskemaer skal ikke danne grundlag for vigtige politiske beslutninger. Det er problematisk, da forbruges selvrapporterede adfærd ofte er påvirket af den offentlige mening. Man snakker om at svarene er biased i retning af at socialt acceptabel adfærd overestimeres af respondenten, men social uacceptabel eller illegitim adfærd underestimeres. Med andre ord, vil vi alle gerne fremstå positivt når vi svarer på et spørgeskema, men i virkeligheden kan det give et forkert eller forvrænget billede.
Der er intet illegitimt i at medier vil fortælle gode historier eller at lobbyister vil påvirke beslutningstagerne, men det må og skal ikke stå alene som beslutningsgrundlag. Vi skal i stedet have en uafhængig og saglig forskning.
Derfor foreslår jeg på vegne af Socialdemokraterne, at der etableres et egentligt forbrugerforskningsinstitut. På kort sigt kan der etableres en særskilt pulje til forskning i forbrugeradfærd, hvorfor forskere kan søge til konkrete projekter. Puljen kunne eksempelvis administreres af Forbrugerstyrelsen i samarbejde med en følgegruppe bestående af repræsentanter for erhvervsvirksomheder og forbrugere.
Og hvem ved, måske betyder det at du en dag vil opleve fødevare- og forbrugerpolitikere der udtaler sig på et oplyst grundlag?
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Det kan sikkert lyde besnærende for en spareivrig minister, at spare penge på postens omkostninger ved at skære mandagen væk som udbringningsdag, sådan som transportministeren har foreslået. Men det kan gå hen og blive en meget dårlig forretning. Regner man efter viser det sig nemlig, at det man sparer i lønomkostninger og transport mere end forsvinder, i tabt omsætning. Så selvom mandag ikke er en dag hvor der leveres meget post til privatkunder, så vil det alligevel give et nettounderskud at fjerne den helt.
Bortset fra det er dårligt købmandskab, vil afskaffelse af post om mandagen betyde en stor geografisk skævvridning i Danmark. By og land vil blive endnu mere forskelsbehandlet. Transportministerens udmelding må derfor enten bunde i uvidenhed eller storbyarrogance. For et farvel til post om mandagen vil først og fremmest ramme folk på landet, og de dagblade der benytter posten som leverandør. Jeg skal gerne erkende at vi jyder har det fint med ikke at modtage regninger om mandagen – eller nogen anden dag for den sags skyld – men transportministeren vil åbenbart heller ikke have vi læser avis om mandagen?
Post er en samfundsopgave, hvor alle, uanset hvor i landet vi bor, bør få den samme service. Transportministeren må indse, at det ikke er alting der fungerer optimalt på markedsvilkår og når vi ved at ministerens mål er at skabe et liberalt marked hvor andre virksomheder skal kunne skumme fløden, så må vi sætte hælene i.
Man skal ikke bare tænke i serviceforringelser for posten i Danmark, men i stedet i hvordan posten kan styrkes. Nedskæringer i kerneforretningen er den sikre vej til at afskaffe den postservice vi kender i dag.
Der vil også i fremtiden være brug for et velfungerende postvæsen, men det skal nytænkning til. Et område der ligger lige for, er løsninger til E-handelsbranchen. Her bør man sikre ægte dag-til-dag leverancer med lagerhoteller og forsendelser håndteret af PostDanmark, med garanterede leverancer direkte til døren. Jeg ved godt at det vil kræve investeringer i teknologi, men pengene er til stede i selskabet, efter at man solgte PostDanmarks aktier i belgiske La Poste sidste år. I stedet for, at staten skal dele med svenskerne og lukke huller i statsbudgettet, så lad os investere i den teknologi, der skal til for at gøre PostDanmark bæredygtigt også i fremtiden.
I det hele taget ser jeg transportministerens fokus på omkostningsreduktioner som et spil om postens fremtidige ejerskab. Det handler tilsyneladende mere om at gøre det nye dansk/svenske postselskab ”lækkert” så det kan sælges til højestbydende, end om at sikre at hele Danmark kan få post til tiden. Samtidig står en liberalisering for døren, der vil koste på bundlinien.
Socialdemokraterne ønsker at udskyde eller helt aflyse liberaliseringen – og vi er stik imod en privatisering.
Af hensyn til alle dele af landet skal min opfordring derfor være: Lad nu PostDanmark få mulighed for at udvikle sig, ikke afvikles.
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Disse bøffer er helt naturlige, men i fremtiden kan de være lavet af kødrester
Kom indenfor i min verden og lad mig fortælle dig hvordan en af denne uges mest omtalte sager gik fra et uskyldigt EU bilag, til en sag hvor regeringen blev bragt i mindretal. Jeg skriver om enzymet thrombin, som har bibragt vores sprog med et helt nyt ord: ”Kødklister”.
Det er 5 år siden sagen starter med at den europæiske fødevaremyndighed EFSA vurderer enzymet thrombin til at være uskadeligt at anvende som tilsætningsstof, men der skal gå lang tid med komitearbejde i Bruxelles inden sagen ender på det politiske bord.
Jeg fortæller historien for at demonstrere at der er andet og mere i sagen om thrombin end følelser og populisme, men også at uden følelserne, var det ikke lykkedes at håndhæve væsentlige demokratiske principper. Det er ikke sikkert du bryder dig om de metoder jeg har anvendt, men det er godt eksempel på hvordan vi politisk tvinges til at arbejde, når det samarbejdende folkestyre ikke fungerer optimalt.
Tirsdag den 2. februar 2010
Man kan ikke altid sige hvornår en sag bliver en sag, men det kan jeg her. Helt nøjagtig sker det da behandlingen af thrombin indgår sammen med en række andre tilsætningsstoffer i et EU bilag (fødevareudvalget, alm. Del, bilag 141, samling 2009/10).
Proceduren omkring EU bilag i Folketinget er den at ressort-udvalget – i dette tilfælde fødevareudvalget – får bilaget til orientering, det samme gør europaudvalget. Kommer der ikke spørgsmål eller indsigelser, opfattes regeringens indstilling som accepteret. Alene på fødevareudvalgets møde i denne uge var der eksempelvis 8 EU bilag til orientering.
Jeg læser bilag FLF 141 i en 8 minutters pause mellem to møder, stående ved mit skrivebord på kontoret. Mine øjne glider ned over dokumentets sider, men en sætning på side 4 springer mig i øjnene: ” Thrombin er et enzym, der sammen med stoffet fibrinogen kan sammensætte mindre kødstykker til større stykker” – hov! Stod der virkelig det?
Jeg klør mig i nakken og tænker – er det virkelig sandt? Jeg læser sætningen igen og bladrer så om til høringssvarene. Her finder jeg et par positive svar fra industriens organisationer – ikke overraskende, men der er et enkelt kritisk svar også – i al sin enkelthed står der: ” Tanken om at sætte kødstykker sammen, mener Coop Danmark A/S, er utiltalende på trods af, at det skal mærkes.”
Det er netop der – kl. 14.19, tirsdag den 2. februar 2010 – at det der skal blive til ”kødklister-sagen” starter, da jeg sætter gang i researchen af hvad dette egentlig betyder og det jeg i det efterfølgende døgn kommer til at lære, sætter gang i en lavine af handlinger, der fredag ender med at et flertal i Folketinget presser regeringen til at ændre indstilling i sagen.
Onsdag den 3. februar 2010
Det står klart for mig, at der er en række udfordringer med godkendelsen af thrombin – sandsynligvis ikke med selve enzymets indvirkning på sundheden, men med den proces det skal bruges til.
Her tager vi en timeout i forhold til processen, så jeg lige kan ridse et par af problemerne op:
- Sammensat kød er et industrielt produkt der udgiver sig for at være noget det ikke er og det er helt relevant at stille spørgsmålstegn ved, om det er et nødvendigt produkt for forbrugerne, eller bare en smart måde for industrien at omsætte restprodukter til noget der har en lidt højere værdi
- Når man har mange små stykker kød der samles til ét, stiller det ekstremt høje krav til hygiejnen, for ligesom med hakket kød stortrives bakterier i det færdige produkt – og det har slet ikke indgået i EFSAs opinion i sagen
- Når man markedsfører sammensat kød skal det mærkes anføres det i EFSAs anbefaling, men de mærkningsmetoder der foreslås er ikke tilstrækkeligt til at det bliver tydeligt – vi kan altså få endnu et fup-produkt som den såkaldte neutralmarinerede kylling
- Thrombin udvindes af blod fra køer og grise – men det oplyses ikke om man blander thrombin udvundet af svineblod i oksekød og omvendt
- Et grundlæggende princip i fødevareindustrien er sporbarhed – det lærte man om noget af sagen om BSE(Bovin Spongiform Encephalopati – også kaldet kogalskab). Et produkt fremstillet af sammensat kød kan indeholde dele – og dermed smittestoffer – fra et utal af dyr, fra forskellige besætninger, forskellige lande, sågar forskellige dyrearter. Den dag en smitte opstår, som vi ikke kender til i dag, kan sammensat kød blive et enormt problem og EFSA har slet ikke inddraget sporbarheden i sin risikovurdering, der jo kun går på enzymet, ikke på den proces det skal indgå i
Dertil skal lægges den generelle afsky som tanken om produktet vækker, men det er ikke et objektivt argument der kan anvendes til at afvise stoffet. Mere om det senere.
Og så tilbage til onsdagen. Jeg formulerer en række spørgsmål til fødevareministeren som skal hastebesvares, da sagen allerede er sat til afstemning 5 dage efter i Bruxelles. At stille spørgsmål er en del af proceduren for eventuelt at ændre indstilling i en sag, men jeg ved også at det kan blive meget svært at få et flertal til at indse de problemer der er med thrombin. Derfor begynder jeg at overveje meget nøje om der er nogen der pressemæssigt kan have interesse i en tilsyneladende småkedelig EU-sag. Jeg tager så en uformel kontakt til en journalist på DR og foreligger problemstillingen. Meldingen er at det da nok er en svær sag, men de vil lige tygge på den på redaktionen. Sidst på dagen bliver jeg kontaktet af en medarbejder fra Radioavisen og kl 18.00 fortælles historien for første gang. Overskriften på dr.dk hedder: ”Regeringen vil tillade kødklister”, men jeg kan ærligt talt ikke huske hvem der først benyttede ordet – selv er jeg citeret for at sige: ”Det er en ganske forfærdelig idé at komme thrombin i danske fødevarer. Det vil åbne op for, at man kan klippe-klistre med kød.”
Måske er det journalisterne på DR der har set en god overskrift i at lave det nye ord klisterkød. Ulækkert lyder det i alt fald.
Jeg husker, at jeg stod på kontoret den aften og tænkte: ”Nå ja, nu har jeg da gjort hvad jeg kunne, men den kommer nok ikke videre.”
Torsdag den 4. februar 2010
Helvede bryder løs! Ordførere fra flere partier optræder i radioavisen og udtaler afsky for det sammensatte kød. Fødevareministeren udtaler at thrombin er uskadeligt, men at hun da ikke vil sætte tænderne i det. Sidst på dagen er der møde i fødevareudvalget og punktet skal behandles.
Da der endnu ikke er kommet skriftlige svar på mine spørgsmål og da hele udvalget sidder med bunker af spørgsmål i sagen beslutter et enigt udvalg at hasteindkalde fødevareministeren i samråd næste dags morgen. Lidt senere fastlægges samrådstidspunktet til kl. 7:00 – den aften går jeg tidligt i seng, men inden da laver jeg denne video: http://www.youtube.com/watch?v=PHcOgDt9Yo0
Fredag den 5. februar 2010
Henrik Høgh fra Venstre og Pia Olsen Dyhr fra SF kommer i sidste øjeblik til fødevareudvalgets møde – de kommer fra en debat i Godmorgen Danmark på TV2. Jeg kan mærke på Pia, der sætter sig ved siden af mig, at det er gået rigtig godt. Uden for døren står journalister allerede klar, selvom det er tidligt på dagen – sagen er blevet en varm kartoffel.
Fødevareministerens skriftlige svar ankommer først sammen med ministeren, så jeg beder om at udvalget får mulighed for at få et par minutter til at læse dem igennem, inden samrådet begynder. Det er tydeligt at svarene i det store og hele er afskrifter af det bilag vi allerede har læst. Sagen er ikke blevet bedre belyst – og inden samrådet overhovedet indledes sidder flere medlemmer med følelsen af, at dette nok er klappet af på forhånd med DF. Ministeren kaldes ind i udvalget cirka 10 minutter over 7.
Jeg må ikke bringe referater fra et lukket samråd, men de bekymringer jeg havde inden samrådet bliver ikke dæmpet, måske snarere tværtimod. Jeg foreslår derfor udvalget, at vi beder ministerens udsending om at punktet i den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed (SCoFCAH) udsættes, så Folketinget kan nå at gennemføre en hastehøring om spørgsmålet. Mit ønske havde i virkeligheden været, at vi sagde entydigt nej, men det var jeg ikke sikker på Dansk Folkeparti ville være med til. Mit forslag om en høring skulle behandles senere samme morgen på DFs gruppemøde.
Da vi træder ud af udvalget er pressen klar og der bliver lavet radio, tv og nethistorier i en lind strøm. Kl. 9.00 fremlægger jeg sagen i den socialdemokratiske gruppe og får fuld opbakning – herefter er det bare at vente.
Jeg sætter mig i det socialdemokratiske sekretariat på anden sal på Christiansborg og læser et par aviser, mens jeg med mellemrum svarer på telefonopringninger. Lidt før ti smutter jeg ud på gange og hen til DFs gruppeværelse. Idet deres ordfører træder ud af døren, fanger han mit blik og sender mig en opadvendt tommelfinger – der er flertal mod regeringen.
Dermed bliver et slag i sagen vundet, men jeg må samtidig acceptere, at socialdemokraterne ikke kan høste de mange roser. Det er DF der leverer stemmerne til et flertal og det betyder at de er de mest interessante at snakke med for TV. Jeg nøjes med at deltage i P1 Debat senere samme dag, men kan glæde mig over at en sag, der lige så godt kunne være passeret under radaren, blev samlet op – og hælene sat i. Det er trods alt det politisk arbejde handler om, men det ville aldrig være sket uden at pressen havde opfundet det nye danske ord ”klisterkød”.
Epilog
Sagen er ikke slut, for herfra er det Bruxelles og ikke mindst mine kolleger i Europaparlamentet der har opgaven med at få afdækket problemerne med at lave sammensat kød i kold fusion.
Jeg vil løbende følge sagen og holde offentligheden opdateret gennem denne blog og via min Facebook side.
Du kan i øvrigt se hvordan sammensat kød fabrikeres her…
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Der er mange hunde der bider - eksempelvis er gravhunde blandt de hunderacer der oftest sætte tænderne i andre hunde og mennesker, men det gør den jo ikke til en kamphund
Debatten om et forbud mod kamphunde kører på højtryk og for at sige det ligeud, er det et emne der virkelig kan få sindene i kog. Her på min blog har jeg fået hundredvis af kommentarer i tidens løb om kamphunde og jeg vil fortsat lægge kommentarspalter til debatten fra både tilhængere og modstandere af forbud. Debatten – den saglige af slagsen – er vigtig for at de rette beslutninger kan træffes.
Lad mig først slå fast at Socialdemokratiets fremmeste mål i kamphundeproblematikken er, at begrænse antallet af sager hvor hunde skambider uskyldige mennesker i det offentlige rum. Det kan ikke løses alene med et forbud, uanset hvor stramt og begavet et sådan forbud må blive udformet. Det skal understøttes af andre initiativer der især tager sigte på en ansvarliggørelse af den enkelte hundeejer.
Den delbetænkning som regeringens særlig udvalg for hunde er kommet med indeholder et forslag om et raceforbud med 14 navngivne racer. Det har udløst en mindre mailstorm til mig og sikkert mange andre politikere, fordi mange ikke forstår hvorfor bestemte racer enten er på listen eller ikke er på listen. De nærmere årsager til udformningen af listen er det alene udvalget der redegøre for – jeg skal blot stille mig undrende over at der tilsyneladende er en del meget smalle racer med på listen.
Socialdemokraterne er især bevidste om, at et racebaseret forbud mod kamphunde er en følelsesladet beslutning, der vil have store konsekvenser for et stort antal hundeejere. Dertil kommer, at vi har at gøre med et sagsområde, hvor de tilgængelige videnskabelige data ikke muliggør en fuldstændig risikovurdering. Derfor mener vi at det er vores ansvar at sikre at alle relevante synspunkter høres inden der sættes punktum i lovgivningsprocessen.
Jeg vil derfor tage initiativ til et forslag om en høring på Christiansborg, hvor repræsentanter for forskelligt rettede synspunkter kan fremlægge deres budskaber til ordførerne fra de enkelte partier.
Tilsvarende vil jeg meget gerne – fortsat – modtage synspunkter her på bloggen, via mail og brev der bidrager til beslutningsprocessen.
Mit parti har længe ønsket at få belyst et typeforbud. Desværre har hundeudvalget ikke fået denne opgave i deres kommissorium. Uanset hvilken model der ender med at blive gennemført er det dog vigtigt at pointere, at kernen i problemet ikke er ”kamphunde” (uanset hvordan de defineres) alene, men derimod de hundeejere der anskaffer sig en kamphund af alle de forkerte grunde. Det er beskæmmende at se hundeejere (ofte unge mænd) der ikke har evner og vilje til leve op til det ansvar som hundeejere. Alt for mange ejere af kamphunde betragter deres hund som et firbenet rygmærke, der skal skabe frygt og respekt omkring deres person. Disse folk ser ofte stort på selv de mest simple foranstaltninger, der kan reducere chancen for en angreb markant og de kan med rette betragtes som uden for pædagogisk rækkevidde.
Socialdemokraterne finder det nødvendigt at sende et klart utvetydigt budskab til de disse uansvarlige hundeejere om, at deres hunde er ligeså lidt velkomne i Danmark som salmesang i helvedes forgård.
Et forbud mod kamphunde vil i bedste fald have en virkning i løbet af 5 – 10 år. Derfor er det nødvendigt med andre tiltag. Blandt de forslag vi forestiller os er:
Jeg vil i den kommende tid samle input sammen til program og deltagere i en høring i Folketinget – også input der kommer her på bloggen.
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
