Socialdemokraternes forbrugerordfører

« tilbage til forsiden

Arkiv for emnet "service":


Sæt liberaliseringen på standby 6

Skrevet d. 26. marts, 2009 by Benny Engelbrecht

Illustration fra www.postdanmark.dkTransportministeren har bebudet forhandlinger allerede her i foråret om liberalisering af det danske postmarked. Men det er et hastværk, som er helt unødvendigt, og som udelukkende vil komme enkelte store virksomheder til gode, mens private borgere og små og mellemstore virksomheder kommer til at betale prisen.
Post Danmark fremlagde i sidste uge deres årsregnskab, og det er tydeligt, at finanskrisen også rammer posten. Brevmængden faldt i 2008 med op mod 10 %, og finanskrisen har tydeligvis også ramt postmarkedet hårdt. Derfor står vi i en helt anden situation, end da EU’s liberaliseringsproces begyndte.

For Socialdemokraterne er det afgørende, at danskerne får en god postservice; at postmedarbejderne har gode forhold; og ikke mindst at staten ikke skal til at understøtte posten økonomisk. Hvis man i huj og hast liberaliserer posten i den nuværende situation, vil man risikere, at tabe de såkaldte ”yderområder” på gulvet. Der hvor det ikke kan svare sig at uddele postkort på konkurrencevilkår.

Det er nemlig en illusion, at portoen skulle blive billigere for almindelige borgere, når markedet liberaliseres. De nye aktører på postmarkedet vil være interesseret i de største kunder, som sender store mængder ensartet post – eksempelvis banker eller forsikringsselskaber. Det er den type post, hvor hvert enkelt brev er billigt at håndtere. Hidtil har der været udsigt til en gevinst for de største virksomheder via lavere porto, mens det ville blive de private afsendere og små- og mellemstore virksomheder der skulle betale en højere porto, men situationen har ændret sig på grund af finanskrisen – og nu er det tvivlsomt om der vil være noget at spare overhovedet. Risikoen er der for at vi skal have penge op af statskassen for at understøtte postservicen der hvor liberaliseringen alligevel ikke giver konkurrence.

Hvis ministeren haster liberaliseringsforhandlingerne igennem, handler det snarere om at tilgodese ideologi hos især Venstres regeringsmedlemmer, end om at sikre danskerne en god postservice fremover. Socialdemokraterne kræver derfor, at postliberaliseringen sættes på standby, til der er et bedre overblik over fremtidens postmarked.

Vi har tid til at gøre det ordentligt første gang – så lad os undgå hastværk, der blot skaber en situation, hvor vi skal til at lave det hele om igen. Det vil skabe forvirring og utryghed, og langt de fleste borgere i dette land vil blive sorteper.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Jubilæum – allerede? 4

Skrevet d. 9. november, 2008 by Benny Engelbrecht

BennySidste år er længe siden, hedder titlen på Susan E. Hintons ungdomsroman fra 1972, men det kunne også være overskriften når jeg skal beskrive mit forgangne år. Og dog, for samtidig er det gået ufatteligt stærkt. Jeg synes næsten lige jeg er trådt ind over dørtrinnet på Christiansborg for første gang siden valget 13. november 2007, men også kun næsten.

Det er med andre ord tid, her kort før mit 1 års jubilæum som medlem af Folketinget, tid til at gøre status over det forgangne år og samtidig se lidt frem. Første og fremmest er jeg glad for at jeg meget hurtigt fandt en rutine i arbejdet som folkevalgt. På mange måder har jeg kunnet bruge min erfaring fra arbejdsmarkedet – og især de år jeg var selvstændig – som inspiration til at finde en god rytme i det jeg gør. For det er en meget selvstændig opgave at være MF’er. Der står ikke en chef udenfor kontoret om morgenen hvis man kommer for sent og der er heller ingen der coacher om arbejdsmetoder. Det giver frihed, men jeg er også glad for at jeg har været vant til at køre efter mine egne rutiner og sætter metodiske mål og delmål i mit arbejde.

Alligevel skal man dog også – det kan jeg vist roligt afslører – være sig helt bevidst om at der let kan opstå noget nyt, en aftale skal flyttes eller noget helt tredje kommer i vejen, så det man havde planlagt går helt fløjten. Med andre ord: Det jeg tror jeg skal i morgen holder ikke altid og jeg er for længst holdt op med at blive frustreret hvis det hele skal laves om. Det er faktisk også det der er med til at gøre det hele lidt sjovere.

Jeg har, som jeg også lovede efter valget, holdt min blog løbende opdateret – skrevet om stort og småt og mest om det politiske. Det vil jeg fortsætte med at gøre og selvom det i stadigt højere grad handler om det emner jeg beskæftiger mig mest med, nemlig forbrugerspørgsmål, så vil jeg også beskæftige mig med andre emner i fremtiden. I den sammenhæng vil jeg gerne sende en varm, varm tak til de mange der læser med på bloggen og kommer med kommentarer. Det er langt fra altid at I er enige med mig, men langt de fleste holder en sober tone. Det er jeg meget glad for!
Jeg vil også fremover bestræbe mig på at svare løbende på de kommentarer I kommer med. I skal i alt fald vi de at jeg læse det I skriver og jeg bruger det i vidt omfang til inspiration. For nylig resulterede en kommentar her på bloggen for eksempel i et udvalgsspørgsmål i Folketingets Erhvervsudvalg.

Jeg er også kommet på Facebook og er begyndt at videoblogge via Youtube. Facebook har givet en ekstra mulighed for at lade det jeg skriver komme ud til dem der kender mig, mens videobloggen er en mulighed for at supplere med en mere personlig vinkel på tingene. Her skal jeg især sende en varm tak til min assistent Christian der står for kameraet. Skulle der være en enkelt der synes at min videoblogs har lidt dogme-agtig karakter, skyldes at Christian har en forkærlighed for bevægelige kameragange og ja – det er som regel ”first-takes” som det hedder. Jeg dukker op, Christian starter kamera, jeg snakker og Christian stopper kamera. Det er jo ret enkelt.

Jeg vil ikke her udrede om de mange politiske sager jeg har involveret mig i – det kan I jo læse om i mine andre blogindlæg. Jeg vil dog gøre opmærksom på en lille smart feature der findes på Facebook: Del link. Den bruger jeg på den måde at når der ligger omtaler af noget af det jeg laver politisk, så linker jeg til det – det kunne være en artikel eller en pressemeddelelse. På den måde kan Facebook-brugere se de presseklip jeg selv har – en lille ekstra service hvis man ikke får nok af at følge med her på bloggen.

Og så til det spørgsmål jeg er blevet stillet et utal af gange: ”Er det som du havde håbet på, at blive valgt til Folketinget?”
Til det kan jeg kun sige: Nej. Det er meget mere end jeg havde turdet håbe på, ikke mindst fordi jeg allerede i mit første år på borgen har været så privilegeret at få et spændende ordførerskab.

Når jeg om fire dage kan fejre mit 1 års MF-jubilæum bliver det nu ikke med den store festivitas. I stedet bliver det tidligt gruppemøde, møde i trafikudvalget, møde i gruppebestyrelsen, frokostmøde med det danske mindretal i Tyksland, rundvisning med en gymnasieklasse fra Munkedal, paneldebat ved Sønderjydske Algemeine og endelig fuld forestilling om aftenen på årets Christiansborg-revy. Jo – sådan næsten en helt almindelig dag i arbejdsliv.

Og så er det altså lidt sjovt at tænke på, at mens jeg kan fejre 1 års jubilæum i år, så har det længst siddende medlem af tinget, Svend Auken, været medlem siden 1971 - da jeg altså var bare 1 år gammel. Se DET sætter tingene i et passende perspektiv.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Politireformen skal nytænkes 2

Skrevet d. 28. oktober, 2008 by Benny Engelbrecht

Politiet har en udadvendt opgave med at forebygge og forhindre eller standse lovovertrædelser. Derfor er det vigtigt med et synligt politi, der også er til stede udenfor politistationerne, men det betyder ikke at alle de lokale stationer skal lukkes – eller at alle civile køretøjer skal droppes, for at give borgerne indtrykket af flere betjente på gaden. Naturligvis skal det nødvendige kontorarbejde gøres, men der er ingen der siger at det kun er betjente der skal løse opgaverne. Man kunne forestille sig at en del af opgaverne kunne løses af flere HK-ansatte.

Socialdemokraterne har for længst foreslået en akutplan, som flytter politibetjente fra kontoret til patruljevognen. Som følge af politireformen er der blevet flyttet rundt på såvel ansatte som opgaver indenfor politiet. Men hvad der teoretisk så fornuftigt ud, har vist sig slet ikke at fungere godt nok.

Nu har selv den borgerlige regering indset at der skal mere end et serviceeftersyn af politireformen til, men hvor langt er de reelt parat til at gå? Vi er parat til at støtte op om fornuftige løsninger, men det er regeringens ansvar, at gå i spidsen for at finde reelle midler.

Se også BennyTV om politireformen…

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Tillykke TV Syd 0

Skrevet d. 21. oktober, 2008 by Benny Engelbrecht

TV Syd - se www.tvsyd.dkI denne uge kan TV Syd, den regionale TV station i Syd- og Sønderjylland, fejre sit 25 års jubilæum. Det skal fejres. Først og fremmest fordi stationen har formået at fastholde et stort folkeligt engagement – og netop det folkelige engagement er i virkeligheden nok en forklaring på at ikke blot TV Syd eksisterer i dag, men at alle TV2s regioner eksisterer.

Når de regionale stationer tager udgangspunkt i de regionale nyheder og begivenheder bliver det ganske enkelt langt mere vedkommende for seerne end de nationale udsendelser – og for syd- og sønderjyderne der har været godt vant med lokal nyhedsdækning gennem årene, er de lokale vinkler måske endnu stærkere end i andre dele af landet.

Jeg skal ydmygt stille mig i rækken af gratulanter der hylder stationen der nu om dage har studier i Kolding, ikke mindst fordi man er meget dygtig til at talentudvikle. Det mest kendte eksempel er vel den tidligere nyhedsvært på TV2 Nyhederne, nu chefredaktør for det andet store regionale medie JydskeVestkysten Mikael Kamber. Men når man ser ned over listen af nuværende værter og journalister på TV Syd, er der rigtig mange stærke kort, der formår at levere det stationens seere sætter pris på: Troværdigt og imødekommende TV, med et naturligt smil.

Jeg har haft den fornøjelse at aflægge TV Syd en del besøg og det slår mig altid at der er en meget afslappet atmosfære på stedet. Jeg vil meget nødigt hænge noget medie i Danmark ud, men lad mig blot sige at der ikke er antydningen af selvfedhed på TV Syds redaktion. Jeg tror ganske ærligt at det er ligegyldigt om det var fru Petersen fra Broager eller statsministeren der trådte ind af døren, så blev de behandlet ens.

Fra næste år vil TV2s regioner få udvidet deres sendetid, når det digitale sendenet er på plads. Det vil helt sikkert give endnu mere godt TV, men det undrer mig meget at TV2 ikke bedre har formået at udnytte deres regionale udsendelser. Foruden TV2s hovedkanal der sender i døgndrift, har TV2 hele tre landsdækkende kanaler med Zulu, News og Charlie. Og til trods for de mange sendetimer har man ikke valgt at bringe sammendrag af de regionale TV-stationers programmer noget sted i sendefladen. Jeg følger via nettet, lidt med i hvad der sker i regionerne, ikke blot på TV Syd. Og der er altså rigtig meget godt at komme efter, så en daglig udsendelse med højdepunkter fra regionernes udsendelser ville klæde TV2s sendeflade.
Og ja, det tør jeg godt foreslå, selvom vi politikere jo ikke skal blande os i programpolitikken på public service kanalerne.

TV Syd var bølgebryder for de regionale tv-stationer da stationen startede for 25 år siden med en udsendelse på DR. Siden flyttede man så med til TV2. Jeg er sikker på at regionerne er en væsentlig styrke for TV2 – måske mere end stationen selv er klar over. Jeg håber at ikke blot TV Syd, men alle regionerne i fremtiden kan blive styrket med udvidet sendetid, udover den time man får ekstra næste år. Det fortjener seerne der helt afgjort ønsker den lokale dækning.

Tilbage er blot at ønske TV Syd held og lykke med de kommende 25 år.

Se også den videohilsen jeg har sendt TV Syd forud for deres jubilæumsreception i morgen…

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Glæde over flere togpassagerer 0

Skrevet d. 6. august, 2008 by Benny Engelbrecht

Flere togpassagerer i Sydjylland er rigtig godtDSB kan i dag fortælle at antallet af togpassagerer i Syd- og Sønderjylland er i kraftig vækst. Det er strækningerne Kolding – Esbjerg og Kolding – Sønderborg/Padborg der trækker folk fra vej til skinner og det til trods for at der ikke er hverken bedre service eller oftere afgange. Selv mener DSBs regionschef at noget af forklaringen skal findes i prisen på benzin, der får folk til at fravælge bilen.

Uanset hvad årsagen er, er jeg glad for at den kollektive trafik er i fremgang og det understreger for mig vigtigheden af at vi også fremover får styrket togforbindelserne i det sydlige Danmark. Fortsætter fremgangen i passagerer er jeg sikker på at der vil være god fornuft i at intensivere antallet af afgange til og fra Esbjerg og Sønderborg. Jeg har tidligere fremhævet nødvendigheden i halvtimesdrift i Esbjerg og timedrift i Sønderborg, men der er en række forudsætninger der skal opfyldes for at det kan lade sig gøre.

En af forudsætningerne er færdiggørelsen af dobbeltsport fra Kolding til grænsen. På strækningerne fra Vamdrup til Vojens og fra Tinglev til Padborg er der i dag kun enkeltspor. Det betyder at kapaciteten ned gennem det sydlige Jylland er meget lille. Samtidig skal DSBs problemer med materiel løses hurtigst muligt – ikke for kun for det sydlige Jyllands skyld, men for hele landet. Både IC2 og IC4 togsættene er meget forsinkede fra den italienske producent og ganske vist skal vi om 14 dage have en opdatering af situationen når trafikudvalget besøger DSB, men vi skal være forberedt på at finde løsninger hurtigere end det de italienske leverandører kan præstere.

I det længere perspektiv er det dog nok så væsentligt at vi ikke bare lave hul-lapning i det sydlige Jylland. Danmark har brug for et generelt løft til jernbanen. Hastighederne skal op, servicen skal være bedre og naturligvis skal toget køre til tiden. Intet af det kan ske uden at vi giver hele området et løft. Det bliver en spændende udfordring når vi i dette efterår skal forhandle en langsigtet investeringsplan på trafikområdet.

Læs mere om de stigende passagertal i Syd- og Sønderjylland hos DR Syd…

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Sig mig er du ikke på ferie? 0

Skrevet d. 1. juli, 2008 by Benny Engelbrecht

Sol på vej!

I de seneste uger er jeg blevet mødt med spørgsmålet ”sig mig er du ikke på ferie” rigtig mange gange. I lufthavnen til eller fra København, på Christiansborgs gange, når folk har ringet til mig og troet jeg sad hjemme på terrassen.

Vi er i Folketingets mødefri periode og det betyder da også at man slipper for at sidde til møder i Folketingssalen, men der er stadig nok at se til for en del af de danske politikere. Det nærmer sig dog at det stilner helt af og den måned vi netop er gået ind i – juli – er da også kendt som en stille måned. Når denne uge er omme regner jeg derfor heller ikke med at skulle til Christiansborg mere end en enkelt gang mere i denne måned – og det bliver i grunden helt rart.

Nu venter blandt andet en travl ringriderfest, hvor tusindvis af forhåbentlig glade børn og deres familier ser frem til 4 dage med masser af gratis aktiviteter. I forbindelse med Ringriderfesten i Sønderborg er jeg formand for børnekomitéen og dermed de mange gratis børneaktiviteter. Det er noget helt andet end den politiske hverdag – og noget både jeg og min kone Charlotte ser frem til hvert år. Jeg håber naturligvis at vejret bliver lige så godt når vi kommer frem til de dage, som det ser ud til det bliver i den kommende weekend.

Jeg har også et andet sommerprojekt der dog nok vil tage lidt længere tid end de fire dage ringridningen varer. Det projekt handler om at male stakit og hus. Til det formål skulle det helst ikke blive for varmt og solrigt, men hvis vejret nu ikke ter sig helt efter den plan – skulle det blive strålende solskin hele juli – ja, så går det også nok. Så længe det ikke giver øs-pjask-regnvejr, så er jeg ikke ked af det.

Min partifælle, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ynder at fortælle om hvor meget han holder af at lave gør-det-selv arbejde i sit sommerhus. Der bliver savet og banket søm i – og det er med til at give overskud til at tænke. Jeg er ikke så god til det praktiske som Poul. Jeg har faktisk flere tommelfingre end de fleste, når sandheden skal frem. Heldigvis er jeg gift med en rigtig handy-woman, der ikke går af vejen for lidt powertools, så tilbage står de lidt blødere opgaver som det at male. Heldigvis er det noget jeg er rigtig glad for, for det er virkelig også afstressende. Desuden er der en del spændende udsendelser fra P1 jeg ikke har hørt – og da mange af dem har en tendens til at blive genudsendt hen over sommeren, skal transistoren nok finde sin vej med ud til malerarbejdet. Går det helt galt, er podcasts jo en del af DRs public service – og det er ikke bare godt til når man maler, det kan også bruges på lange flyrejser til udlandet. Skal du på en sådan langtur kan jeg derfor anbefale dig at tage et kig på DRs hjemmeside hvor du kan finde en lang række podcasts lige til at tage med i MP3-afspilleren. Jeg har eksempelvis en særlig forkærlighed for Carsten Wiedemanns program Spørgehjørnet hvor lytterne med deres spørgsmål bekræfter at der ikke findes dumme spørgsmål, kun svære og underfundige svar.

Men det vigtigste af det hele er, at jeg nu har en periode hvor Charlotte og jeg bogstavelig talt er sammen i døgndrift. Det bliver en dejlig afveksling fra en hverdag hvor jeg er rigtig meget væk hjemmefra. Så det er faktisk helt bevidst og med fuldt overlæg at vi ikke har planlagt nogen rejser til langt borte. Slet ikke da vores have endnu må defineres som nyanlagt.

Undervejs i den kommende sommerperiode har jeg dog ikke i sinde helt at lægge skriverierne på hylden, så du vil kunne finde 1 – 2 ugentlige blogindlæg her på stedet over den kommende måned.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Toget holder stille og du får chokolade 0

Skrevet d. 3. juni, 2008 by Benny Engelbrecht

Illustration fra www.tog-billeder.dkDanskerne er plaget er dårlige tog, dårlige skinner, forsinkelser og ikke mindst manglen på 83 IC4 togsæt. Det betyder – især på Sjælland – at pendlerne der må lægge ryg til de dårlige forhold spises af med beskedne plastre på såret. Forsinkelser kan for eksempel udløse en chokolade eller måske endda en gratis billet til toget. Med det sidstnævnte vil en stand-up komiker sikkert kunne få meget sjovt ud af at overveje om det skal opfattes som en erstatning eller en ny straf.

Socialdemokraterne har lagt pres på for at der findes hurtige løsninger, ikke mindst for at skaffe nye togsæt til landet. Ansaldobreda har fået stillet et ultimatum om at levere varen i form af de meget forsinkede IC4 tog og de lige så forsinkede IC2 tog.

På et åbent samråd i dag i trafikudvalget var transportminister Carina Christensen meget klar i sine løfter: ”Jeg har sagt til DSB, at hvis der findes et tog, de kan leje i morgen, så lej det. Bare ét tog vil være en forbedring for de sjællandske pendlere.”
Samtidig har DSB bestilt 40 nye dobbeltdækkertog hos producenten Bombadier, som supplement til det materiel der allerede er i ordre.
Disse initiativer er der bred opbakning til blandt folketingets partier og vi socialdemokrater er da også tilfredse med at vores initiativ til at kræve døren sparket ind hos Ansaldobreda, for at kræve de forsinkede tog leveret snarest muligt.

Det giver dog ikke bedre forhold med det samme på de plagede strækninger og det mener socialdemokraterne skal medfører en forbedret indsats for de berørte passagerer. En metode kunne være billigere billetter i en afgrænset periode. En anden metode kunne være at give passagererne fri adgang til trådløst Internet i toget. Det kan nemlig godt være at det ikke er en førsteklasses rejseoplevelse togpassagererne får for tiden, men derfor kunne man godt sørge for at løfte servicen i anden sammenhæng.

Her og nu har de italienske producenter af de forsinkede IC4 og IC2 tog fået en meget klar besked. Ja nærmest det man kender som et siciliansk tilbud (sådan et man ikke kan sige nej til). Vi er fra trafikudvalgets side endnu ikke begyndt at sende afhuggede hestehoveder til nogen, men der er ingen tvivl om at der nu skal handling til – ellers ender det med at kontrakten helt annulleres.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Hvem skal eje det danske postvæsen? 0

Skrevet d. 26. maj, 2008 by Benny Engelbrecht

Illustration fra www.postdanmark.dkFlere beslutninger om posten i Danmark venter på at blive taget i år. Den ene handler om at fusionere Post Danmark A/S med det svenske Posten AB. Den anden handler om at regeringens forslag om at sælge yderligere aktier til en kapitalfond samtidig med fusionen med svenskerne. Endelig skal der træffes beslutning om hvordan den endelige liberalisering af postmarkedet i Danmark skal genneføres. Nå ja, og oven i alt det er der et udestående der handler om de postproblemer som danskerne oplever i disse tider med postruter der springes over.

I dagens Jyllands-Posten har jeg taget stilling til spørgsmålet om salg af aktier i Post Danmark, som socialdemokraterne ikke kan støtte.
Jeg er faktisk, på mange måder, enig med Venstres Britta Schall Holberg, der i et samråd om posten for nylig sagde: “Det kan vel ikke være sådan at situationen for borgerne bliver forringet i og med at Post Danmark skal skabe et større overskud.”

Herunder gengives indlægget fra Jyllands-Posten i dag.

Stands salg af post-aktier

Hvem skal vi gribe i kraven, når posten ikke kommer, som den skal?

Det er ikke så svært i dag, for ganske vist har Post Danmark i mange år været et aktieselskab og ikke længere en etat i staten, men staten er stadig hovedaktionær. Senest i sidste uge måtte transportministeren efter et åbent samråd i trafikudvalget indkalde Post Danmarks ledelse til en kammeratlig samtale på grund af den seneste tids problemer. Men hvad sker der, hvis den danske stat frasælger aktiemajoriteten, som regeringen ønsker med det lovforslag, den netop har fremsat i Folketinget i forbindelse med den forestående fusion med det svenske postvæsen?

Socialdemokratiet støtter selve tanken om at fusionere Post Danmark og Posten AB. Vi forventer også, at en samlet postvirksomhed kan give bedre postservice. Så vidt, så godt. Men så slutter festen også. Vi er stærkt kritisk over for den model, transportministeren har valgt for fusionen.

Regeringen vil desværre sælge endnu flere aktier i Post Danmark til kapitalfonden CVC Capital Partners, som siden 2005 har ejet en femtedel af virksomheden.

Værdien stiger
Transportministeren lover, at man nok skal få en god pris for aktierne. Man har sat sine bedste folk på opgaven. Det er jeg sikker på, at man også gjorde, da man solgte aktier i 2005, men siden har CVC mere end fordoblet værdien.
Det er en rigtigt god forrentning af 1,2 mia. kr. på små tre år. Et nyt fusioneret dansk/svensk postfirma vil også stige betragteligt i værdi på kort tid. Der er derfor ingen grund til at betvivle, at CVC meget gerne vil erhverve sig yderligere gevinster hurtigst muligt. Socialdemokratiet stiller derfor det spørgsmål, som regeringen ikke selv kan finde ud af at stille: Hvorfor skulle det offentlige forære den værdistigning til andre, når der er mere brug for at give danske kunder bedre kundebetjening?

Socialdemokratiet ønsker, at Danmark skal holde fast i en betydelig og fortsat bestemmende ejerandel af fusionsselskabet for at sikre en stabil og god udvikling i det ny selskab. Vi mener, at regeringen bør vise det, der med en frase hedder ”rettidig omhu” og ikke åbne for yderligere udsalg af arvesølvet.

Vi kan slet ikke se pointen i at berige CVC’s aktionærer på bekostning af Post Danmarks efterhånden hårdt prøvede kunder og vil kraftigt appellere til de tænkende borgerlige om at standse kapitalfondenes vækst med offentlige midler som drivkraft. Det er postkundernes penge, der fosser ud af kassen og lige ned i kapitalfondens dybe lommer. Det vil Socialdemokratiet ikke deltage i.

Dårligt købmandskab
Jeg må klart udtrykke skuffelse over transportministerens håndtering af sagen. For ministeren haster det så meget med at forgylde CVC’s aktionærer med danske postkunders penge, at en salgsaftale med CVC vil ligge klar, inden Folketinget går på sommerferie.

Det lugter af utroligt dårligt købmandskab, at Venstre, konservative og Dansk Folkeparti vil sælge aktier nu, når de om et par år måske er meget mere værd?

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


En fantastisk politisk uge 0

Skrevet d. 18. maj, 2008 by Benny Engelbrecht

Helle Thorning-Schmidt var i Sønderborg tirsdag. Foto: Flemmings FotoDen forgangne uge har på mange måder været noget ud over det sædvanlige i dansk politik, både for mig og for Danmark som sådan. Jeg behøver vel ikke sige så meget om de par ministre der særligt har været i ilden – Lars Løkke (som sædvanlig fristes man til at sige) og Birthe Rønn Hornbeck, men det har langt fra været det eneste. Lad mig derfor ridse nogle af ugens øvrige begivenheder op, set fra min plads i folketinget.

Mandag var ganske usædvanlig fordi den ikke bød på noget som helst – det var som bekendt 2. pinsedag og det betød afslapning. Du kan måske undre dig over at det skulle være noget særlig, men det er altså utrolig dejligt at have tid til at gå og rode i haven sammen med Charlotte, som må undvære mig (og jeg hende) meget i hverdagen.

Tirsdag kunne man fristes til at sige var en ”konge”-dag. Det var i alt fald ret pudsigt at jeg om morgenen fløj til København med næste weekends royale brudepar som diskrete gæster og om eftermiddagen fløj tilbage til Sønderborg igen i selskab med den socialdemokratiske partiformand, Helle Thorning-Schmidt. Årsagen var at Helle med kort varsel havde meldt sin ankomst til Sønderborg for at mødes med partimedlemmer og andre interesserede. På trods af en første behandling i salen, som jeg var ordfører på, lykkedes det blive færdig så jeg kunne nå hjem også og være ordstyrer på mødet. Det er jo ikke hver dag det lykkes at få formanden til Sønderjylland – og mødet var da også et sandt tilløbsstykke med et sted mellem 200 og 250 tilhørere. Sidste plads var fyldt og resten måtte stå op.

Helle var hamrende god, klar i mælet og gav sig god tid til de mange spørgelystne fremmødte. Og Helle var ikke sen til at gøre opmærksom på at hun sætter pris på at komme uden for Christiansborg. For egen regning vil jeg tilføje at det er dejligt at opleve Helle tage sig tid til at komme rundt i Danmark, mens den for tiden siddende statsminister har travlt med at rejse rundt i det store udland. Der er forskel på hvor fokus ligger.

Onsdag stod i miljøets tegn, dels med et åbent samråd i Miljøudvalget og en forespørgselsdebat i Folketingssalen, for slet ikke at tale om at jeg selv havde stillet spørgsmål til Transportministeren til mundtlig besvarelse i salen.

Det var i øvrigt også onsdag hvor sagen om Birthe Rønn Hornbecks kronik i Politiken blussede op og det tog så en del af opmærksomheden fra den aktuelle politiske dagsorden i øvrigt, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Det sker jo at de sager jeg arbejder med og synes er meget vigtige glider i baggrunden, fordi der er andre der stjæler billedet. I denne uge var det ikke mindst det åbne samråd jeg havde indkaldt transportministeren i om Post Danmarks service (eller mangel på sammen). Det blev til omtale i både Ekstra Bladet, JydskeVestkysten, Kristeligt Dagblade og TV2 Nyhederne, men der kunne nok være kommet mere opmærksomhed på sagen, hvis der ikke var gået tørklæder i den.

Torsdag var netop dagen hvor det i den grad kom til at handle om posten i det åbne samråd. Senere samme dag var der endnu et åbent samråd om kystsikring – endnu et af de delområder indenfor trafikudvalget hvor jeg er partiets ordfører, så også her var min tilstedeværelse påkrævet.

Fredag er normalt en af de dage hvor der bliver tid til mere eftertanke. Det var det også denne fredag, hvor der blandt andet blev tænkt store tanker i en af de arbejdsgrupper der arbejder med den langsigtede politik.

I folketingssalen var der debat om dyrevelfærd og her bakkede jeg op om vores ordfører Julie Skovsby. Det gav mig også lejlighed til at opleve hvordan den tidligere omtalte Birthe Rønn Hornbeck simpelthen havde søgt tilflugt i selve folketingssalen – her må journalisterne jo ikke komme. Senere på dagen søgte hun flugten ud af salen, via en sjældent anvendt elevator der bragte hende ned i Christiansborgs kælder. Herfra kunne hun slippe bort, uden at blive forfulgt af den hord af journalister der ellers ventede på hende. Om ikke andet må man altså imponeres over ministerens evne som flugtkonge.

Jeg valgte en mere traditionel vej bort og kunne slutte dagen med en samtale med Huxi og Iben på fra Mondo på P3, der tilbød sig som spindoktorer for mig. Det var jo et fantastisk tilbud, som jeg kun kunne takke ja til. De to har været meget omsorgsfulde for den nyvalgte MF’er og det seneste halve års tid har jeg snakket med dem nogle gange. Midt i en travl hverdag er det befriende at kunne fortælle om virkeligheden på Christiansborg med en mere munter vinkel. Politik er meget alvorligt, men hvis man ikke kan se på det man laver – uanset hvad man beskæftiger sig med – med i det mindste lidt ironisk distance, så bliver det ikke bare trist, men også uinspirerende. Det er efterhånden mange år siden DR2 stoppede den ellers fremragende udsendelse ”Indefra”. I stedet har vi TV2 News, som tage sig selv så alvorligt, at det næsten er morsomt i sig selv. Heldigvis har vi da Politikens ATS, karikaturtegnere som Roald Als og ikke mindst radioprogrammer som Mondo, så det hele ikke bliver for selvhøjtideligt.

Fredag sluttede i øvrigt af med en skøn fest. Vores nabo fyldte 30 og det blev fejret som det bør, med den ene trælse detalje at Charlotte og jeg måtte tage hjem allerede lidt over midnat – vi skulle nemlig tidligt op næste morgen.

Lørdag stod hele dagen nemlig i regionsrepræsentantskabsmødets tegn, hvor socialdemokrater fra hele Region Syddanmark mødtes i Middelfart. Her var Helle taler og det med en tale der var lige så stærk og inspirerende som tirsdag. Det er bare skønt at opleve hendes evne til at komme ud over rampen med gode billeder, klare politiske meldinger og samtidig kant til regeringen.

Stort tillykke til Poul-Erik Svendsen der fik klar opbakning som spidskandidat til regionen og Christel Schaldemose der er regionens første-kandidat til EU-parlamentet. Jeg ser til et fortsat godt samarbejde med de to. Også Mikkel Shøler der blev valgt som regionens anden kandidat til EU-parlamentsvalget ser jeg frem til at arbejde sammen med. Mikkel er studentervalgt bestyrelsesmedlem på Syddansk Universitet, som jeg selv sidder i repræsentantskabet for.

Søndag – i dag – gav vi hytten den store overhaling med en tiltrængt rengøring. Det skal der også være tid til – og selvom det ikke er en af de opgaver jeg ligefrem sukker efter, så er det altså lidt hyggeligt alligevel når man er to om det og musikken spiller imens. Netop som jeg bandt løbeskoene tikkede et skønt Ritzau telegram ind, der kunne fortælle at den seneste Catinét måling giver fremgang til os, men ikke nok med det – hvis der valg i dag, ville det give en ny regering til danskerne. Det var lige med til at give lidt ekstra energi ude på ruten, så det blev en af de lange ture i dag. Sådan halvanden time på landevejen, med god musik i ørene og sol i ansigtet giver altså masser af energi inden næste uge banker på døren med masser af spændende opgaver.

Nu dufter huset af den krydrede sammenkogte ret med bønner, som jeg lige har rørt rundt i. Mums! Så nu vil jeg blot konkludere, at det har været en fantastisk uge i dansk politik. Ses i næste uge!

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Bidrag til 1. maj 0

Skrevet d. 29. april, 2008 by Benny Engelbrecht

1. maj på vej!Jeg håber der er lidt sommer i luften når vi torsdag skal fejre 1. maj i Danmark. Med det danske vejrlune er det ingenlunde sikkert, men man har lov til at have et fromt håb. Jeg tænker netop på 1. maj lige for tiden, fordi jeg har brugt en del tid på at overveje hvad jeg skal sige i min tale på torsdag. Jeg vil ikke her afsløre hvad jeg vil sige, men jeg vil gerne afsløre lidt af processen bag.

Jeg er startet for et par uger siden med at indsamle baggrund til inspiration, sådan at jeg i lørdags kunne skrive en første skitse til min tale. Den gik jeg lidt rundt om, sådan rent mentalt. Søndag stod den på havedag her på Egevej og mens Charlotte var i gang med stauderne, moslede jeg på med en lånt havefræser (tusind tak for lån til Hans Peter). Det er en udmærket måde at samle tankerne på, at gå der bag fræserens spor, mens hele kadaveret ruster i takt med maskinen. Man kan næsten sige at tankerne blev rystet lidt på plads, så jeg bagefter – med ømme arme – kunne sætte mig bag tastaturet og skrive et udkast nummer 2. Denne gang i form af en mere færdig tale, men alt for lang!

Næste skridt var at sende talen til to gode venner og min printe den til min absolut skarpeste kritiker, nemlig Charlotte. Deres opgave er nu at melde hvad de synes bedst om, så jeg kan samle deres feedback og skrive et nyt udkast.

Jeg har med andre ord et retorisk skelet for talen, men som en anden LEGO-model kan jeg tage elementer ind og ud. Lige nu skal der mere ud end ind, så talen heller ikke bliver for lang, men den endelige tale er næppe færdig før torsdag morgen kl 6 hvis jeg kender mig selv ret.
Det skyldes at jeg altid holder en del af talen åben til sidste øjeblik. Det giver dynamik og muligheden for at tilpasse sig til den seneste aktuelle udvikling. Især hvis der i sidste øjeblik skulle vise sig en ny udvikling i den igangværende lønkonflikt på arbejdsmarkedet, kan det blive nødvendigt.
Ved siden af min skrevne tale, som jeg holder fire steder, forbereder jeg desuden en alternativ tale baseret på stikord, som jeg holder ved to andre arrangementer i Sønderborg om formiddagen. Her kommer de fleste af deltagerne til Kongevejsparken over middag og for at de ikke skal høre nøjagtig den samme tale to gange, berører jeg forskellige emner, som en lille ekstra ”service”. Det giver naturligvis lidt mere arbejde i forberedelsesfasen, men det gør til gengæld også talerne mere levende.

Et lille mentalt trick jeg benytter er i øvrigt, at jeg benytter mig af en chauffør på dagen til at køre mig fra sted til sted. Det giver mig tid til at ”nulstille” mentalt fra det ene arrangement til det næste. Det er ret væsentligt, for det kan godt være jeg allerede har talt fem gange i Sønderjylland når jeg sidst på dagen ankommer til Højer, men det skal man jo helst ikke kunne høre.
Ak ja, så mange ord om 1. maj taler og så ikke et eneste ord om hvad jeg faktisk vil sige – det må du vente med at finde ud af til torsdag. Talen vil naturligvis også blive lagt på min hjemmeside når dagen er omme, men jeg vil helst at du selv høre den ”live” et sted på min rute.

En ting vil jeg dog gerne – allerede nu – afsløre, at jeg tager med i talen. Jeg slutter – med garanti – af med sætningen: ”Fortsat god 1. maj!”

denne hjemmeside kan du læse meget mere om årets 1. maj…

På min hjemmeside www.benny-engelbrecht.dk kan du finde min 1. maj kalender.


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:




↑ Til toppen