Socialdemokraternes forbrugerordfører

« tilbage til forsiden

Arkiv for emnet "sydjylland":


Syd og vest glemt i trafikplan 0

Skrevet d. 10. december, 2008 by Benny Engelbrecht

Kollektiv trafik er stadig plaget af gammelt materielJeg plejer ikke at bringe alle mine debatindlæg her på bloggen, men i dagens udgave af dagbladet JydskeVestkysten har jeg skrevet et indlæg sammen med SFeren Jesper Petersen, der lige som jeg er valgt i Sønderjylland. Dette indlæg bringer jeg her, for at give mulighed for at I der læser med også kan bidrage til debatten.

Syd og vest glemt i trafikplan

Af Jesper Petersen, MF (SF) og Benny Engelbrecht, MF (S)

Den sydjyske region er nærmest glemt i regeringens trafikplan. Det virker, som om man generelt har villet kappe de områder af, som regeringen har anset for at være ”udkantsområder”. Socialdemokraterne og SF vil forhandle med regeringen for at få flere investeringer i kollektiv trafik – herunder i Syd- og Sønderjylland.

Naturligvis skal der investeres i infrastruktur – og navnlig kollektiv transport – omkring hovedstaden og i Østjylland, men der er også trafikbehov i det sydjyske. Vi mener, at trafikplanen har adskillige blinde vinkler.

Det er helt forkasteligt, at Syd- og Sønderjylland igen ikke får færdigbygget dobbeltsporet mod syd, samt at Esbjerg og Kolding ikke bliver koblet på de kommende højhastighedstog. Altså vil hele den sønderjyske og store dele af den vestjyske region komme til at stå uden for udviklingen af den kollektive trafik. Det er meningen, at flere danskere fremover skal vælge tog frem for bil - men ambitionen gælder åbenbart ikke i vores del af landet.

Trafikplanen har dermed svigtet et dynamisk vækstområde på en måde, der gør det sværere at komme videre. Den sydjyske region lige under Trekantområdet byder på en stor vækst på arbejdsmarkedet, i erhvervslivet og på uddannelsesområdet, og er Danmarks vigtige forbindelsesled ud i Europa. Vores borgerlige kollegaer valgt i regionen har stået i kø for at afgive løfter om bedre infrastruktur, men den borgerlige regering leverer bare ikke.

Vi har ikke opgivet at sikre Syd- og Sønderjyllands naturlige placering i billedet, når der skal træffes beslutninger om trafikinvesteringer i den periode, som trafikplanen omfatter. Der kan stadig tilkæmpes sejre. Men for at sige det ganske ærligt, havde vi forventet mere fra borgerlig side.

Betydningen af at få højhastighedstog til landsdelen og at få bygget et dobbeltspor kan ikke undervurderes. Det handler om flere, hurtigere og mere pålidelige tog. Og så mangler busserne fuldstændig i regeringens plan – den nøjes med at sende aben videre til de kommuner og regioner, der er hårdt presset på økonomien af selv samme regering. Det svækker den kollektive trafik, hvor det er afgørende, at busser og tog spiller sammen.

Den allerede tætte trafik mellem Syd-/Sønderjylland og Nordtyskland må i højere grad lægges over på jernbanetrafikken, med mindre samfundet skal trækkes skævt for alvor og miljøbelastningen kamme over. Vores region risikerer at blive mindre attraktiv for investorer, for arbejdsmarkedet, for de uddannelsessøgende samt for familier, som skal have et sted at bo, og skal kunne komme nemt til og fra arbejde.

Vi har ikke glemt hvad vi har lovet, og vi vil fortsat arbejde sammen for at få forbedringer af infrastrukturen i Sydjylland - ikke bare med vores partifæller, men også med Ellen Trane Nørby, Hans Christian Schmidt, Peter Christensen og Mike Legarth, selvom den regering, de er en del af, ikke har leveret hvad vi kunne håbe. Opgaven er blevet meget sværere. Men borgerne i Syd- og Sønderjylland kan ikke være tjent med at blive koblet af. Og Danmark kan ikke være tjent med dårlige forbindelser til Tyskland og vigtige vækstområder i det vestlige og sydlige Jylland.

Du kan finde Jesper Petersens hjemmeside her…

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Ny investeringer i kollektiv trafik i Sydjylland 2

Skrevet d. 28. november, 2008 by Benny Engelbrecht

Mange flere tog - også i SydjyllandVi skal have bedre plads til alle i trafikken. Det betyder, at flere skal springe på busser og tog i stedet for Toyotaen eller Forden. Der er trængsel på vejene, til dels fordi den kollektive trafik ikke er tilstrækkeligt attraktiv.

Socialdemokraterne har fremlagt oplægget “Grøn trafik”, en investeringsplan for Danmarks infrastruktur, som allerede har skabt stor opmærksomhed – selv medlemmer af regeringspartierne har sagt venlige ord om den. Vi ønsker en massiv investering i en pålidelig, hurtig og bedre kollektiv transport.

Planen har til hensigt at fordoble investeringerne i kollektiv trafik og veje samt halvere registreringsafgiften. Den vil give infrastrukturen et historisk løft med en samlet fordobling af investeringerne i kollektiv trafik, veje og cyklisme. For hver krone vi investerer i veje investerer vi to i kollektiv trafik. Samtidig vil vi halvere registreringsafgiften for biler, så danskerne får mulighed for at anskaffe sig biler, der er meget mere miljøvenlige. Målet er at gøre den danske bilpark den grønneste i Europa – eller Verden, for den sags skyld.

Af særlig interesse for os i det syd- og sønderjyske er disse investeringer de mest betydningsfulde:

• Dobbeltspor i Sønderjylland med 180 km/t;
• S-togsdrift i trekantområdet samt mellem trekantsområdet og Århus;
• 200 km/t Snoghøj-Esbjerg;
• En ny godsterminal og spor syd om Esbjerg samt
• En opgradering af banerne mellem Fredericia Havn og terminalen i Taulov.
 
Frem mod 2030 vil den omfattende trafikinvesteringsplan sikre, at antallet af danskere der bruger kollektiv trafik fordobles, spildtiden i bilkøer halveres, ligesom CO2-udslippet fra trafikken halveres. Vi har til hensigt at afsætte 200 mia. kr. til investeringer i kollektiv trafik og 96 mia. kr. til veje frem mod 2030 og endelig 5 mia. kr. til bedre vilkår for cyklister.

Der er ingen vej frem – bogstaveligt talt – uden en styrket kollektiv trafik. Når Socialdemokraterne får mulighed for det igen, skal vi have investeret i trafik i hele landet, deriblandt også i Syd- og Sønderjylland. En togrejse til København kommer efter vores plan til at være over en time kortere. Samtidig skal koordineringen mellem tog og busser være bedre, ligesom busserne skal have et generelt løft.

Men vi vil også gøre det mere grønt at bruge bilen. Vi ønsker at halvere registreringsafgiften for de miljøvenlige biler. Det er en alvorlig trussel mod miljøet, at den danske bilpark har så høj en gennemsnitsalder. Dermed belaster de miljøet langt mere end de nyere modeller. Vi vil give bilister den gulerod for at få dem til at skifte de ”gamle vrag” ud med miljørigtige køretøjer.

Socialdemokraternes investeringsplan er dog ikke skrevet færdig. Vi skal nu til at prioritere blandt de mange forslag, også lokalt. Jeg vil høre på alle gode ideer fra Syd- og Sønderjylland, men jeg kan jo ikke benægte, at planen opfylder alle de trafikale ønsker, jeg gik til valg på sidste år. Plads til alt bliver der ikke – men plads til alle, det skal vi have i busser og tog.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


En tur ud i det blomstrende Sydjylland 3

Skrevet d. 10. september, 2008 by Benny Engelbrecht

Blomstrende erhvervslivI dag, torsdag og fredag skal jeg på min første egentlige udvalgsrejse i Folketinget. Tidligere på året sprang jeg over da der blandt andet var ture til New Zealand og Singapore. I stedet tog jeg på kursus.
Så i dag bliver min debut på egentlig udvalgsrejse som MF’er. Og så kan man jo spørge sig selv hvor jeg mon skal hen.

Bliver det eksotisk?
Ja, bestemt! Jeg nyder altid dette område af verden.

Bliver det interessant?
Helt sikkert - og yderst relevant!

Resten af forklaringen vil jeg overlade til den officielle pressemeddelelse:

Folketingets Erhvervsudvalg tager den 10.-12. september 2008 på studietur i Region Syddanmark. Udvalget skal besøge erhvervsvirksomheder, institutioner og samarbejdsorganisationer, som er med til at tegne erhvervsudviklingen.
 
På programmet er besøg hos:
• Hydro Aluminium Tønder A/S
• Arbejdsgruppen om infrastruktur i Sydvestdanmark
• Erhvervsforum Tønder
• Transportcenter, ITD, Padborg
• Danfoss Universe
• Nordic Mast A/S
• Udviklingspark Aabenraa
• Iværksætterbyen Haderslev
• X-Yachts A/S
• Steel Team A/S
• Dykon
• Lego.

I turen deltager:
Hans Christian Schmidt (V), formand, Colette Brix (DF), næstformand, Jens Vibjerg (V), Benny Engelbrecht (S), Henrik Dam Kristensen (S), Karsten Hønge (SF), Flemming Bonne (SF), Hans Chr. Thoning (V), Jens Chr. Lund (S) samt udvalgssekretær Karen Munk Christensen og udvalgsassistent Per Movritsen.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Hvem bestemmer sygehusplaceringer? 0

Skrevet d. 12. august, 2008 by Benny Engelbrecht

Beslutningen om hvor fremtidens sygehuse skal ligge er regionernes - og det er en meget svær opgaveI den seneste tid har der været en livlig debat om hvem der skal bestemme hvor fremtidens sygehuse skal ligge. Ikke fordi der formelt er tvivl om det - det er nemlig regionernes opgave og dermed de folkevalgte i de respektive regionsråd - men fordi et antal folketingsmedlemmer har meldt at de vil gøre deres for at omgøre regionernes beslutninger.

Det er ikke demokratisk og slet ikke i en tid hvor forslagene til sygehusstruktur er i høring.

Af den årsag har jeg i dagens JydskeVestkysten skrevet et indlæg der tager fat om den problemstilling. Indlægget følger her så min bloglæsere kan følge med.

Så vigtige er vi heller ikke

JydskeVestkysten valgte 28/7 at fokusere på at 6 ud af 24 folketingsmedlemmer valgt i Sydjylland vil søge at ændre beslutningen om placeringen af et kommende sønderjysk akutsygehus.
Jeg har stor forståelse for at et mindretal af mine ærede kolleger føler sig presset til at komme med klare markeringer omkring det følsomme sygehusspørgsmål. Det er bare helt forkert hvis borgerne nu tror, at det vil ændre noget som helst. Både mine ærede kolleger og avisens redaktion glemmer nemlig hvilken proces der fortsat mangler omkring sygehusplanerne.

Den 23. juni traf regionsrådet sin beslutning om fremtidens sygehuse. Planen er sendt i høring frem til 1. september og i den fase kan alle borgere bidrage med høringssvar. Det gælder såmænd også både Hans Christian Schmidt og undertegnede, men blot fordi vi tilfældigvis har det embede vi har, har vores mening ikke større værdi end fru Hansens fra Løjt Kirkeby eller hr. Jensens fra Lysabild.

Når høringsfasen er overstået skal regionsrådet igen stemme og derefter skal deres endelige beslutning behandles af regeringens ekspertudvalg.
Jeg kan forstå af den kritik der er rejst af blandt andre Hans Christian Schmidt, at man naturligvis ikke ønsker en bestemt placering af lokalpatriotiske årsager, men alene ud fra bekymring for rent faglige hensyn.

Jeg er sikker på, at enhver sten vil blive vendt i den kommende høringsfase. Og skulle der være oversete faglige detaljer har jeg tiltro til at ekspertudvalget vil behandle dem sagligt. For Hans Christian Schmidt og andre bekymrede borgere er der populært sagt ”to skud i bøssen” tilbage, før beslutningerne er nagelfaste.

Hvis begge disse ”skud” falder ud til fordel for den nuværende plan, vil den ikke blot være behandlet af det behørige demokratiske organ hele to gange, men også godkendt af de faglige eksperter Hans Christian Schmidts egen regering har nedsat.

Jeg er sikker på at når vi først står ved vejs ende, vil enhver sønderjysk politiker kende sin plads og stå last og brast om den endelige beslutning. For til den tid er det ikke et spørgsmål om en placering 15 km til øst eller vest, men om Sønderjylland skal have et akutsygehus eller ej. Ingen står sig da ved at sidde tilbage med korslagte arme.

Det ville svare til at jeg meddelte Vojens og Hans Christian Schmidt at de da selv må ligge og rode med deres manglende dobbeltspor til Vamdrup, blot fordi jeg ikke er valgt der. Det tankespind er naturligvis utænkeligt.
Jeg kan af dagspressen læse at man overvejer at invitere de 24 MFere valgt i Sydjylland til fadøl i Schmidts have. Det vil utvivlsomt kunne udvikle sig til et muntert arrangement, men at bilde vælgerne ind, at et så vigtigt spørgsmål som sygehussagen skal afgøres over fadbamser i et lukket selskab, er så udemokratisk i sin grundholdning, at jeg må protestere.

Min opfordring til alle, ikke blot mine 23 sydjyske kollegaer i Folketinget, skal være: Deltag i den demokratiske proces, men lad være med at komme med tomme trusler, bare for at høste sympati hos vælgerne i egen kreds. Vi MFere spiller en vigtig rolle for Sønderjyllands indflydelse, men så vigtige er vi altså heller ikke.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Glæde over flere togpassagerer 0

Skrevet d. 6. august, 2008 by Benny Engelbrecht

Flere togpassagerer i Sydjylland er rigtig godtDSB kan i dag fortælle at antallet af togpassagerer i Syd- og Sønderjylland er i kraftig vækst. Det er strækningerne Kolding – Esbjerg og Kolding – Sønderborg/Padborg der trækker folk fra vej til skinner og det til trods for at der ikke er hverken bedre service eller oftere afgange. Selv mener DSBs regionschef at noget af forklaringen skal findes i prisen på benzin, der får folk til at fravælge bilen.

Uanset hvad årsagen er, er jeg glad for at den kollektive trafik er i fremgang og det understreger for mig vigtigheden af at vi også fremover får styrket togforbindelserne i det sydlige Danmark. Fortsætter fremgangen i passagerer er jeg sikker på at der vil være god fornuft i at intensivere antallet af afgange til og fra Esbjerg og Sønderborg. Jeg har tidligere fremhævet nødvendigheden i halvtimesdrift i Esbjerg og timedrift i Sønderborg, men der er en række forudsætninger der skal opfyldes for at det kan lade sig gøre.

En af forudsætningerne er færdiggørelsen af dobbeltsport fra Kolding til grænsen. På strækningerne fra Vamdrup til Vojens og fra Tinglev til Padborg er der i dag kun enkeltspor. Det betyder at kapaciteten ned gennem det sydlige Jylland er meget lille. Samtidig skal DSBs problemer med materiel løses hurtigst muligt – ikke for kun for det sydlige Jyllands skyld, men for hele landet. Både IC2 og IC4 togsættene er meget forsinkede fra den italienske producent og ganske vist skal vi om 14 dage have en opdatering af situationen når trafikudvalget besøger DSB, men vi skal være forberedt på at finde løsninger hurtigere end det de italienske leverandører kan præstere.

I det længere perspektiv er det dog nok så væsentligt at vi ikke bare lave hul-lapning i det sydlige Jylland. Danmark har brug for et generelt løft til jernbanen. Hastighederne skal op, servicen skal være bedre og naturligvis skal toget køre til tiden. Intet af det kan ske uden at vi giver hele området et løft. Det bliver en spændende udfordring når vi i dette efterår skal forhandle en langsigtet investeringsplan på trafikområdet.

Læs mere om de stigende passagertal i Syd- og Sønderjylland hos DR Syd…

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Et historisk besøg 2

Skrevet d. 30. juli, 2008 by Benny Engelbrecht

Her begynder det royale besøg torsdag kl 10 - i Haus Nordschleswig i AabenraaNår Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary i morgen, torsdag den 31. juli, officielt besøger det tyske mindretal i Danmark bliver det en begivenhed der vil skrive sig over i historien. Det er første gang at den danske tronfølger aflægger mindretallet besøg og kun fjerde gang at det danske kongehus er på besøg – derfor er det også en helt særlig dag som bliver forberedt grundigt.

Og hvorfor skriver jeg nu om det? Fordi mindretallene nord og syd for grænsen er væsentlige bidragsydere til det grænseoverskridende samarbejde i det dansk/tyske grænseland og som sådan vigtige brikker i den vækst området har oplevet i de forløbne år. Derfor glæder det mig hver gang de to mindretal kan blive bekræftet i deres status som en integreret del af samfundet med en særlig egenart der ikke er en last, men en styrke for det omgivende samfund.

Den danske dronning besøgte første gang det tyske mindretal i 1986 og igen i 1998, sidstnævnte gang i forbindelse med besøget fra den tyske præsident Roman Herzog. Kronprinsens broder prins Joachim aflagde besøg ved mindretallet i 1997 og nu er turen altså kommet til kronprinseparret.
Det kongelige besøg vil naturligt bringe fokus på det tyske mindretal, ikke blot her i regionen, men i hele landet – og med vanlig tysk interesse for hvad det danske kongehus foretager sig, vil det også give stor opmærksomhed i vores sydlige nabolands trykte og elektroniske medier. Den opmærksomhed er fuldt fortjent og jeg kan blot i mit stille sind håbe på, at blot et par enkelte også vil benytte en smule spalteplads på hvorfor netop det dansk/tyske grænseland er så stor en succes målt med både fredens og samfundsvækstens målestok. Sønderjylland er med rette kaldt porten til Europa og tilsvarende må Schleswig-Holstein i Tyskland opfattes som porten til Skandinavien.

Det er ved lejligheder som disse kutyme at også repræsentanter for det officielle Danmark inviteres. Derfor vil også jeg deltage i det royale besøg som en blandt mange repræsentanter for Folketinget valgt i Sydjylland. Det er trods alt en opgave af den lettere slags. Den indebærer godt nok at indfinde sig i pænt (og varmt) tøj, men ellers blot et håndtryk og beleven konversation. Og alligevel er det med en særlig følelse at jeg vil deltage, vel vidende at det er en begivenhed der har umådelig stor betydning for alle i mindretallet og en begivenhed der vil blive husket i mange år. Jeg har en let opgave i morgen hvor den største udfordring bliver at huske etiketten og forsøge at undgå at spilde kaffen, men det er en brik i det store puslespil der betyder meget for anerkendelsen af en vigtig befolkningsgruppe – og derfor vil jeg deltage med ydmyghed og respekt for opgaven.

Læs mere om det tyske mindretal i Danmark her…

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


EU sag truer motorvejen til Sønderborg 2

Skrevet d. 29. juni, 2008 by Benny Engelbrecht

En bulet vej fremover En klage fra Danmarks Naturfredningsforening har nu ført til en åbningsskrivelse til den danske stat fra EU Kommissionen, der fastslår at man ikke i tilstrækkelig grad har vurderet de miljømæssige konsekvenser af anlægsprojektet. Det kan føre til en forsinkelse af vejprojektet der skulle sendes i udbud i dette efterår.

Jeg blev bekendt med åbningsskrivelsen i fredags og sendte derfor straks et spørgsmål til miljøministeren for at få afklaret hvad han agter at gøre for at forhindre at projektet bliver forsinket. Det lakoniske notat fra Miljøministeriet til Folketingets Miljøudvalg lyder: ”Udenrigsministeriet har den 6. juni 2008 modtaget Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2006/4993 (dokument nr. SG-Greffe (2008)D/203610 af 6. juni 2008, hvori Kommissionen gør gældende, at ved planlægningen af motorvej mellem Kliplev og Sønderborg har de danske myndigheder ikke foretaget en korrekt vurdering af alle motorvejens virkninger for de omliggende naturbeskyttelsesområder. Ifølge Kommissionen har Danmark derved tilsidesat de forpligtelser, der påhviler landet i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.”

Problemet skyldes en ganske kort strækning på få hundrede meter, hvor motorvejen, efter planen, skal gå gennem et EU habitatsområde i nærheden af Kliplev.

Dengang det daværende Sønderjyllands Amt fastlagde linieføringen havde man valget mellem en I-løsning der skulle gå direkte fra Sønderborg til Kliplev, mens man også havde en Y-løsning som ville være lidt dyrere, men til gengæld også ville aflaste hovedvejen mellem Sønderborg og Kruså. Denne løsning ville desuden gå langt forbi EU habitatsområdet. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, havde det naturligvis været klogt at vælge Y-løsningen, men det er for sent at lave om på nu. I stedet må vi alvorligt overveje om linieføringen skal flyttes en smule mod syd, på en kortere strækning, sådan at man kan komme udenom det naturbeskyttelsesområde som er hele problemet.

Det vil i alt fald være en dybt ulykkelig situation, hvis denne miljøsag skal betyde at Danmark skal igennem en langvarig retssag og i sidste ende bliver pålagt at ændre linieføringen.

Når jeg tænker tilbage på den proteststorm der rejste sig tidligere på året, da regeringen ville udskyde anlægsprojektet to år i forbindelse med finansloven for 2008, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at sønderjyderne ønsker at se handling fra regeringens side i sagen. Samtidig skal man heller ikke glemme at motorvejsprojektet har meget principiel betydning fordi det er det første såkaldte OPP-projekt (Offentlig Privat Partnerskab). Mange afventer erfaringerne med denne finansieringsmodel – ikke mindst fordi udenlandske erfaringer viser at anlægsprojekter efter OPP-modellen har en tendens til at bliver udført hurtigere og uden budgetoverskridelser.

Jeg er ærligt talt meget, meget bekymret over den situation vi nu befinder os i. Jeg vil ikke være den der siger ”se hvad jeg sagde”, for det fører ikke til noget, men jeg vil arbejde aktivt for at finde løsninger der kan forhindre yderligere forsinkelser. Jeg vil allerede i morgen tage kontakt til mine kollegaer fra mit eget og andre partier, valgt i Sydjylland, for at vi kan drøfte en fælles indsats i forhold til denne problemstilling.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Der er stadig gang i dobbeltsporet 2

Skrevet d. 28. maj, 2008 by Benny Engelbrecht

Illustration fra www.tog-billeder.dkSagen om det manglende dobbeltspor i Sydjylland er ikke glemt. Tidligere på måneden stemte et flertal bestående af Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti godt nok et beslutningsforslag ned, der handlede om netop dobbeltsporet, men der er nu tegn i sol og måne på, at det kan komme med i efterårets investeringsplan.

I går meldte Venstres formand for trafikudvalget ret klart ud i DR Syd - og det fik dobbeltsporets varmeste fortalere på banen. SFs Jesper Petersen og jeg, der begge er valgt i Sønderborg, valgte at udsende nedenstående fælles pressemeddelelse som reaktion på støtten til det sydjyske dobbeltspor.

Tilfredshed med dobbeltspor

I det daglige kalder de sig i spøg dræsinebanden, SF’eren Jesper Petersen og socialdemokraten Benny Engelbrecht, fordi de sammen har kæmpet for at det sydjyske dobbeltspor skal færdiggøres. Og i dag er de to ekstra glade, efter formanden for folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen, har udtalt at han regner med at dobbeltsporet bliver en del af den trafikaftale der skal på plads i løbet af efteråret.

- Vi er meget tilfredse med den melding Venstres formand for trafikudvalget er kommet med i dag. Endelige lever de borgerlige op til de løfter de selv har givet, men aldrig ført ud i livet. Vi har ventet på det forsinkede dobbeltspor i 15 år. Nu skal det være, siger Jesper Petersen.
Udtalelserne er faldet til DR Syd og her understreger Flemming Damgaard Larsen, at det er hans personlige mening, at dobbeltsporet kan anlægges inden for få år.

- Det manglende spor mellem Vamdrup og Vojens er en af de største flaskehalse på det danske banenet, det understreger også infrastrukturkommissionen. Det er ikke blot en investering der er nødvendig for Sydjylland, men også for sammenhængen mellem Danmark og Tyskland, siger Benny Engelbrecht.

Tidligere på måneden blev et beslutningsforslag om færdiggørelse af det sydjyske dobbeltspor nedstemt af et flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


En skøn første maj! 0

Skrevet d. 2. maj, 2008 by Benny Engelbrecht

1. maj plakatenJeg er blevet opfordret til at lægge min første maj tale ud - og det gør jeg naturligvis gerne. Tak for de mange kommentarer i går. Det var dejligt at komme til så mange positive mennesker og at vejret så endda flaskede sig langt bedre end i andre dele af landet, gjorde det ikke ringere at være socialdemokrat i Sydjylland.
Jeg glæder mig allerede til næste år!

Nedenfor er mit talemanuskript gengivet, men det var naturligvis det talte ord der gjaldt ved mine mange taler i går.

Jeg står her til første maj, for første gang siden folketingsvalget i november. Det var desværre ikke et valg, der betød et regeringsskifte, men det blev beviset på at Otto von Bismarck havde ret, da han sagde: ”Mennesket lyver aldrig så meget som efter en jagt, under en krig og før et valg”.
Sjældent er så mange valgløfter blevet brudt af nogen regering på så kort tid!

Et bredt samarbejde prædikede statsministeren, men det kom der intet ud af.
Vi har både råd til skattelettelser og velfærd, sagde statsministeren, men det var der ikke. Nu er der vedtaget en sparefinanslov, der ser helt anderledes ud end, den regeringen gik til valg på.

Kræftbehandlingen var et af de store temaer i efteråret. Socialdemokraterne foreslog, at kræft skal behandles akut. Det syntes mange var en god ide. Så mange, at regeringen overtog idéen og forsøgte at gøre den til deres. I dag kan vi blot konstatere, at regeringen stadig taler om kræftbehandling, men de gør ingenting. Der er ikke afsat én ekstra krone til kræftbehandling på finansloven.

Længe nok har danskerne skulle lægge øre til regeringens løgne og fortielser. Men man kan ikke føre hele folket bag lyset for altid. Sandheden er begyndt at sive ud gennem sprækkerne i regeringens teflonbeklædte kommunikationsskjold.

Rigtig mange danskere har det rigtig godt – og det vil vi ikke ændre på, tværtimod. Det er bare forkert at tro, at det er den nuværende regering, der er skyld i fremgangen. Danmark har været heldig at ride på toppen af en vældig økonomisk bølge. Regeringen gør sig derfor skyldig i ikke at udnytte en historisk vækstperiode til at investere i fremtiden.

Det ændrer dog ikke på, at vi heldigvis lever med en rekordlav arbejdsløshed. I Sønderborg er arbejdsløsheden så lav som 1,7 %. Rigtig mange danskere er meget privilegerede.
De tjener ikke blot mange penge, men er også med til at bidrage positivt til samfundet. De nyder deres gode liv, deres friværdi og deres spændende arbejde i den kreative branche. Tillykke til jer – men glem nu ikke, at vores samfund er bygget op på solidaritet.

Der er nemlig mange jobs, der ikke er helt så kreative. Jobs hvor man i kaffepausen drikker en sort kaffetår af et krus – ikke café latte på en café. Jobs der er helt afgørende for, at hjulene i vores samfund kan køre rundt. Og der er heldigvis rigtig mange danskere der også tager disse udfordringer op, med stort ansvar og livsglæde.

Det er for eksempel social- og sundhedsassistenter. Dagplejere. Ergoterapeuter. Mange flere faggrupper kan nævnes. Beskedne, engagerede mennesker, der blot gerne vil have en lille del af den samfundskage, som det store flertal har nydt så længe.

Fagbevægelsen har valgt at stå fast under konflikten og stor ros for det. Det er nu tiden er inde til at vise solidaritet.
Den bedste måde jeg kan vise min solidaritet på, er ved at love jer her i dag, at socialdemokraterne ikke blander sig i konflikten. Strejken er lovligt indvarslet, og der er ingen naturlov der byder at folketinget skal blande sig. Tag blot Falck-reddernes strejke sidste år. Den fik lov til at løbe en måned, uden politisk indblanding, for til sidst at finde en løsning ved forhandlingsbordet.
Jeg er sikker på at parterne selv kan finde en god løsning og forhandlingsbordet kalder som bekendt allerede.

Der findes andre jobs der heller ikke er spændende for tiden. Tænk blot at være den embedsmand – eller spindoktor, som det hedder nu om dage – der styrer kommunikationen i Miljøministeriet. Der ligger en klokkeklar manual for hvordan man skal skjule dårlige sager i form af en såkaldt kogebog. Og den kogebog er nu blevet afsløret i medierne.

Iraks diktator Saddam Hussein havde en talsmand, - han fik tilnavnet komiske Ali. Komiske Ali stod på direkte TV og fortalte om Iraks storslåede hær, mens bomberne væltede ned om ørene på ham og de amerikanske kampvogne rullede ind i Bagdad. Men komiske Ali var langt mere troværdig end miljøministeriets spindoktorer.
Og komiske Alis løgne var bedre fortalt end Foghs løgn om, at ”ikke en fisk, ikke en fugl og ikke en frø har fået det værre” under den nuværende regering.

Sandheden er at miljøministeriet under den nuværende minister, der med rette har fået tilnavnet Traktor Troels, har brugt flere ressourcer på at skjule kritiske rapporter, end på at gøre noget for miljøet.

Her i kommunen har vi lagt os i front i Danmark i forhold til klimaudfordringen. Med Project ZERO lægger Sønderborg sig i spidsen med ambitionen om at blive CO2-neutrale senest i 2029. Desværre har regeringen sat en stopper for en vigtig del af projektet. Ligesom I kender hjemmefra med strømbesparende hårde hvidevarer som I kan finansiere over elregningen, kan kommunen nemlig få finansieret over 80 millioner i klimainvesteringer ved hjælp af energibesparelser. På grund af regeringens anlægsloft kan vi bare ikke komme i gang. Det er brandærgerligt, for næste år holder FN klimakonference i Danmark. Til den tid har vi brug for at vise konkrete projekter frem.
Hvis regeringen vil fastholde anlægsstoppet over for kommunerne, så kræver socialdemokraterne som minimum, at man laver en særlig dispensation for energi- og klimaprojekter.
Så sent som i går besøgte et samlet byråd København, hvor ønsket om fornuftige grønne investeringer blev fremført for finansminister Lars Løkke Rasmussen.
Jeg vil gerne her i dag roser hele det samlede byråd – også de borgerlige politikere – for at stå sammen bag borgmester Jan Prokopek i denne sag.

Siden valget har beskæftigelsesministeren haft travlt med en jobplan og et rod uden lige med tvang for jobsøgende om at søge mindst fire ledige stillinger om ugen. Man skulle faktisk tro at det netop er det krav, statsministeren forsøger at leve op til. Han har nemlig rigtig travlt med sin egen jobplan og et ønske om en international karriere. Åbenbart synes han ikke at det at være statsminister i Danmark er interessant nok længere.
Han er ligesom kørt træt i det…

Man skulle næsten tro, at Fogh er blevet så træt, at han er ved at efterleve Bertolt Brechts ord, da Brecht sarkastisk sagde: Ville det trods alt ikke være bedre, at regeringen fyrede folket og valgte et andet?
Fogh er ved at fyre det danske folk, rykke teltpælene op og tage sydpå.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen blev i magasinet European Voice kaldt for ”den smukke prins af Europa”. Jeg har på denne første maj-dag et budskab til de sydeuropæiske liberale, der tilsyneladende er så glade for den danske statsminister: Tag I ham bare. I kan få ham – og I kan beholde ham! Bare lov os, at I sætter ham til noget hvor han ikke kan gøre mere skade.
Og lad så os komme i arbejdstøjet, så vi kan få rettet op på den skævhed Fogh efterlader.

Og lad mig så slutte af med det der i februar blev til en lille ny Muhammed-krise. Dengang kostede det os socialdemokrater i meningsmålingerne, at vi sagde at det danske samfund skal gå på to ben. Der skal stilles krav til alle der ønsker at bo i det danske samfund og samtidig gøres en markant bedre indsats for integrationen. Regeringen var meget sene i startblokken, så først efter pres fra socialdemokraterne, kom de med en lignende melding. De lovede en hurtig indsats. I dag 11 uger ef
ter at gaderne stod i brand, er der intet sket. Intet.

Man kan spørge sig selv: Hvad blev der af ”nok er nok”? Det forsvandt åbenbart med den sidste flig af borgerlig anstændighed.
Og man kan spørge sig selv: Hvad blev der af den før så meningsfaste Birthe Rønn Hornbæks handlekraft? Den er forsvundet som dug for solen.
Og man kan spørge sig selv: Hvad blev der af den lovede ambitiøse integrationsindsats? Svaret er simpelt: Den er udeblevet!

Vi må konstatere, at den nuværende regering har været dygtig til at spille på frygten for urolige elementer i samfundet, men de har reelt ingen interesse i at gøre noget ved problemerne. Det sker først den dag Danmark får en ny regering.

Som nyvalgt medlem af folketinget, er det en fornøjelse, i denne travle tid, at være med til at banke naglerne i det skib, der skal bære det danske samfund videre. Vi har brug for nye kræfter i spidsen af Danmark. De nye kræfter har socialdemokraterne, sammen med planen der skal bringe vores samfund videre i en ny tid med nye udfordringer.

Jeg ønsker derfor jer alle en god 1. maj!

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:


Øresund forbillede for sydjysk region 0

Skrevet d. 2. april, 2008 by Benny Engelbrecht

Læs mere om region Sønderjylland-Schleswig på www.grenzinfo.orgLige syd for Københavns centrum vokser boliger, erhverv og grønne områder frem. Stedet hedder Ørestad, som sammen med hele Øresundsregionen på begge sider af Sundet er inde i en rivende vækst som følge af den ny broforbindelse mellem Sjælland og de gamle Skånelande. Ikke bare den ny bydel på Amager bør vække vores interesse ude i landet, hvis vi har interesse for at udvikle regionerne og skabe ny aktiviteter. Hele Øresundsregionen kan for os i grænselandet være inspirerende. Her i Sydjylland har vi naturligvis ikke en bro til udlandet, men en grænse, der gradvist har tabt betydning, ikke mindst som følge af EU-samarbejdet og de tværgående regionale samarbejdsformer.

Vi trænger derfor nu til at tænke nyt om samarbejdet om og finansieringen af grænseregionens udvikling. Dog har den sønderjyske region bevæget sig ganske meget for relativt få midler. En undersøgelse jeg har bedt økonomiministeren udarbejde, viser tydeligt, at politikerne på Christiansborg har givet Øresundsregionen helt ekstraordinære gode vilkår med et indskud fra Videnskabsministeriet på ikke mindre end 110 mio. kr. Det er ganske forståeligt, når bydelen rummer såvel dele af Københavns Universitet og IT-Universitetet. Men den sønderjyske region modtager 90 pct. af alle statslige midler fra Kulturministeriet, selv om vores landsdel også har mange undervisningstilbud, ikke mindst Syddansk Universitet og det smukke Alsion. Øresundsregionen modtager også målrettede og store tilskud til fremme af turismen.

Historien om Øresundsregionens succes er således fortællingen om en forudsigelig succes. Derfor vil jeg opfordre Udviklingsråd Sønderjylland om at samle de folketingsmedlemmer, der er valgt i Syd- og Sønderjylland for at drøfte, hvilke løsninger vi kan finde for at profilere vores region bedre. Forskellen er naturligvis stor, ikke mindst pga koncentrationen af mange undervisningstilbud i Øresundsregionen.

Man bør fokusere kræfterne bedre, således at flere bliver opmærksomme på grænseregionens fordele og tilbud. Det er desværre indtil nu – trods mange forsøg – ikke lykkedes at gøre grænseregionen til et ”brand” med de selvforstærkende effekter, som er lykkedes fx for Øresundsregionen eller vore ”fætre” lidt nord på i Trekantområdet. Vores mulighed ligger dog ligefor med det visionære forslag om at etablere et nyt grænseoverskridende trekantsområde i syd med udgangspunkt i Flensborg, Aabenraa og Sønderborg.

Vi skal se på, om der er opgaver, som kan profilere netop grænseområdets potentiale. Vi lever i en grænsekultur med en flersproget befolkning, der pendler mellem hjem og arbejdsplads eller uddannelsessted – og stadig flere pendler over grænsen. Det må vi kunne udnytte aktivt for at hente mere erhverv, flere uddannelser, flere arbejdspladser og spændende landsdelsudvikling til landsdelen – eller rettere: til begge sider af landsdelen. Det kræver mere fodslag i samarbejdet. Der skal tænkes på tværs, så barriererne for samarbejde én for én kan ryddes af vejen.

Den skæve udvikling skal brydes ”nedefra”. Det medfører, at initiativerne til fornyelse må komme fra landsdelen selv. På alle områder må vi udvikle forbedringer til gavn for hele regionen. Den opgave håber jeg, at vi kan inddrage alle sønder- og sydjyske MF´ere i til fordel for os alle.

Dette indlæg er bragt i dagbladet JydskeVestkysten den 2. april 2008

www.benny-engelbrecht.dk


Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:




↑ Til toppen