Skrevet d.
7. juni, 2009 by
Benny Engelbrecht
Benny Engelbrecht
Det talte ord gælder!
Allerførst vil jeg takke for invitationen for at tale her i aften ved ét af de mange danske årsmøder i Sydslesvig. Ligesom andre steder her i landsdelen er Ladelund et sted, som er lige så åbent og venligt som éns egen baghave.
Det er vel en god definition af, hvad et hjem er. Og vi danske, som bor lidt nord for Sydslesvig, kan med god ret føle os hjemme her. Vi må på vor side så også gøre alt for, at I danske sydslesvigere ikke blot kan føle jer godt hjemme hér, hvor I bor – men også tages imod med stor gæstfrihed, når I færdes i selve kongeriget.
I går var det som bekendt folkestyrets festdag i Danmark. Da fejrede vi Grundlovsdag under Dannebrogsfaner og med mange kloge ord fra mange talerstole. I morgen bliver det folkestyrets festdag i hele EU, når 275 millioner mennesker har mulighed for at gå til valgstederne for at sammensætte et nyt EU-parlament for de næste fem år. Og så lige midt mellem disse to fester for folkestyret fejrer vi så den danske folkegruppe i Sydslesvig.
Det kommer vi naturligvis tilbage til, men måske kunne man også lige nævne en meget stor folkefest, der lige nu fløjtes i gang i Stockholm. Det er forhåbentlig ikke imod årsmødernes ånd også at sende nogle håbefulde, rød-hvide tanker også til den begivenhed.
Senere på året skal både tyskere og danskere på ny stemme, nemlig til Forbundsdagen i september og til de danske kommuner og regioner i november, men det bliver nok mere spændende end egentligt festligt.
På hver sin led er alle disse mærkedage vigtige, men med meget forskellige betydninger. Årets Grundlovsdag i Danmark blev skæmmet af den massive slagskygge fra noget så usædvanligt som et regulært grundlovsbrud. Endnu mere usædvanligt er det, at en ministers grundlovsbrud slet ikke har haft følger. Skatteministeren, som har indrømmet at have overtrådt Grundloven, sidder i talende stund endnu. Det er helt uacceptabelt.
I den seneste måned har vi set, hvordan man i et ældgammelt, ægte demokrati handler, når man som politiker har optrådt forkert. Nu er den britiske bilagsskandale så forgrenet, at det er umuligt at referere den i andet end generelle vendinger. Men åbenbart har politikerne i Westminster nogle særdeles brede rammer for, hvad de må modtage i tilskud til boligformål.
Der er Christiansborg mildest talt mere sparsom. Men forskellen på Danmark er, at de engelske politikere på rad og række går af. Det gælder parlamentsformanden, ministre og menige underhusmedlemmer. I Danmark fortsætter alt, som om det var helt indlysende, at bilagsrod, misbrug af offentlige midler og grundlovsbrud tilhører dagens orden.
Nu er vi generelt ikke så glade for det engelske system med valg i enkeltmandskredse. Det giver ikke nogen særlig mindretalsbeskyttelse, men er dog stadig demokratisk. Engelske politikere har således vist sig mere demokratiske og mere moralsk rettænkende end deres danske modstykker. Det er klart, at vi ikke skal have rigsretssager og dommerundersøgelser i et væk. Men vore flertalspolitikere er slået ind på en kurs, der uundgåeligt vil havne dér. Det er magtens arrogance, der får politikere til at lege business as usual, når de er taget med fingrene i kagedåsen.
Danmark er blevet et mindre demokratisk land. Danmark er blevet et mindre moralsk samfund. Det er en tilgang til borgerne og til samfundets grundlæggende spilleregler, som vi må gøre op med. Der hører et ansvar til at bære de gyldne kæder. En del af det ansvar består i at lægge dem fra sig igen, når ens optræden har været uacceptabel. Og før man får stavet sit ansvar ved en afgørelse i retten eller af en nysgerrig journalistmikrofon på vej ind i ministerbilen.
Her i morgen taler vælgerne igen. Jeg skal blot opfordre alle til at finde vej til valgurnerne og bruge den stemmeret vi har til at vælge EU-parlamen-tarikerne. Det bliver mere og mere vigtigt, når samarbejdet bliver mere og mere detaljeret.
Vi må frem for alt ikke glemme, at Parlamentet har indflydelse på snart sagt hele vor hverdag fra telefonpriser til kemikalier. Parlamentet har også den fordel, at de folkevalgte arbejder sammen i politiske grupper uden særlig tanke på det nationale. Det er kun de politikere, som vil arbejde inden for Parlamentets grupper, som kan få indflydelse – resten er vejrhaner, som er mere interesseret i at markere standpunkter i stedet for at få resultater.
I min indledning nævnte jeg den karakteristiske gæstfrihed blandt jer, for ofte kan man have den fornemmelse, at de rigtige, oprindelige danskere bor her i Sydslesvig. Ved de danske årsmøder klæder landsdelen sig jo i rødt og hvidt. Vi hører dansk sprog alle steder, og Dannebrog vajer fra flagstængerne. Mennesker over hele landsdelen deltager i arrangementer tilrettelagt efter danske skikke og sæder. Vi møder her et koncentreret Minidanmark med den uundgåelige sønderjyske drejning.
Særpræget stammer naturligvis fra det faktum, at danskerne – de dansksindede, for at være helt præcis – er en folkegruppe, som sammen med friserne arbejder for at styrke mindretallenes profil. Det er i samværet og de sociale, økonomiske, politiske og kulturelle netværk, vi skal finde danskheden i Sydslesvig, og jeg er glad for det billede, jeg ser. Hvis de dansksindede blot følger de tusinder af initiativer op, vil vi have et værdifuldt bidrag til levedygtigheden her i ét af Europas ældste nationale mindretal.
Vi taler om, at der er et livskraftigt dansk mindretal, som organiserer sig i SSV, i SSF samt i den tværgående Grænseforening plus alle de tilstødende netværk.
Mindretallet vil altid være en vigtig dialogpartner for os ”kongerigske” danskere. Men man kan altid få et præcist billede af et samfunds karakter ved at se på den behandling, det giver sine mindretal. Jeg har noteret mig, at danskerne i Sydslesvig har et aktivt samarbejde med andre mindretal i Tyskland som fx sorberne samt gennem en indsats i den europæiske forening af nationale mindretal. Dermed får et nationalt mindretal også en international rolle og et globalt udsyn ved at samarbejde og sammenligne vilkår.
Efter 2. Verdenskrig blev danskere og tyskere enige om at anerkende, respektere og støtte eksistensen af nationale mindretal på begge sider af grænsen.
Vor vej, samarbejdets vej frem for konfrontationens, har været den gunstigste. For uanset hvor ens pas er udstedt i Danmark eller Tyskland, gælder kun én ting – menneskets hjertelag. For mange af jer, der her formelt set er enten tyske eller danske ville nok selv nøjes med at sige: Vi er sønderjyder eller vi er sydslesvigere. Hvad der samler os, er større end en landegrænse. Eller sat på spidsen: Sindelaget er alt, en streg på et kort meget lidt.
Grundtvigs ord passer nok også her: At det menneske er dansk, som regner sig selv for dansk. Og regner man sig selv for sønderjysk eller sydslesviger, så er man nok det.
Grænselandet er både sydens portal til Norden og Nordens portal til syden. Derfor har vi en stor flertalsbefolkning med tysk som hovedsprog. Det er kendsgerningen. Vi bør derfor i stedet for at føle os trængt sprogligt besinde os på, at sydslesvigere ikke blot er tosprogede, men oftest tresprogede, når sønderjysk sprog tages med i betragtningerne.
De danske syd for grænsen er ikke danske i udlændighed, for Sydslesvig har været deres slægts hjem i generationer, og man forener det danske sind med det tyske flertalssamfunds hverdag. Derfor har danske sydslesvigere aftvunget deres tysksindede naboer respekt, fordi de tænker dansk – men lever tysk.
Når vi om 11 år kan markere 100 året for Sønderjyllands tilbagevenden vil vi nok sige: Det var rigtigt at trække en grænse på det sted på den tid, men i år 2020 er tyske, danske, sydslesvigske og frisere så integreret i det europæiske hus, at fortids nationale strid er afløst af samvirke. Jeg ser da frem til, at den danske statsminister sammen med Tysklands præsident og kansler, til den tid, vil mødes ved Kongeåen og se en kronprins Frederik eller en Kong Frederik X ride i sin oldefars spor – hestens farve vil jeg dog ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Noget skal overlades til fremtidens planlæggere.
Min partifælle, tidligere statsminister, formand for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen sagde i 1999, at ”så længe I holder ved os, holder vi ved jer”. Det løfte vil jeg ikke blot gentage i dag, jeg lover også at arbejde aktivt for det. Samtidig vil jeg i en tid, hvor danskheden igen og igen bliver udfordret i Danmark, gerne takke jer for, trods alt, stadig at holde fast i os.
Jeg har noteret mig en kritik af forholdene fra den danske Rigsrevision. Det må ikke misforstås som en kritik af mindretallet. De forhold, Rigsrevisionen rejser, handler udelukkende forhold, der har med den danske administration at gøre. Vi må ikke tabe det faktum af syne, at enhver kritik skal bruges konstruktiv til at arbejde fornuftigere, og det vil også ske med Rigsrevisionens beretning.
Fremtiden er altid usikker. Især i disse år, hvor krisetegn er blevet forvandlet til reel krise. Imidlertid kan vi sige enkelte sikre ting om fremtiden. Der bliver ændret ved status quo de nærmeste år. Dels får vi endelig en bedre motorvejsforbindelse til og fra Kliplev – og dermed også til grænsen. Dels får vi en meget større forbindelse, når der skal slås bro mellem Femern og Falster.
Fra dansk side må vi ikke lade os gå på af, at forbindelsen er meget mere interessant med danske end med tyske øjne. Vi skal heller ikke tænke så meget over, at Forbundsdagen først skal stemme om Femern Bælt senere i denne måned. Der er også blevet fremsat kritik af, at landanlæggene på den tyske side ikke vil komme til at svare til de tilsvarende i nord.
Men dér er det sidste ord ikke sagt. Ligesom vi danske politikere i årevis har presset på for at få et dobbeltsporet banenet i Sønderjylland, vil noget tilsvarende formentlig ske på den tyske side. En fuldt udbygget Femern Bælt-forbindelse vil i øvrigt i styrke samkvemmet mellem de nordeuropæiske EU-lande, og vi skal ikke frygte, at grænseregionen bliver hægtet af, fordi en del af trafikken ikke længere skal passere Kruså og Flensborg.
For en politiker der som jeg er valgt i en landsdel der altid har været landfast med Tyskland er der kun én naturlig bro mellem Danmark og Tyskland – nemlig Slesvig, der netop er kendetegnet ved at være både dansk og tysk, på begge sider af grænsen.
Derfor har jeg og andre gode kræfter presset på for at Femern forbindelsen ikke skal betyde at der forsvinder noget fra vores region, men tværtimod at investeringer fremrykkes, for vi ved godt at der ikke forsvinder trafik fra vores landsdel på grund af den nye forbindelse. Tværtimod kan vi se frem til at trafikken atter vil stige, når vi er kommet forbi den øjeblikkelige krise.
Vi vil skal derfor også satse på at udvide de mange kulturelle kontakter parallelt med de handelsmæssige og fysiske forbindelser. Betydningen af den ny Femern Bælt-forbindelse fra 2018 – eller hvornår den nu står klar – for erhvervslivet, arbejdsmarkedet, investeringer, universiteter og forskning med videre vil blive enorm, men det er en klar betingelse for at få fuldt udbytte af forbindelsen, at folk i Nordtyskland, Sydjylland og Region Sjælland lærer hinanden at kende og udnytte hver regions styrker fuldt ud.
Det skal også ske kulturelt, hvor der vil blive brug for mange mennesker med gode sprogkundskaber – danskere med et godt tysk og tyskere med et godt dansk. Femern Bælt-forbindelsen må gerne få et lidt sønderjysk tonefald.
Derfor vil jeg gerne se noget positivt i, at der har været en vækst i det grænseoverskridende samarbejde og de fælles fordele ved dette samarbejde. Tendensen er umiskendelig, når kulturpuljen Kulturbro-Kulturbrücke for alvor har haft gennemslagskraft. Vi er ved at vænne os til at tænke på tværs af grænser og tænke regionalt.
Der findes i dansk en række ord, som næsten kun findes i nogle faste udtryk. Jeg tænker på ord som sovepude, glidebane og faldereb. Ingen af dem findes i virkeligheden, undtagen faldereb. Det er nemlig en landgangsbro til et skib. Udtrykket her på falderebet bruger man, når man er ved at slutte noget af. Men lige inden jeg takker af, vil jeg på falderebet – eller landgangsbroen – nævne, at den danske kulturminister vil sikre de danske i Sydslesvig muligheden for se dansk tv, når de analoge signaler slukkes 31. oktober. Det er en sag vi socialdemokrater i det danske Folketing har arbejdet hårdt for, med medieordfører Mogens Jensen i spidsen. Derfor må vi alle hilse initiativet med stor glæde, ikke mindst på baggrund af det voksende kulturelle samarbejde med de danske i Sydslesvig og deres tyske naboer.
Med disse optimistiske ord helt i det, jeg opfatter som det danske sindelags ånd, vil jeg på ny sige tak for jeres invitation – og med håbet om nogle smukke årsmødedage glæder jeg mig allerede til næste år.
Jeg ønsker jer alle et godt årsmøde 2009.
Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:
Du kan møde folketingsmedlem Benny Engelbrecht som taler på følgende steder lørdag den 1. maj 2010:
