Når Folketinget i morgen behandler det socialdemokratiske forslag om at sætte en øvre grænse for hvad det må koste at tage et forbrugslån, så vil vi opleve den mærkelige situation at der er et flertal i Folketingssalen, men at forslaget alligevel – efter al sandsynlighed – vil ende med at blive stemt ned. Hvorfor? Fordi Venstre ganske vist mener at det er en god ide at sætte loft over renten, men de ville ikke stemme imod deres regeringsfæller i Konservative. Så med støtte fra Dansk Folkeparti kan økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen afvise forslaget der ellers ville sikre forbrugerne mod ublu omkostningerne ved lån.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt, kan du med rette spørge dig selv. Er det nødvendigt at sætte en øvre begrænsning på hvad man må tage i renter og provisioner? Lad os først starte med at se på hvad det er for nogle virksomheder der låner pengene ud og hvordan de gør det, for at svare på det spørgsmål. For det er ikke de danske banker der vil blive ramt.

Jeg har ikke fundet et eneste eksempel på en almindelig bank der udbyder lån med ÅOP (årlige omkostninger i procent) over 20. Der hvor problemet ligger er de hurtige lån. Dem du får via købekort, nede i butikken med hårde hvidevarer, via internet hos for eksempel Onkel Bob (ja, det hedder virksomheden altså) eller via mobiltelefonen med SMS-lån. Her er omkostninger på 25 % helt almindeligt og særligt hvis du låner i kortere tid ryger man op i 40 % eller derover i ÅOP. Helt slemt går det med SMS-lån hvor renter og omkostninger ender i mellem 1000 og 2000 %!

Hvis man sætter sig ind i hvad låneomkostninger og betingelserne i øvrigt er, så vil de færreste finde det attraktivt og alligevel låner danskerne hvert år milliarder af kroner som forbrugslån. Hvorfor? Forklaringen er at mange ikke kan overskue hvad de reelle omkostninger ved lån er. Det kan jo lyde fint med et månedligt afdrag som man kan klare, men hvis det reelt betyder at man betaler for varen to gange så var det langt bedre at gå i banken og låne pengene der.

Elementært set udnytter de virksomheder der låne hurtige penge ud, at personer ikke kan overskue de økonomiske konsekvenser af en handel. Problemet er at denne gruppe, der ikke kan overskue konsekvenserne af et lån er ganske stort – op mod en fjerdel af befolkningen. I en rapport fra oktober 2008 om unges forbrugslån slår Penge- og Pensionspanelet således fast at 26 % af danskere mellem 18 og 25 år ikke har ressourcerne til at kunne overskue konsekvenserne af de hurtige lån. Der er ikke noget at sige til at der er en branche der synes at dette er et meget lukrativt marked. Den debat vi skal have i Folketinget er derfor om det er i orden en branche kynisk udnytter markedet og tager sig rigtig godt betalt eller om vi skal sikre en regulering af markedet så det ikke bliver umuligt at låne til forbrug, men så vi samtidig sikrer at de svageste i samfundet ikke udnyttes.

Hvor et loft skal ligge kan naturligvis diskuteres. I Danmark foreslår vi at det skal ligge på omkring de 20 % (i praksis diskontoen + 15 %). Det er tilstrækkeligt til at sikre en god forrentning, også på usikre lån og samtidig placerer det Danmark lidt over gennemsnittet iblandt de europæiske lande der har indført et loft.

Vi ser desværre stadig flere blive fanget i bundløs gæld i Danmark. De låner over tid flere hundrede tusinder af kroner via forbrugslån og betaler afdrag og renter med nye lån. Det er dybt usmageligt at udlånsvirksomheder er med til at lade sådan en gældsspiral kører i skue.
Firmaerne har selv valgt de vilkår, de vil arbejde på og det er disse vilkår der giver kunderne helt urimeligt høje rentesatser.
Derfor foreslår Socialdemokraterne, at Danmark kommer med i den perlerække af EU-lande, der allerede har taget højde for den elektroniske lånevirksomheds værste udskejelser. Her fastsætter det offentlige regler for, hvor meget de samlede årlige omkostninger i procent må være for forbrugerne.
Vi vil bare have forbrugervilkår som dem, forbrugerne i store EU-lande som Tyskland, Frankrig og Italien har.

Det er vores opfattelse, at vi som forbrugere skal have gennemskuelige vilkår – også på lånemarkedet. Vi vil ikke pakke forbrugerne ind i vat, men sikre, at de ikke går i en uoverskuelig gældsfælde.

 www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Det er bare ikke nemt at være miljøminister i Danmark. I årevis har vi bøvlet med de pantfrie dåser købt syd for den dansk/tyske grænse, der ofte ender i naturen og i alt fald ikke komme retur til genanvendelse så man kan genbruge den dyrebare aluminium. Gang på gang har skiftende ministre skulle lytte til kritik fra miljøorganisationer og oppositionen for at sidde på hænderne – og når man så endelig kommer med en ny idé til hvordan problemet kan løses, så opstår der straks problemer med forslaget. Hvorfor sker det dog – kan man med rette spørge sig selv.

Jeg skal gerne komme med en meget enkel forklaring: Miljøministeren ønsker nemlig frem for alt at fremstå godt i offentligheden – og det er åbenbart vigtigere end at finde gode og bæredygtige løsninger. Så når de danske købmænd i går nedskød Troels Lund Poulsens idé om at der skal betales pant for dåser købt i Tyskland – og at denne pant så skal tilbagebetales i danske butikker, ja så skyldes det ganske enkelt at medierne er vigtigere end løsningerne. Og det er brandærgerligt!
Jeg har mødtes løbende med en række af de interessenter der er omkring hele pantspørgsmålet og jeg ved at de langt hen ad vejen er meget imødekommende. Alle i Danmark vil gerne finde gode løsninger, uanset om det er bryggerierne, miljøorganisationerne, forbrugerorgansationerne, købmænd, supermarkedskæder eller Dansk Retur System. Problemet er imidlertid at alle også har en naturlig forventning om, at man lige snakker med dem, inden man lancerer store idéer der omfatter dem. Og hvad ville det kræve? En mødeindkaldelse, en snak med ministeren for bordenden på en times tid, måske en kop kaffe og et stykke frisk frugt på bordet. Det ville ikke være så svært.

Imidlertid har ministeren bare drønet ud i offentligheden, uden at tage alle aktører i ed først – og så skal det jo gå galt.
Og kritikken er helt forståelig, for det er naturligvis urimeligt hvis danske butikker skal betale for at deres tyske konkurrenter kan løse et miljøproblem, der strengt taget ikke er de danske butikkers skyld. Der skal naturligvis ske en eller anden form for kompensation af de omkostninger butikkerne har – og det kan også sagtens lade sig gøre, men om ministerens forslag indeholder det element må vi vente med at finde ud af.
Jeg har bestemt ikke tænkt mig at kritisere miljøministeren for at være kommet ud af starthullerne – jeg har netop været en af de der har presset mest på for at der kommer til at ske noget. Men det betyder ikke at jeg dermed har fredet ministeren – for det er altså for dumt at tænke personlig profilering før resultater. Jeg ved godt at den nuværende regering virkelig har brug for at vise miljøresultater – navnlig efter at Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo i går, overfor Jyllands-Posten, erkendte at ”der ikke er sket meget på miljøområdet i Danmark i de senere år”.

Jeg er faktisk oprigtigt interesseret i at finde en løsning på de 400 – 500 millioner dåser der hvert år strømmer ind over den dansk/tyske grænse. Ikke fordi jeg har noget imod at hr og fru Jensen køber lidt billigere øl over grænsen, men fordi det er et betydeligt miljøproblem – især at dåserne ikke genanvendes.

Den anden del af problemet – altså at der kastes dåser i naturen – kan næppe alene løses ved hjælp af pant. Der er også et betydeligt kulturspørgsmål. Og det er bare ikke i orden at man lige ruller vinduet ned og kaster en øldåse eller en pose med affald fra et McDonalds måltid ud i grøften. Eller for den sags skyld at rygere lige stopper ind på en rasteplads og tømmer indholdet af askebægeret ud på jorden i en bunke. Det er en uvane og uvaner skal bekæmpes med holdninger.

Jeg er helt sikker på at den førende fortaler mod Big Mother-samfundet Simon Emil Ammitzbøll er parat til at gå i flæsket på mig, men jeg har intet imod både at løfte pegefingre, bruge penge på oplysningskampagner, gå foran med gode eksempler og hvad der ellers skal til. Det er nemlig bare ikke i orden at tro at der kommer nogen og rydder op efter os. Vi har hver især et ansvar for det affald vi producerer og det må vi tage på os.

I løbet af kort tid sættes en ny kampagne i gang med navnet ”hold Danmark rent”. Den har miljøministeren lagt stor prestige i, men betyder ikke at han har patent på den. Jeg støtter helhjertet op om initiativet og håber at det kan være med til i første omgang at lære vores yngste generationer om problemerne med affald i naturen. Så hvis din søn eller datter på et tidspunkt kommer hjem fra skole og stiller kritiske spørgsmål til hvordan I behandler affaldet derhjemme, så er det nok bare lidt god gammeldags folkeoplysning der har slået til igen.

I Ammitzbølls optik ville det sikkert hedde indoktrinering fra samfundets side – og for mig må man skam også bruge det udtryk, bare det virker!

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Jeg plejer ikke at bringe alle mine debatindlæg her på bloggen, men i dagens udgave af dagbladet JydskeVestkysten har jeg skrevet et indlæg sammen med SFeren Jesper Petersen, der lige som jeg er valgt i Sønderjylland. Dette indlæg bringer jeg her, for at give mulighed for at I der læser med også kan bidrage til debatten.

Syd og vest glemt i trafikplan

Af Jesper Petersen, MF (SF) og Benny Engelbrecht, MF (S)

Den sydjyske region er nærmest glemt i regeringens trafikplan. Det virker, som om man generelt har villet kappe de områder af, som regeringen har anset for at være ”udkantsområder”. Socialdemokraterne og SF vil forhandle med regeringen for at få flere investeringer i kollektiv trafik – herunder i Syd- og Sønderjylland.

Naturligvis skal der investeres i infrastruktur – og navnlig kollektiv transport – omkring hovedstaden og i Østjylland, men der er også trafikbehov i det sydjyske. Vi mener, at trafikplanen har adskillige blinde vinkler.

Det er helt forkasteligt, at Syd- og Sønderjylland igen ikke får færdigbygget dobbeltsporet mod syd, samt at Esbjerg og Kolding ikke bliver koblet på de kommende højhastighedstog. Altså vil hele den sønderjyske og store dele af den vestjyske region komme til at stå uden for udviklingen af den kollektive trafik. Det er meningen, at flere danskere fremover skal vælge tog frem for bil - men ambitionen gælder åbenbart ikke i vores del af landet.

Trafikplanen har dermed svigtet et dynamisk vækstområde på en måde, der gør det sværere at komme videre. Den sydjyske region lige under Trekantområdet byder på en stor vækst på arbejdsmarkedet, i erhvervslivet og på uddannelsesområdet, og er Danmarks vigtige forbindelsesled ud i Europa. Vores borgerlige kollegaer valgt i regionen har stået i kø for at afgive løfter om bedre infrastruktur, men den borgerlige regering leverer bare ikke.

Vi har ikke opgivet at sikre Syd- og Sønderjyllands naturlige placering i billedet, når der skal træffes beslutninger om trafikinvesteringer i den periode, som trafikplanen omfatter. Der kan stadig tilkæmpes sejre. Men for at sige det ganske ærligt, havde vi forventet mere fra borgerlig side.

Betydningen af at få højhastighedstog til landsdelen og at få bygget et dobbeltspor kan ikke undervurderes. Det handler om flere, hurtigere og mere pålidelige tog. Og så mangler busserne fuldstændig i regeringens plan – den nøjes med at sende aben videre til de kommuner og regioner, der er hårdt presset på økonomien af selv samme regering. Det svækker den kollektive trafik, hvor det er afgørende, at busser og tog spiller sammen.

Den allerede tætte trafik mellem Syd-/Sønderjylland og Nordtyskland må i højere grad lægges over på jernbanetrafikken, med mindre samfundet skal trækkes skævt for alvor og miljøbelastningen kamme over. Vores region risikerer at blive mindre attraktiv for investorer, for arbejdsmarkedet, for de uddannelsessøgende samt for familier, som skal have et sted at bo, og skal kunne komme nemt til og fra arbejde.

Vi har ikke glemt hvad vi har lovet, og vi vil fortsat arbejde sammen for at få forbedringer af infrastrukturen i Sydjylland - ikke bare med vores partifæller, men også med Ellen Trane Nørby, Hans Christian Schmidt, Peter Christensen og Mike Legarth, selvom den regering, de er en del af, ikke har leveret hvad vi kunne håbe. Opgaven er blevet meget sværere. Men borgerne i Syd- og Sønderjylland kan ikke være tjent med at blive koblet af. Og Danmark kan ikke være tjent med dårlige forbindelser til Tyskland og vigtige vækstområder i det vestlige og sydlige Jylland.

Du kan finde Jesper Petersens hjemmeside her…

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Hver dag kommer tyske statsborgere til Danmark for at arbejde. Nogle er pendlere, mens andre slår sig fast ned i kortere eller længere tid. Der er ingen tvivl om, at det er en god forretning for begge parter. For Tyskland er der en fordel, at en ledig er kommet i job, og for det indtil for nyligt sultne danske arbejdsmarked har det været en fordel at få nye, motiverede hænder i gang.

Så skulle man forvente, at den danske regering også støttede de arbejdssøgende tyskere med at tilbyde orientering på deres eget sprog. Men nej. Hjemmesiden workindenmark.dk er nok tilgængelig på tre sprog, men det er dansk, engelsk – og polsk. At man netop vælge en polsk version er fuldt forståeligt. Fagforeningen 3F har også dele af sin hjemmeside på polsk for de arbejdssøgende polakker. Men at udelade tysk er helt uforståeligt.

Udvekslingen af arbejdskraft mellem nabolandene er stor og vokser. Derfor hører det til godt naboskab, at man henvender sig til naboerne på deres sprog, når man har et ærinde. Især når det drejer sig om at skaffe tysk arbejdskraft til ledige stillinger i Danmark, som der ikke findes indenlandsk arbejdskraft til.

Desuden er der i disse år en fortsat usynliggørelse af tysk sprog, som bl.a. slår ud i en dalende søgning til tyskstudierne på de højere læreanstalter. Det går altså ikke i længden, at vi lader som om det nok går helt fint at tale engelsk med vore sydlige naboer. I en vis udstrækning kan det lade sig gøre, men når kommunerne i Sønderjylland har valgt at prioritere at oversætte dele af deres hjemmesider til tysk, så burde det ikke være vanskeligt at oversætte de forholdsvis beskedne informationer på en side som workindenmark.dk

Derfor har jeg spurgt beskæftigelsesministeren, hvorfor der ikke er sørget for en tysk version af workindenmark.dk. Jeg har forståelse for at der ikke nødvendigvis findes tysktalende medarbejdere i den organisation der administrerer siden, men så dyrt kan det heller ikke være at få et bureau til at oversætte det nødvendige. Og det er vel ikke et udtryk for at vi er bange for det tyske sprog?

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Den finansielle krise betyder at det bliver sværere at få lån i banken uden sikkerhedsstillelse. Bankerne er blevet mere forsigtige og det betyder at de virksomheder der lever af at låne ud uden sikkerhedsstillelse nu kan se frem til en stigende efterspørgsel. Disse virksomheder tilbyder lån der i deres reklamer kan se meget tilforladelige ud, men når man dykker ned i dem er det gerne med skyhøje renter.

På få minutter kan man på en hjemmeside klikke sig frem til lån i størrelsesordenen 200 – 300.000 kroner. Og renterne, målt i årlige omkostninger i procent (ÅOP), drøner mod himlen afhængig af om man kan stille sikkerhed.

I weekenden kunne Ritzau berette hvordan branchen kan melde om en kraftig øget interesse for deres produkter og det fik mig til at melde at Socialdemokraterne vil genfremsætte forslag om at indføre et loft over ÅOP.
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at danskerne i andet kvartal 2008 har optaget forbrugslån for godt 21 milliarder. Det betyder, at hver dansker i gennemsnit skylder 3900 kroner på de typisk dyre forbrugslån, hvilket er en stigning på 11,3 procent i forhold til samme tid 2007. Når branchen melder om en kraftigt øget interesse, skal det altså ses på baggrund af at markedet i forvejen er i voldsom vækst og nu åbenbart vokser mere.

Udlånsfirmaer, der har høje ÅOP på deres udlån, udgør et problem. Det er virksomheder, der åbent reklamerer med, at det er let og hurtigt at optage lån, og som ofte har produkter, hvor de samlede udgifter til lånet er indviklede at overskue. Hvor de fleste banker har ÅOP mellem 5 og 15 pct. på forbrugslån, har de fleste forbrugslån af f.eks. typen kviklån ofte en ÅOP på over 30 pct.

De meget høje ÅOP har ofte den direkte konsekvens, at låntager fanges i en negativ gældsspiral, hvor det bliver vanskeligere og vanskeligere at betale de løbende afdrag. Det er næppe et tilfælde at antallet af danskere, der står registreret som dårlige betalere i RKI, nærmest er eksploderet i de seneste 6-7 år.

Det kan undre at Danmark ikke allerede har regler for hvor høj renten må være, for ser vi på lande som Tyskland, Italien og Holland har de for længst indført regler i stil med det socialdemokraterne foreslår. Det borgerlige Danmark har flere gange gentaget at man ønsker et frit marked og at der ikke er nogen der vil låne penge hvis renten er for høj, men der tager de borgerlige fejl. Danskerne tager nemlig de hurtige lån som aldrig før.

Jeg håber at det vil være muligt at skabe bred forståelse i Folketinget for at det også er nødvendigt at have regulering med det grå lånemarked, for det er da kun kyniske spekulanter og inkassobranchen der kan have interesse i at danskerne tager lån med skyhøje renter.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Umiddelbart er der ikke så stor lighed mellem en flaske kildevand og en fyrværkeriraket. Det er der nu alligevel, fordi de sandsynligvis begge indeholder antimon. Det er et sjældent metal, som er i slægt med arsen – og det har i tidens løb været brugt til ikke så få giftmord.

Nu skal forbrugerne så ikke få koldsved på panden. Man bliver ikke forgiftet af de små mængder antimon i drikke- eller flaskevand. EU tillader, at der kan være op til fem mikrogram antimon pr. liter drikkevand, men gennemsnittet er meget lavere i kildevand. Antimon forekommer helt naturligt i nogle typer grundvand, så vi kan ikke undgå det helt.
Men vi behøver ikke finde os i, at der bliver flere giftstoffer i vore fødevarer.

Nu har forskere i Europa har igen testet 1500 forskellige plastflasker, som typisk bruges til kildevand (Ekstra Bladet, 9/9 08). Ved universitetet i Heidelberg i Tyskland afprøvede man i 2006 også en række plastflasker (PET-flasker), skrev Ingeniøren i marts 2006. De tre testede danske mærker indeholdt antimon, som i denne sammenhæng bruges som katalysator i produktionen af PET-plast. Antimonen stammede altså ikke fra selve vandet.
Historien har således været kendt i mindst halvandet år og givetvis også tidligere. Alligevel er der ikke rigtig nogen, der har hæftet sig ved indholdet af antimon. Derfor har jeg nu rejst sagen over for miljøministeren.

Antimon bruges normalt i legeringer og i elektronikindustrien, mens den typiske kilde til spredning af antimon er produktion og affyring af fyrværkeri. Men det er overflødigt at bruge antimon til at fremstille plastflasker. Forskeren William Shotyk, Heidelberg, har påpeget, at japanerne laver PET-flasker uden antimon. I Japan bruger man i stedet titanium, som er uskadeligt.

Jeg understreger, at hverken EU’s eller WHO’s grænseværdier er overskredet. Man kan trygt drikke kildevand på flaske, skønt postevand er både billigere og næsten fri for antimon. Men vi bør bede industrien holde op med at bruge antimon under alle omstændigheder. Ikke bare, fordi metallet afgives fra plastikken til væsken, men fordi PET-flasker i naturen sagtens kan havne i dyrenes maver og dermed skade vore naturresursers sundhed.

Derfor håber jeg på, at Troels Lund Poulsen vil være med til at fjerne antimon fra plastflasker, hvor det ikke har noget at gøre. Industrien lider ikke under, at den skal skifte fra ét metal til et andet i fremstillingen. Og bare en ekstra krølle på halen: Antimon har intet med konserveringsmidlet Atamon at gøre.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Når Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary i morgen, torsdag den 31. juli, officielt besøger det tyske mindretal i Danmark bliver det en begivenhed der vil skrive sig over i historien. Det er første gang at den danske tronfølger aflægger mindretallet besøg og kun fjerde gang at det danske kongehus er på besøg – derfor er det også en helt særlig dag som bliver forberedt grundigt.

Og hvorfor skriver jeg nu om det? Fordi mindretallene nord og syd for grænsen er væsentlige bidragsydere til det grænseoverskridende samarbejde i det dansk/tyske grænseland og som sådan vigtige brikker i den vækst området har oplevet i de forløbne år. Derfor glæder det mig hver gang de to mindretal kan blive bekræftet i deres status som en integreret del af samfundet med en særlig egenart der ikke er en last, men en styrke for det omgivende samfund.

Den danske dronning besøgte første gang det tyske mindretal i 1986 og igen i 1998, sidstnævnte gang i forbindelse med besøget fra den tyske præsident Roman Herzog. Kronprinsens broder prins Joachim aflagde besøg ved mindretallet i 1997 og nu er turen altså kommet til kronprinseparret.
Det kongelige besøg vil naturligt bringe fokus på det tyske mindretal, ikke blot her i regionen, men i hele landet – og med vanlig tysk interesse for hvad det danske kongehus foretager sig, vil det også give stor opmærksomhed i vores sydlige nabolands trykte og elektroniske medier. Den opmærksomhed er fuldt fortjent og jeg kan blot i mit stille sind håbe på, at blot et par enkelte også vil benytte en smule spalteplads på hvorfor netop det dansk/tyske grænseland er så stor en succes målt med både fredens og samfundsvækstens målestok. Sønderjylland er med rette kaldt porten til Europa og tilsvarende må Schleswig-Holstein i Tyskland opfattes som porten til Skandinavien.

Det er ved lejligheder som disse kutyme at også repræsentanter for det officielle Danmark inviteres. Derfor vil også jeg deltage i det royale besøg som en blandt mange repræsentanter for Folketinget valgt i Sydjylland. Det er trods alt en opgave af den lettere slags. Den indebærer godt nok at indfinde sig i pænt (og varmt) tøj, men ellers blot et håndtryk og beleven konversation. Og alligevel er det med en særlig følelse at jeg vil deltage, vel vidende at det er en begivenhed der har umådelig stor betydning for alle i mindretallet og en begivenhed der vil blive husket i mange år. Jeg har en let opgave i morgen hvor den største udfordring bliver at huske etiketten og forsøge at undgå at spilde kaffen, men det er en brik i det store puslespil der betyder meget for anerkendelsen af en vigtig befolkningsgruppe – og derfor vil jeg deltage med ydmyghed og respekt for opgaven.

Læs mere om det tyske mindretal i Danmark her…

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Fredag aften blev jeg interviewet til TV2 Nyhederne om det socialdemokratiske forslag om at fordoble dåsepanten. Siden har min telefon kimet, min mail glødet og folk stoppet mig på gaden for at snakke dåser. Altovervejende er forslaget om at hæve panten på dåser i en periode på 2 – 4 år, for at for flere til at returnere dåser, blevet rigtig godt modtaget.

Sågar Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo overraskede alle ved fredag, fra en solbeskinnet Roskilde Festival, at sige at han faktisk syntes det lød som et godt forslag som han ville diskutere med os efter sommer. Om det var den gode musik, det gode vejr eller noget helt tredje der havde påvirket Vesselbo vides ikke, men der gik mindre end 24 timer før han vendte på en tallerken og til Ritzaus Bureau udtale: ”Jeg tror ikke umiddelbart, at højere dåsepant vil løse problemerne.”

Baggrunden for vores forslag er ret enkelt. Alt for få dåser returneres i det danske pantsystem. 14 % af alle solgte sodavands- og øldåser kommer aldrig tilbage – Dansk Retursystems mål er at 95 % af alle dåser skal retur og der er altså ganske lang vej til vi når det punkt.

I dag er panten på dåser reguleret efter panten på glas og plastikflasker. Det betyder i praksis at en 33 cl dåse er belagt med en pant på 1,00 krone – samme niveau som en 33 cl glasflaske. Socialdemokraterne mener at en fordobling af panten på dåser – i en kortere årrække – kan få flere til at aflevere deres dåser. Det vil bryde med det princip der er for at panten på forskellige materialer er ens, men når der er store miljøgevinster ved at indføre differentieret pant på forskellige materialer, er miljøhensynet vigtigere end at fastholde dette princip.

En øget pant på metaldåser vil kunne hæve returgraden af dåser ved at give et kraftigt incitament til forbrugerne for at indlevere de tomme dåser. Samtidig vil det have en afsmittende effekt på andre affaldstyper, idet bortkastede dåser i naturen har fået stor opmærksomhed i befolkningen.

Tomme dåser har en meget lang nedbrydningstid i naturen og dele af dåser er mistænkt for at være skadelige for køer, når dåser smidt i grøftekanten havner i dyrenes foder.

Hvert år køber danskerne 300 millioner dåser med pant i danske butikker. Af dem returneres 42 millioner dåser aldrig. På bare 5 år er antallet af solgte dåser i Danmark steget fra 59 mio til 300 mio. og den stigende tendens forventer branchen vil fortsætte.

Jeg har udtalt til pressen at danskerne er verdensmestre i at aflevere tomme flasker. Vi er ganske enkelt opdraget med at en flaske er penge værd. Jeg husker tydeligt hvordan jeg selv som barn samlede flasker til 1. maj i Fælledparken. Det var et godt supplement til lommepengene!

Spørgsmålet om de mange dåser uden pant der bliver købt i Tyskland i grænsebutikkerne ved hjælp af eksporterklæringer vil ikke kunne løses af forslaget om fordobling af den danske pant, men som faste læsere af denne blog vil vide, så har jeg beskæftiget mig rigtig meget med det tyske dåseproblem i de forgangne måneder.

Miljøminister Troels Lund Poulsen var i weekenden ude med en melding i Jyllands-Posten om at han nu vil kontakte sin tyske kollega. Man kunne fristes til at tilføje ”igen”. For det er jo ministerens standardsvar, som vi senest fik på det åbne samråd om problemet den 15. maj. Jeg vil skrive mere om dette i løbet af denne uge, så følg med – dåsesagen er ikke slut endnu.

Læs også:

Nu er det blevet tid til handling – ikke mere dåseskjul

Danmark samler affald 

For mange dåser i den danske natur

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Det forlyder at brandvæsnerne i Danmark har haft en usædvanlig travl Sankt Hans aften på grund af den hårde vind. Jeg selv oplevede at blæsten var med til at give ekstra meget varme på bålet - så især da jeg talte i Broager, måtte både jeg og publikum flere gange trække længere væk fra flammerne. Heldigvis gav det dog ikke farlige situationer, for de der havde anlagt bålene vidste hvad de havde med at gøre.

Det blev en travl aften i går, for ikke blot skulle jeg tale i Dyvig, men som sagt også i Broager. Det kom lige til at hænge sammen at nå fra den ene ende af Sønderborg Kommune til den anden og det gav også lejlighed til at tale med en masse hyggelige mennesker på en skøn midsommer aften.

Nedenfor er min tale fra i går aftes:

(Det talte ord gælder) 

Kære tilhørere

Hvert år, sådan cirka en uge før Sankt Hans begynder vi at skue mod himlen. Hvordan bliver vejret mon i år?, spørger vi hinanden. Bliver det atter en våd Sankt Hans hvor bålet kun kan tændes med brug af alle de bedste spejder-kneb. Eller bliver vi heldige i år? Spekulationerne er mange og hvis der er noget vi danskere er gode til, så er det at tale om netop vejret.
Heldigvis bor vi da også i et land hvor man aldrig er sikker på hvad vejrguderne finder på og måske er det netop årsagen til at vi danskere har så man vejrvarsler.

”Regn Sankt Hansdag giver et grønt år.” Sådan siger et af de mange folkelige visdomsord om midsommertiden. Om det har noget på sig som alle de andre gamle vejrvarsler skal jeg ikke kunne sige.

Der er meget folketro knyttet til denne årstid. Det meste har vi dog gemt godt og grundigt væk. Vi er nok ikke blevet mindre overtroiske, vi er bare blevet det på andre måder.

Lad os nævne et par eksempler. Mange tror at man finder fremtidens sangtalenter ved at holde amatørkonkurrencer i tv. Mange tror at dokumentarudsendelser i tv er den skinbarlige sandhed. Mange tror at regeringens ministre aldrig kunne drømme om at gøre andet end det, de har lovet os. Og mange tror også på at når en statsminister siger, at han ikke er ude efter et job i udlandet, så må det jo passe. Vi har jo selv set det på tv.
Om det sidste var tilfældet får vi måske aldrig at vide, for det job der var slået op – og som statsministeren siger han altså ikke søgte – er med Irlands nej til Lissabon-traktaten nok slet ikke ledigt alligevel.

Der findes mange Sankt Hans-varsler og i hvert fald ét af dem må man tage helt alvorligt. Det er et godt råd til de unge piger: ”Vogt jer for Skt. Hansormen”, sagde man i gammel tid – især i Nordsjælland. Man havde nemlig set at de unge møers maver havde en tendens til at vokse kendeligt i tiden efter Skt. Hans, når de i de lyse nætters tid blev stukket af den farlige Sankt Hans orm.

Midsommer er en gammel skik – måske vores ældste højtid overhovedet. Og det betyder også gamle traditioner.

Nu om lidt har I hørt en Skt. Hans-tale. Så synger vi ”Midsommervisen”, bagefter beundrer vi bålet og sender så heksen ad Bloksbjerg til. Sang, dans og lidt musik hører også til. Det var så den Skt. Hansaften. Så hvorfor er det nu lige, vi fejrer denne højtid?

I dag har højtiden i hvert fald ikke ret meget præg af svundne tiders skikke. Vi har lige akkurat bålet, heksen, fællessangen og talen tilbage. Men langt de fleste af Skt. Hans-traditionerne er forsvundet.
Vi fejrer Skt. Hans af flere grunde.
Der er lige dele hedenskab og kristen tro indblandet. Nogle vil sikkert mene, at de hedenske elementer er i overtal. Dels er det den oldgamle midsommer, vi fejrer. Dels er det Johannes Døberens fødselsdag.

Højtiden har altså fået navn efter Johannes, den hellige Hans.
Ingen vidste præcis hvornår Jesus var født og det samme var tilfældet for Johannes Døberen. Det giver jo en dejlig frihed og den udnyttede man til at placere fejringen af Jesus samtidig med fejringen af årets korteste dag, mens man så passende kunne fejre Johannes Døberen på den længste.
De gamle kristne vidste godt at skulle de have hedningerne med, skulle de ikke fjerne deres vigtige fester, men i stedet lave dem om til kristne fester.

Den oldgamle solhvervsfest, som er forgængeren for Sankt Hans ved vi ikke ret meget om. Forestillingen i oldtiden var den, at solen gik i en spiralbane, og at den stod lavest i spiralen ved midvinter, mens den omvendt stod højest ved midsommer.

Ved midsommer brænder vi derfor bål. For den årstid opfattede man som årets mest magiske tid. I de tider, hvor menneskene betragtede det uforståelige som ren og skær trolddom, da var der tryk på kedlerne ved midsommertide. Og de kunne holdes i ave ved bål. Det holdt ondskaben væk og fremmede den gode høst i tiden efter midsommer.

Vores hverdag ikke nær så magisk som i gamle dage. Og alligevel er det forunderligt, at mennesker i dag er helt vilde med det magiske i form af ”det alternative”. Den alternative branche har en milliardomsætning på produkter og behandlinger, hvis nytteværdi der ikke altid er bevis for. Men OK, vi tror også på, at det vi ser i tv er sandt – alt sammen. Sandheden er jo den at man altid skal tage sin sunde fornuft med.

Vi er på vej til at skabe os selv en masse småguder. Mennesker, hvis liv i medierne tilsyneladende er indbegrebet af glamour, penge og særlige evner. Skuespillere, modeskabere, sportsfolk, rockstjerner.

Vi oplever lige nu et EM i fodbold, hvor stjernerne er småguder. Men det sekund, de misser et oplagt mål, som vi hjemme i sofaen sagtens kunne have gjort meget bedre, så er deres gude-status væk.

Er det virkelig glamour, penge og berømthed der er vores samfundsideal? Eller er det i stedet det gode liv vi bør stræbe efter?

Her ved skærsommertide skal jeg også lige sende et blik bagud til de mange, som fik et uretfærdigt endeligt i det anfald af religiøst vanvid, vi kender det som hekseforfølgelserne. I og for sig har det ikke meget med midsommer at gøre, men vi har jo gjort en glædesfest ud af to elementer, som bestemt hører til vores mest dystre forhistorie.

At vi brænder en symbolsk heks er faktisk den nyeste Skt. Hans-skik, for som det hedder i Drachmanns ”Midsommervise”:

”Hver by har sin heks
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med
glædesblus holde.”

Altså: Glædesblus, som skulle holde troldtøjet væk. Deriblandt folketroens hekse.

Disse ondskabsfulde hekse kunne ifølge folketroen sende mængder af utøj efter folk eller fortrolde dem, så de blev syge og måske døde. Et gustent blik var nok til at ødelægge efterårets høst. Heksene kunne forvandle sig til dyr, og de havde en forkærlighed for sorte katte. De holdt også stormøder på Bloksbjerg Skt. Hansaften, hvor de kom flyvende på stave og koste.

Mange af heksene var det, man i folketroen kender som ”kloge koner”, og som i dag kunne kaldes alternative behandlere. De havde nemlig viden om urters brug som lægemidler, og når de kendte til naturens helbredende kræfter, så måtte de nok også kende det modsatte.

Det var i hvert fald, hvad folketroen foreskrev, og man kan tydeligt se, at heksetroen var en rest af hedenskaben.

I lang tid afviste de kristne derfor hele den gamle folketro som overtro og opspind. Men under kong Christian IV ser vi heksebålene flamme op. Chr. IV ser vi ellers som en stor renæssancefyrste med pragtbygninger og et sundt, naturligt forhold til øl og kvinder.

Mange var de ikke, de såkaldt rigtige troldfolk, som endte på bålet. Formentlig var det højst tusind trolddomsanklagede, som blev henrettet. Og hvem var de så? Sandelig, det var mest de modne kvinder, som blev genstand for forfølgelsen.

Alligevel slap danske hekse på mange måder billigt i forhold til, hvad vi kender fra Tyskland og Sverige af ”heks
eepidemier”. Men derfor kan vi godt overveje, hvad der drev mennesker til så vanvittige anklager som dem om trolddom og hekseri.

Men vi skal bestemt ikke kaste med sten fra vore egne glashuse. For også i dag er vi gode til at klæbe etiketter på mennesker, vi ikke bryder os om. Vi skal faktisk passe på med ikke at brænde det onde af i andre, når det også findes i os selv.

Vi møder hver dag bøvet bodegasnak og hadefuldheder fra rigets fornemste talerstole. Er det måden for en fri, demokratisk debat – eller er det bare de gamle hekseprocesser om igen?

Der er en forandringens vind, der blæser over vores demokratiske samfund i disse år. Den går på at standardisere, kontrollere, regulere og indskrænke menneskers muligheder. Jeg tror ikke på, at vores mangfoldighed kan trives gennem øget central styring, umyndiggørelse, regeltyranni og detailstyring af menneskers hverdag. Det fører i sidste ende til, at nogen kommer på bålet enten bogstaveligt eller i overført betydning.

Når det pusler overalt i vang og vænge her ved skærsommertide, så er det på tide at lade et glædens budskab lyde. Og det er meget kort: Jeg synes, at glæden og solhvervet hører sammen, og at vi skal invitere hekse, troldtøj, nisser, de underjordiske såvel som de overjordiske til at fejre højtiden sammen med os.

Så bliver Skt. Hans en rigtig fest, en fest for lyset.

Tak for invitationen - god Skt. Hans-aften alle sammen.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Weekenden stod i sommerens og det sydslesvigske tegn. Min kone og jeg deltog i de danske årsmøder i Sydslesvig som en del af den officielle danske repræsentation hos de danske syd for grænsen.

Det var en dejlig oplevelse at blive taget så åbenhjertigt imod overalt vi kom frem. To steder skulle jeg tale - på Duborg Skolen i Flensborg og ved SdUs arrangement i Schleswig. Ved begge lejligheder blev der lyttet særdeles opmærksomt og der blev lejlighed til eftertænksomme samtaler efterfølgende.

Nedenfor gengiver jeg min tale, for interesserede:

Allerførst vil jeg takke for at få lejlighed til at tale ved et dansk årsmøde i Sydslesvig. Som bekendt skal der jo være en første gang til alting, og i år er første gang jeg får denne store ære. En sådan første gang giver anledning til at gøre sig overvejelser om selve det at være dansk. Hvad er danskhed? Kan det måles og vejes eller kan det føles?

Sydslesvig er et glimrende eksempel på, at det ikke er fødested, pas eller stemmeret der er afgørende for, om man føler sig dansk. I dagene omkring de danske årsmøder klæder landsdelen her sig jo i rødt og hvidt. Dansk tales alle steder, og Dannebrog er hejst. Mennesker over hele landsdelen deltager i arrangementer tilrettelagt efter danske skikke og sæder. Øjet møder her et koncentreret Minidanmark med den uundgåelige sønderjyske drejning.

Der kan i år være flere grunde til fejringerne. Jeg har på fornemmelsen, at SSVs, fornemme resultat ved kommunalvalgene for nylig giver glæden et ekstra hak i vejret. Som dansk politiker vil jeg ikke kommentere den politiske situation andre steder, men vi må heller ikke gå i så små sko, at vi ikke kan gratulere SSV med resultaterne. Det var virkelig fornemt. For man kan ikke kunstigt trække et skel mellem det danske mindretal og mindretallets politiske gren.

Mindretallet vil altid være en vigtig dialogpartner for os der har bosat os lige nord for grænsen. Uanset vores politiske tilknytningsforhold og vores politiske hverv, har vi desuden en særlig forpligtelse, fordi vi er bosat hvor vi er.

Man kan altid få et præcist billede af et samfunds karakter ved at se på den behandling, det giver sine mindretal, men man kan også lære meget af at se på hvordan mindretallet opfører sig overfor det samfund det befinder sig i. Jeg har noteret mig, at danskerne i Sydslesvig tager aktivt del i udviklingen af deres region. Og jeg har noteret mig at man har et aktivt samarbejde med andre mindretal i Tyskland og samtidig gør en stor indsats i den europæiske forening af nationale mindretal. Dermed får et nationalt mindretal også en international rolle og et globalt udsyn ved at samarbejde og sammenligne vilkår.

Et ufrit samfund nægter altid sine mindretal særrettigheder. Alle skal tvinges ind under ”nationen”. I Østeuropa fik de østtyske sorbere og de tysktalende rumænere ikke større frihed, blot fordi de blev anerkendt som nationale mindretal. Efter 2. Verdenskrig blev danskere og tyskere enige om at anerkende, respektere og støtte eksistensen af nationale mindretal på begge sider af grænsen.

Vor vej har været den gunstigste. For uanset hvor ens pas er udstedt, i Danmark eller Tyskland, gælder kun én ting – menneskets hjertelag. For mange af jer, der her formelt set er enten tyske eller danske ser ud over det. Hvad der samler os er større end en landegrænse.

De danske syd for grænsen er ikke danske i udlændighed, for Sydslesvig har været deres slægts hjem i generationer, og man forener det danske sind med det tyske flertalssamfunds hverdag. Derfor har danske sydslesvigere aftvunget deres tysksindede naboer respekt, fordi de tænker dansk – men lever tysk.

Vi har på kryds og tværs af grænser og sindelag udviklet et net af forbindelser i det sønderjyske og slesvigske område. Vi må bestræbe os på at udbygge kontakterne og samarbejdet. Så kan vi måske om 12 år i anledning af 100 året for Sønderjyllands tilbagevenden sige: Det var rigtigt at trække en grænse på det sted, på den tid, men i år 2020 er tyske, danske, sydslesvigske og frisere så integreret i det europæiske hus, at fortids nationale strid er afløst af samvirke.

Dermed, med sprog og fællesskab, er vi inde ved noget af kernen i det at være dansk. Vores fælles sprog er nøglen til at forstå vores kultur, til at begå sig i vores samfund, til at forstå vores underfundige humor. Vores åbenhed er nøglen til at forstå vores samfunds og vores erhvervslivs store succes.
Det danske sprog har intet menneske, ingen bevægelse patent på, ligesom der ikke er eneret på det danske flag, på Dannebrog.
Men i disse år udfordres danskheden af en nationalromatisk tankegang, som også kan følges i Sydslesvig, ikke mindst fordi I er så privilegerede at have en fremragende dansksproget avis, der også vender øjnene nordpå – og I har muligheden for at følge æterbårne danske medier. Endnu i alt fald.

Det danske samfund er kendetegnet ved at tilpasse sig, udvikle sig og være et forbillede for andre samfund i verden. Det kan og skal vi være stolte af. Derfor er det fortvivlende at opleve, at småligheden breder sig i den danske værdidebat. Stærke kræfter er fortalere for værdier der leder tankerne hen på en tid før min, til da mine forældre var unge i 1950’erne. Til et romantisk billede af røvballegardiner og søndage i kolonihaven, men også et billede af en lukkethed, en definition af næsten som naboen, men ikke den fremmede. En vi er os selv nok. Et værdisæt der fordi det er grundlag for en borgerlig/liberal regering også har indflydelsen til at påvirke det danske samfund. Ikke med det borgerlige Danmarks gode vilje, men den borgerlige trang til at regere smalt er større end ønsket om at kunne sige ”nok er nok”.

Danskheden kan ikke kræves af en bestemt gruppe som deres hævdvundne ret. Den tilhører os alle og ikke kun os i Danmark, men også de mange, der ude i verden føler sig danske. Man behøver med andre ikke at kunne stemme til et dansk valg for at føle sig som en del af det danske.

Min partifælle, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde i 1999, at ”så længe I holder ved os, holder vi ved jer”. Det løfte vil jeg ikke blot gentage i dag, men også tilføje, at i denne tid, hvor danskheden igen og igen bliver udfordret i Danmark, vil jeg gerne slå fast at jeg er stolt. Stolt over at I fortsat vælger at holde fast i os.

Endnu en gang tak for jeres invitation – og med håbet om nogle smukke årsmødedage glæder jeg mig allerede til næste år. Jeg ønsker jer alle et godt årsmøde 2008.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook: