Den såkaldte GDA-mærkning af fødevarer er blevet et ganske hedt emne på Christiansborg. GDA er industriens eget ernæringsmærke og det kan føles, for det tager mest hensyn til, hvordan forbrugerne kan få det absolut mest positive indtryk af produkterne.

Imidlertid er GDA-mærkningen stærkt vildledende, og fødevareindustrien tyer via mærket til uigennemskuelige portionsstørrelser for at snyde forbrugerne, som man kunne se på DR i går aftes.

Jeg har selv lavet en lille pædagogisk opstilling med en helt almindelig cola – det kan du se på BennyTV

Men hvad er GDA-mærkningen da for en størrelse?

GDA tager udgangspunkt i seks næringsstoffer: Energi, fedt, mættet fedt, kulhydrater, med særlig angivelse af sukkerarter og salt. Indholdet angives som en procentdel af et referenceindtag i forhold til en portionsstørrelse – og denne størrelse fastsætter virksomhederne selv. Referencen er en kvinde på 40 år. Ophavsmændene til forslaget er ni internationale virksomheder: Coca Cola, Danone, Kellogg’s, Kraft Foods, Nestlé, PepsiCo, Unilever, Masterfoods og Cadbury Schweppes. En lignende GDA-mærkningen har været anvendt i USA i en årrække, uden at det begrænset fedmeudviklingen.

Med andre ord: Selvom amerikanerne elsker GDA-mærkningen, fordi de synes de kan finde ud af den, så må man bare sige, at i praksis er USA den fedeste nation i verden og her synes GDA-mærket ikke at have haft den mindste smule effekt.

GDA-mærket fremmer ganske enkelt industrielt fremstillede fødevare med tomme kalorier (for eksempel sodavand, slik, chips), mens naturlige fødevarer som mælk, frugt og grønt, kød, fisk og fuldkorn med mange vitaminer, mineraler og andre vitale næringsstoffer falder dårligt ud.

Med GDA-mærkning ser en sukkerfri Cola sundere ud end et glas letmælk, og en portion Frosties (morgenmadsprodukt) ser sundere ud end et æble.

Som modargument anføres typisk, at forbrugerne godt ved, hvilke af disse produkter der er sundest, men et ernæringsmærke skal være så klart, at forbrugerne kan skelne sundt fra usundt uden krav om en stor forhåndsviden.

Foreløbig ser det ud til at der kan skabes et flertal udenom regeringen i sagen, så Fødevareudvalget pålægger fødevareministeren at modarbejde at GDA-mærket bliver påkrævet i EU.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Jeg frygter lidt at jeg om et øjeblik vågner af en dejlig drøm, for det virker næsten sådan. 8 år med en håbløs ledelse af USA som har fået ubetinget støtte af en dansk regering er slut om to dage. En ny visionær, farvet præsident tiltræder og skal overtage opgaven med at få det amerikanske samfund ført gennem en voldsom økonomisk krise, blandt andet ved at investere i mere vedvarende energi. Men når jeg kniber mig i armen forsvinder drømmen ikke. Det er virkelighed.

Jeg er ikke naiv, jeg ved godt at politikere der stiller meget store forventninger op, nødvendigvis også har en større risiko for at skuffe end de der ikke gør det. Der var i grunden ikke de store forventninger til George W. Bush og dem der var, levede han op til – ikke mindst med hans meget klodsede udtalelser. Jeg er dog overbevist om at den nyvalgte præsident Obama kan løse en række af det amerikanske samfunds udfordringer.

Når vi skuer ud i fremtiden ligger der en yderst usikker vej for hele den vestlige verden. Jeg er ikke i tvivl om at vi må styrke de internationale relationer, for alt i verden modvirke konflikter mellem lande eller befolkningsgrupper og fremme bæredygtig handel og energifremstilling. Her vil Danmark få en vigtig rolle, ikke mindst på grund af FNs klimatopmøde i december. Netop fordi en succes er vigtig for hele verden – og ikke kun for Danmark – bør den danske statsminister også lægge sin politiske linie om. Han bør først fremmest erkende at den ubetingede støtte til den tidligere amerikanske ledelse havde præg af nærmest betingelsesløs hengivelse. Den kritik en god ven burde have givet den amerikanske præsident, har manglet fuldstændig.

Hvis ikke den danske statsminister forstår vigtigheden af et brud med tidligere dogmer, bør han snarest overlade roret til en anden, der ikke har samme blakkede fortid. Ellers er der en alvorlig risiko for at han kan blive en sten i skoen i forhold til det samarbejde mellem danske og amerikanske klimadiplomater. Det gnidningsfri samarbejde er helt afgørende for at sikre en god aftale i København i december 2009.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Når jeg sætter tænderne i en lækker kylling, der har gået og hygget sig hjemme i min gode ven Eriks hønsegård, er jeg aldrig i tvivl om at der er enorm forskel på den meget billige frosne fugl jeg kan købe i supermarkedets frysedisk og så den lækkerbisken jeg er så heldig at kunne sætte tænderne i til en god søndagsmiddag, hvor Charlotte og jeg har gået og puslet i køkkenet og inviteret gæster.

Alene størrelsesforskellen er enorm mellem Eriks fugle der har en slagtevægt over tre kilo og så den lille 1600 grams papkylling man kan købe enkeltvis eller i kasser til en uhyrlig lav pris. Men først og fremmest handler det altså om smagen! Når man først har tænderne i en af Eriks kyllinger er man solgt til stanglakrids. En papkylling bliver aldrig det samme igen!

Desværre er der ikke så mange der har adgang til de helt fantastiske kyllinger. Og når jeg ser på prisen må jeg også erkende at hvis den danske forbruger ikke vil betale særlig meget for fjerkræ, så bliver det vanskeligt at levere en ordentlig kvalitet. Jeg kan da også leve med at der er billige kyllinger på markedet, hvis bare man også har muligheden for et egentligt valg. Dog er det helt afgørende at den måde vi producere fjerkræ på ikke går på kompromis med folkesundheden.

I dag har Folketingets europaudvalg en sag på dagsordenen som vi i Danmark heldigvis er enige om at sige nej til. Forslaget handler nemlig om at tillade kemisk behandling af fjerkræ, for at sikre at det ikke indeholder sundhedsskadelige bakterier. Hvis sådan et forslag skulle blive gennemført i Europa ville det være et grundlæggende brud med princippet om at man skal bekæmpe smittefaren for eksempelvis salmonella ved kilden – altså hos producenterne.

Spørgsmålet er blevet aktuelt fordi man i USA har en anden tilgang til spørgsmålet. Her foretrækker man at beskytte forbrugerne ved at foretage kemisk behandling. Stort set alt fjerkræ i USA bliver derfor kemisk behandlet, hvorfor det ikke er muligt for de amerikanske producenter at eksportere til det europæiske marked.

Jeg er meget tilfreds med udsigten til at vi Europa kan samle et kvalificeret flertal for at fastholde den praksis vi har, hvor vi ikke acceptere kemisk behandling af fjerkræ. Også selvom det betyder at vi holder amerikansk fjerkræ ude af markedet.

For at fejre det, overvejer jeg om menuen på søndag skulle bestå af en af de føromtalte kyllinger.

www.benny-engelbrecht.dk

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Sidste år er længe siden, hedder titlen på Susan E. Hintons ungdomsroman fra 1972, men det kunne også være overskriften når jeg skal beskrive mit forgangne år. Og dog, for samtidig er det gået ufatteligt stærkt. Jeg synes næsten lige jeg er trådt ind over dørtrinnet på Christiansborg for første gang siden valget 13. november 2007, men også kun næsten.

Det er med andre ord tid, her kort før mit 1 års jubilæum som medlem af Folketinget, tid til at gøre status over det forgangne år og samtidig se lidt frem. Første og fremmest er jeg glad for at jeg meget hurtigt fandt en rutine i arbejdet som folkevalgt. På mange måder har jeg kunnet bruge min erfaring fra arbejdsmarkedet – og især de år jeg var selvstændig – som inspiration til at finde en god rytme i det jeg gør. For det er en meget selvstændig opgave at være MF’er. Der står ikke en chef udenfor kontoret om morgenen hvis man kommer for sent og der er heller ingen der coacher om arbejdsmetoder. Det giver frihed, men jeg er også glad for at jeg har været vant til at køre efter mine egne rutiner og sætter metodiske mål og delmål i mit arbejde.

Alligevel skal man dog også – det kan jeg vist roligt afslører – være sig helt bevidst om at der let kan opstå noget nyt, en aftale skal flyttes eller noget helt tredje kommer i vejen, så det man havde planlagt går helt fløjten. Med andre ord: Det jeg tror jeg skal i morgen holder ikke altid og jeg er for længst holdt op med at blive frustreret hvis det hele skal laves om. Det er faktisk også det der er med til at gøre det hele lidt sjovere.

Jeg har, som jeg også lovede efter valget, holdt min blog løbende opdateret – skrevet om stort og småt og mest om det politiske. Det vil jeg fortsætte med at gøre og selvom det i stadigt højere grad handler om det emner jeg beskæftiger mig mest med, nemlig forbrugerspørgsmål, så vil jeg også beskæftige mig med andre emner i fremtiden. I den sammenhæng vil jeg gerne sende en varm, varm tak til de mange der læser med på bloggen og kommer med kommentarer. Det er langt fra altid at I er enige med mig, men langt de fleste holder en sober tone. Det er jeg meget glad for!
Jeg vil også fremover bestræbe mig på at svare løbende på de kommentarer I kommer med. I skal i alt fald vi de at jeg læse det I skriver og jeg bruger det i vidt omfang til inspiration. For nylig resulterede en kommentar her på bloggen for eksempel i et udvalgsspørgsmål i Folketingets Erhvervsudvalg.

Jeg er også kommet på Facebook og er begyndt at videoblogge via Youtube. Facebook har givet en ekstra mulighed for at lade det jeg skriver komme ud til dem der kender mig, mens videobloggen er en mulighed for at supplere med en mere personlig vinkel på tingene. Her skal jeg især sende en varm tak til min assistent Christian der står for kameraet. Skulle der være en enkelt der synes at min videoblogs har lidt dogme-agtig karakter, skyldes at Christian har en forkærlighed for bevægelige kameragange og ja – det er som regel ”first-takes” som det hedder. Jeg dukker op, Christian starter kamera, jeg snakker og Christian stopper kamera. Det er jo ret enkelt.

Jeg vil ikke her udrede om de mange politiske sager jeg har involveret mig i – det kan I jo læse om i mine andre blogindlæg. Jeg vil dog gøre opmærksom på en lille smart feature der findes på Facebook: Del link. Den bruger jeg på den måde at når der ligger omtaler af noget af det jeg laver politisk, så linker jeg til det – det kunne være en artikel eller en pressemeddelelse. På den måde kan Facebook-brugere se de presseklip jeg selv har – en lille ekstra service hvis man ikke får nok af at følge med her på bloggen.

Og så til det spørgsmål jeg er blevet stillet et utal af gange: ”Er det som du havde håbet på, at blive valgt til Folketinget?”
Til det kan jeg kun sige: Nej. Det er meget mere end jeg havde turdet håbe på, ikke mindst fordi jeg allerede i mit første år på borgen har været så privilegeret at få et spændende ordførerskab.

Når jeg om fire dage kan fejre mit 1 års MF-jubilæum bliver det nu ikke med den store festivitas. I stedet bliver det tidligt gruppemøde, møde i trafikudvalget, møde i gruppebestyrelsen, frokostmøde med det danske mindretal i Tyksland, rundvisning med en gymnasieklasse fra Munkedal, paneldebat ved Sønderjydske Algemeine og endelig fuld forestilling om aftenen på årets Christiansborg-revy. Jo – sådan næsten en helt almindelig dag i arbejdsliv.

Og så er det altså lidt sjovt at tænke på, at mens jeg kan fejre 1 års jubilæum i år, så har det længst siddende medlem af tinget, Svend Auken, været medlem siden 1971 - da jeg altså var bare 1 år gammel. Se DET sætter tingene i et passende perspektiv.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Det er gået særdeles godt for den danske banksektor i en ganske lang periode. Det har jeg al mulig grund til at ønske branchen tillykke med. Finansrådets opgørelser viser at bankerne de seneste 10 år har tjent 263 mia. kr. før skat – efter skat blev det til 204 mia.
Det er faktisk ikke så ringe endda, som man siger i Jylland.

Men som Bob Dylan sang: The times they are changing. Lige nu står Danmark lidt på kanten af bassinet, mens de store lande skvulper rundt i det store finanskrisebassin. Vi er blevet ramt af lidt bølger, men endnu har vi da ikke set de kæmpe krak som har ramt lande som USA, Storbritannien og eksempelvis Island, for at vælge nogen i en anden størrelse.

Imidlertid kommer man ikke udenom at Nationalbanken med opkøb af en bank og garantistillelse til en række andre kriseramte banker, har belastet de danske skatteydere med et større milliardbeløb.

Det er på tide at stille sig selv det enkle spørgsmål om det er rimeligt. Skal det virkelig være danske skatteydere, der først og fremmest skal finansiere en økonomisk redningsplanke til dårligt drevne banker. Banker hvor ledelsen i visse tilfælde har tjent rigtig godt på investeringsstrategier, med uacceptabelt høje risikoprofiler? Var det ikke rimeligt at bankverdenen, der samtidig har en både direkte og indirekte interesser i at redde nødlidende banker, var med til at bidrage med en større bid af kagen?

Socialdemokraterne har i dag spillet klart ud, ved at sige at vi ikke accepterer, at bankdirektioner bare kan feste igennem i opgangstider og så smutte fra regningen, når de dårlige tider viser sig. Det skal ikke alene være en offentlig finansieret redningstjeneste der tager sig af fallenterne, når ulykken er sket.
Derfor mener socialdemokraterne at den finansielle sektor skal pålægges at etablere og finansiere en nødfond, der træder til, når finansielle virksomheder er i alvorlig krise.

Vores vurdering er, at nødfonden skal være på mindst 10 mia. kr. for at være tilstrækkelig robust til at yde et væsentligt bidrag i eventuelle kommende redningsaktioner. Og det kan kun gå for langsomt med at få bygget rammerne op.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Familien skal på ferie. Drømmerejsen går til USA og I har fundet ud af at I kan spare rigtig mange penge ved at bestille ferien selv på nettet, direkte via en rejseportal, frem for at bestille rejsen hos et rejsebureau. Alt tegner til at I kan se frem til en rigtig god ferie, men noget går galt og der er intet sted at gå hen og få hjælp. Mere om denne fiktive, men virkelighedstro, historie om lidt.

I dag er det meget vanskeligt at klage over sin rejse – der er tre forskellige steder man kan klage, afhængig af hvilken rejse man har været på – og hvis man har købt sin rejse i udlandet bliver det først besværligt, for så er det reglerne i det land udbyderen af rejsen er hjemmehørende i, der er gældende.

Man kan let forestille sig at en dansker køber billet til et tysk flyselskab, der skal flyve vedkommende til Norge, gennem et internet-bureau der befinder sig i Holland. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig hvor vanskeligt – for ikke at sige umuligt – det kan være for en helt almindelig forbruger at finde ud af hvordan en klage i givet fald skal håndteres i den situation.

Dette emne har jeg arbejdet med siden jeg blev udpeget som forbrugerordfører, ikke mindst fordi rigtig mange danskere har haft dårlige oplevelser når de har købt flyrejser på nettet og det har resulteret i det udspil om flyrejser socialdemokraterne i dag fremlægger. Udspillet har fået titlen ”Flyrejser uden humbug” og med den titel får vi vist mere end antydet at der også findes selskaber der sælger flyrejser vel vidende at forbrugerbeskyttelsen er meget ringe når der købes rejser på nettet. Når der ikke er nogen fornuftig klagemulighed og der ikke er nogen reelle sanktionsmuligheder, så får virksomhederne meget let spil på et marked hvor den vigtigste salgsparameter er pris.

Og hvad er det så vi vil? Jo, vi vil først og fremmest gøre det trygt og sikkert at handle flyrejser på nettet. For at det skal kunne lade sig gøre har vi opstillet følgende konkrete forslag, som vi vil arbejde med at få gennemført i Folketinget og i EU-parlamentet:

• Oprettelse af et samlet dansk rejseklagenævn
• Give forbrugerne mulighed for at føre gruppesøgsmål for at efterprøve sager mod udbydere af flyrejser
• På sigt etablere et europæisk klagenævn, så forbrugeren har ét sted at gå hen med sin klage, uanset hvilken udbyder vedkommende har købt sin rejse hos
• Skabe rammerne for et fælles-europæisk handelsmærke for udbydere af flyrejser, der kræver at en række forbrugerbeskyttende regler overholdes
• Give myndighederne bedre mulighed for at overvåge og føre kontrol med udbydere af flyrejser
• Give myndighederne sanktionsmuligheder overfor selskaber der ikke overholder reglerne for god markedsføringsskik og forbrugerbeskyttelse. Disse restriktioner kan række for bødestraffe til tvangslukning
• Give forbrugerne en 3 dages fortrydelsesret på internetbaserede køb af flyrejser, hvor afrejsedatoen er mindst 1 måned ude i fremtiden, ved afrejsedato indenfor kortere tidsrum kan fortrydelsesfristen nedsættes til 24 timer

Jeg håber at vi kan finde enighed i Folketinget om de kortsigtede løsninger inden danskerne skal på vinterferie. Det afhænger naturligvis af viljen fra andre partier, så jeg vil ikke love at det kan ske. De mere langsigtede løsninger hvor vi skal have fundet løsninger i EU-regi vil tage længere tid, men vi har nu tegnet ruten og så er det første skridt jo allerede taget. Min partifælle Christel Schaldemose der har været med til at udarbejde udspillet er allerede i gang i EU-parlamentet. Hun har således allerede stillet et spørgsmål til kommissionen i sagen.

I eksemplet i starten af dette blogindlæg gik det galt for den lille familie der skal til USA. Og hvorfor? Jo, familien hedder Jørgensen-Falster, men den hjemmeside de var inde på kunne ikke finde ud af det danske Ø. Derfor besluttede far og mor sig for at droppe ”Jørgensen” og bare skrive ”Falster” på billetten. Imidlertid kan man ikke komme med et fly hvis ikke billetten lyder på nøjagtigt det navn der står i passet. Og i dette tilfælde ville flyselskabet ikke udstede nye billetter med mindre familien køber helt nye billetter til en pris af tre gange det de havde betalt i første omgang. Familien overvejer nu om de skal ændre deres navn og få udstedt nye pas inden afrejsen til USA, for at slippe for besværet med billetterne.

Jeg kan anbefale dig at læse mere om flyrejser på DR Kontants hjemmeside…

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

En verden uden Internettet er vel utænkelig for de fleste og dog er det kun et godt årti fænomenet har præget vores hverdag. Det betyder at mange der ikke er med på de mange spændende funktioner nettet har let kan blive koblet af. Et eksempel på en politiker der ikke er ”med på noderne” er den amerikanske senator (og præsidentkandidat) John McCain. Spørgsmålet der nu stilles er ”kan man blive præsident i USA uden at kunne emaile?”. Det kunne være interessant at stille spørgsmålet: ”kunne McCain vælges til det danske Folketing hvis han ikke kunne emaile?”. Svaret på det sidste spørgsmål er et klart ja, for her i landet er vi langt fra at have digital forvaltning – mere om det senere.

Til dagbladet New York Times har senator John McCain udtalt: ”Jeg emailer ikke. Jeg har aldrig følt et særligt behov for at emaile.” Det er jo klar tale, men næppe særligt klogt af den snart 72-årige politiker, der har brug for at flytte mest mulig fokus væk fra sin høje alder, hvis han skal kunne vinde en valgkamp der højst sandsynligt vil komme til at handle om USA har brug for forandring – også når det handler om selve måden at handle som politiker.
Både McCain og Obama benytter sig af nettet til deres kampagner, Obama så succesfuldt at han er med til at danne skole for fremtidige netbaserede kampagner.

Der er helt sikkert store muligheder for at gøre digital forvaltning til en god nichesag i den kommende valgkampagne, for mens vi i Danmark er vant til at ordne både bankforretninger og skattesager på nettet, er det langt fra dagligdag for hverdagsamerikaneren.

Men vi er ikke helgener i Danmark, for måske vil det være helt utænkeligt at forestille sig en amerikansk præsident der ikke kan finde ud af det med at sende og modtage mails, men når det handler om at begrænse papirdyngerne i det danske Folketing, så ser det tungt ud.

Der er meget fokus på at digitalisere mest muligt, men det er ikke muligt at fravælge papir helt. Jeg modtager dagligt bunkevis af dokumenter, men langt det meste har jeg allerede læst på mail eller på Folketingets intranet. Dette ressourcespild vil jeg i øvrigt i den kommende samling arbejde på konkrete forslag til at minimere.

Jeg har intet imod at der er ældre medlemmer af Folketinget der ikke ønsker at blive fri for papiret. Ja endog medlemmer der slet ikke kan finde ud af det der med emails – ligesom McCain. Det skal ganske enkelt ikke være en forudsætning for at blive valgt til det danske parlament, at man er 100 meter mester i PC, men det skal samtidig være muligt at vi også er nogen der foretrækker at minimere papirforbruget mest muligt.
Jeg selv har valgt – sammen med min sekretær – at benytte papir til så lidt som muligt. Det betyder eksempelvis at jeg medbringer PC til alle udvalgsmøder, så jeg har adgang til dagsordner og alle bilag med et klik. Ja, det vil sige, næsten alle udvalgsmøder, for i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri påbyder forretningsordenen, at det ikke er tilladt for medlemmerne at benytte PC under møderne. Jeg har dog, ved et enkelt meget bilagstungt samråd i udvalget, fået formandens særlige tilladelse til at anvende PC under et enkelt punkt.

Bortset fra de åbenlyse fordele ved at man kan spare meget papir ved at fravælge at få dokumenter i trykt form, har den digitale løsning også andre fordele. Den ene er at jeg slipper for at slæbe kilovis af materialer med mig rundt på Christiansborgs lange gange (jeg sidder for enden af Ridebanen, så jeg går rigtig meget) og samtidig er det meget hurtigt at søge elektronisk i bilag når man skal genfinde en specifik oplysning.
Der er naturligvis ”bivirkninger” ved at anvende PC ved alle møder. Eksempelvis kan andre mødedeltagere tro at man ikke lytter – især hvis man skriver notater direkte på PCen mens andre taler. Langt hen ad vejen tror jeg dog at det vil løse sig selv efterhånden som flere og flere benytter denne arbejdsform.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

På denne solbeskinnede sommerdag er det svært at forestille sig, at man for alvor ville opleve den store kritik, men næppe nogen grundlovsdag har da været så fuld af kritiske ytringer som netop i dag. Kritisk både fra opppositionen mod regeringer, fra regeringen mod oppositionen, men så sandelig også kritik internt i regeringspartierne.

Jeg skal gerne erkende at jeg ikke kunne lade være med at citere Anders Fogh Rasmussens berømte 2001 grundlovstale, hvor han tornede mod kammerateri og magtfuldkommenhed. Siden valget har det udsagn i udpræget grad fået en hul lyd.

Jeg selv var til et dejligt arrangement i Sottrupskov i Sundeved som trak et par hundrede mennesker til grundlovsarrangement med tale, musik, dans og kanonkonkurrence. I øvrigt blev min kone nummer to i finalen, selvom hun sammen med Sønderborgs kulturudvalgsformand Stephan Kleinschmidt, var en mindre i både, end vinderkanoen - ret imponerende!

Her bringer jeg dagens tale fra Sottrupskov:

Grundlovsdag er alle danskeres festdag. Nogle fester ved at tage en fridag ved stranden, andre ved at gå til festmøde. Her i Sottrupskov kan man gøre begge dele samtidig. Man kan sige at den gamle kommunes slogan om at ”der er dejligt i Sundeved” får fornyet liv på sådan en skøn sommerdag.

Grundlovsdag er næsten et sammenligne med en fælles fødselsdag. En fødselsdag for vores demokrati, grundlagt med den første grundlov i 1849. For med grundloven blev også fastlagt alle de betingelser, der udgør grundlaget for vores samfund. Det kan sammenlignes med en demokratiets færdselslov.

Da jeg for et halvt år siden trådte ind på Christiansborg som nyvalgt folketingsmedlem, var min første officielle pligt, at underskrive en erklæring om at overholde den danske grundlov. Det giver, helt naturligt, grundlag for at gøre sig overvejelser om fundamentet for det danske demokrati. Og de tanker jeg gjorde mig har jeg benyttet som inspiration for dagens tale.

Grundloven er i dag udtryk for alle de forventninger om, hvordan rammerne for et godt samfund kan se ud – i hvert fald som de så ud for 55 år siden, da den nuværende grundlov blev vedtaget. Sammenligner vi imidlertid med rigets første grundlov fra 1849 er der store forskelle. Hvis et land i dag vedtog en grundlov som den danske årgang 1849, ville ingen demokratisk nation anerkende den som en fri, demokratisk forfatning.

Vi ville ikke acceptere, at kun 200.000 ud 1,3 mio. mennesker kunne vælge sine ledere – uanset hvor frit det måtte være. Vi ville ikke gå med til, at valghandlingen fandt sted ved håndsoprækning i en skolegård. Og vi ville slet ikke høre tale om, at kun ét køn – mændene – skulle bestemme. Men det var dengang, 5. juni 1849 og siden er grundloven ændret tre gange. Fordelen ved 1849-grundloven må vi dog ikke se bort fra: At vi fik en forfatning uden blodige revolutioner. Og dog. For grundloven krænkede det grundlag, det daværende danske rige havde, og det førte til to krige i Slesvig og at de sønderjyske måtte leve adskilt fra resten af Danmark fra 1864 til 1920. 1849 grundloven har derfor en ganske særlig betydning for Sønderjylland – en betydning som ikke må gå over i glemslen eller en ligegyldighed for historien.

Demokrati er ikke en fastlagt størrelse. Demokrati udvikler sig. Sådan har det været siden oldtidens Grækenland og sådan har det været siden 1849 i Danmark.

Der kan også komme en dag, hvor folk i fremtiden ser tilbage på 2008 og spørger i undren: Hvordan kunne de dengang nøjes med en grundlov, der gav så få rettigheder? Var det dét, de forstod ved demokrati? Vi må nøje med at konstatere to kendsgerninger.

Den ene er, at en grundlov er svær at ændre. Det står beskrevet i paragraf 88. En grundlovsændring i 1939 faldt bort, fordi der var blot 11.000 ja-stemmer for lidt. Det er snusfornuftigt. Vi skal ikke kunne skalte og valte med det fælles grundlag for befolkningens liv.

Den anden er, at der nu er gået 55 år siden den sidste ændring. Det betyder, at man skal være i efterlønsalderen for at kunne huske tiden før sidste grundlovsændring. Det er den længste periode, der overhovedet er gået uden en grundlovsændring.

Men en grundlov skal være tidssvarende. Og det er vores nuværende grundlov fra 1953, desværre ikke længere. Vi har vel næppe længere brug for bestemmelser om, at kongen ikke må pantsætte dele af riget. Skal der være respekt for grundloven skal den være forståelig og logisk og vi må aldrig forfalde til amerikanske tilstande hvor forfatningen har nærmest religiøs status og til stadighed udsættes for fortolkninger på grund af dens alder og manglende stillingtagen til nutidige samfundsproblemer.

Vi kan stille os selv spørgsmålet: Hvordan står demokratiet så i dag? Er vi på vej mod et demokrati med større folkelig deltagelse, eller er vi på vej til ad bagdøren at genindføre et elitært styre, der har sin egen eksistens som højeste mål?

Jeg konstaterer med glæde, at Danmark ikke lider af den demokratiske sygdom, som breder sig i mange europæiske lande, nemlig vælgernes ulyst til at gå til stemmeurnerne. Ved sidste valg stemte 86,6 pct. af os, der har stemmeret. Lige syd for grænsen kunne vi ved lokalvalget i sidste måned opleve en stemmeprocent under 50. Folk mange steder i verden måber over, at danskerne utvungent og frivilligt begiver sig til valgurnerne. Men høje stemmeprocenter er i sig selv ikke et bevis for demokratiske vilkår. De kommunistiske lande havde altid stemmeprocenter på op mod 98 pct., der sjovt nok altid stemte på de kandidater, systemet havde opstillet. Og i Irak opnåede Saddam Hussein, kort tid inden invasionen, at blive valgt af 100 % af vælgerne.
I modsætning dertil er det et stort demokratisk problem for hele verden, at lederen for verdens største demokratiske land vælges af en meget lille del af befolkningen. Uanset om USA’s næste præsident hedder McCain eller Obama, er det kun godt halvdelen af befolkningen der har registreret sig som vælgere, og kun en mindre del af disse går faktisk valg for at bestemme navnet på den næste beboer af Det Ovale Kontor og nærmeste omegn.

Vi har i Danmark i de seneste år set beslutninger, som har indskrænket det demokratiske spillerum. Ikke forstået på den måde, at stemmeretten er blevet indskrænket, men forstået på den måde, at demokratiet er snævret ind.

I en vis forstand er det kendetegnende for det siddende politiske flertal, at det konsekvent afviser at føre politik med andre flertal end lige præcis én kombination. Vi oplever altså, at det snævre flertal gang på gang vender ryggen til dialog. Den ene gang efter den anden blokerer man for at høre på andre signaler end sine egne. Man nægter at indrømme fejl. Også de indlysende.
Det er et brud med en hundredeårig tradition i dansk politik. Traditionen har været at søge de bredest tænkelige forlig i alle sammenhænge. Det er ikke princip der er skrevet ind i grundloven, men det er et princip som ganske givet er i den grundlovsgivende forsamlings ånd.
Når stadig flere beslutninger træffes på basis af snævre flertal, bag lukkede døre og under beskyttelse af et spæklag af spindoktorer og særlige politiske rådgivere, er det en regulær trussel for det danske demokrati.
Risikoen består ikke blot i, at der kan træffes ukloge beslutninger baseret mere på fokusgrupper end på reel analyse, nej risikoen er der for, at danskerne blive trætte af politikere der altid beskytter sig bag tommetyk retorik og floskler.

Og lad os så lave en lille gættekonkurrence. Hvem har sagt følgende: ”De har siddet så længe på regeringsmagten, at de betragter regeringsapparatet som deres personlige ejendom. De kan ikke længere se, hvor grænsen går mellem stat og parti. De baserer magten på kammerateri, vennetjenester og magtfordrejning.” Man kunne jo tro
at det var en kritik af den nuværende regering, men nej. Ordene er sagt af Anders Fogh Rasmussen grundlovsdag 2001.

Anders Fogh Rasmussens ord fra dengang klinger hult i dag. Var formålet dengang at bryde med vennetjenester og magtfordrejning eller var det blot et ønske om selv at komme til fadet?

Alt for meget tyder på, at magtsyge, arrogance og selvretfærdig nedladenhed ikke bare er noget, vi ser i amerikanske tv-serier, men noget, der er gjort til spillets regler i Danmark af et snævert politisk flertal.

Vi har afsløret en miljøminister der har en kogebog for spin, der fortæller hvordan dårlige historier skal pakkes ind i gode. Vi oplever en finansminister med rod i bilagene, der efter lukkede møder med Dansk Folkeparti bliver fredet.
Men først og fremmest oplever vi en regering der benytter sig af statsbetalte rådgivere i et hidtil uset omfang og med en, efter min mening, for lille demokratisk regulering. Brugen af især spindoktorer kræver en anden åbenhed om den demokratiske proces, end den vi oplever i dag.

Men demokratiet er heldigvis ikke kun et spørgsmål om hvad vi 179 på tinge laver. Demokratiet gennemsyrer det danske samfund og den danske kultur. Og hvad kendetegner så viljen til at opretholde en demokratisk kultur?

En demokratisk kultur gennemsyrer samfundet, når tilskuerne til fodboldkampe viser deres engagement på fredelig vis uden at skyde fyrværkeri af. En demokratisk kultur gennemsyrer samfundet, når trafikanterne tager hensyn til andre uden at vise obskøne håndtegn ved enhver lejlighed. En demokratisk kultur præges også af, at man lytter til andres lange, kedelige taler med et indhold, man ikke er enig i – som fx på en Grundlovsdag. En demokratisk kultur er præget af, at et mindretal ikke stiller krav til flertallet om at følge en bestemt religiøst betinget optræden eller fremtonen.

Vi må sørge for, at flere kommer med ind i vores demokratiske hverdag. Vi må aldrig acceptere, at der udvikler sig parallelsamfund med egne normer og regler, hvor samfundets fællesskab ikke længere når ind. Vi er ikke et klansamfund, men en lille folkestamme med tradition for at respektere andre og lære uden at belære. Vores opgave er at skabe et samfund, hvor alle er medborgere. Hvor alle har reelle muligheder for at deltage på lige fod. Hvor alle føler sig på samme hold. Men det må aldrig blive et samfund inden for murene. Vores demokrati må være modent til at give lige muligheder til alle, ligegyldigt hvor ulige menneskers økonomiske, sociale og mentale resurser måtte være. For os er der ikke nogen velfærd, før alle er med i båden. Der kan ikke være demokrati, med mindre alle konkret føler, at de har indflydelse på deres liv og hverdag.

Mange tak for ordet, og rigtig god Grundlovsdag.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

De danske bestyrelser er sande testosteronbomber hvor mænd udpeger mænd. Det er ikke godt for det danske samfund at bestyrelser i det private erhvervsliv er for præget af mænd – ikke mindst mænd med sølvstænk i håret.

Der mangler kvinder i de danske bestyrelser og de virksomheder der rent faktisk har kvinder i bestyrelsen kan se det på resultaterne. Der er med andre ord gode grunde til at se sig om efter kvindelige erhvervsfolk til topposterne. I Norge har man taget konsekvensen – og i modsætning til hvad erhvervslivet herhjemme påstår – så har det vist sig at det har været en enorm succes. Ja, erhvervslivet deroppe er sågar glade for, at de er blevet tvunget til at øge andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

Nu må man ikke tro at norske jenter generelt er bedre end danske kvinder – talentmassen herhjemme er særdeles udmærket og med en målrettet indsats kan man hurtigt opnå en stor gevinst. Alligevel har vi i Socialdemokraterne erkendt at Danmark nok er et lidt mindre omstillingsparat samfund end Norge. Vores formand Helle Thorning-Schmidt foreslog derfor i forbindelse med 8. marts – kvindernes kampdag – at vi skal indføre den norske model, men over fire år – ikke kun to år som man gjorde i Norge.

Det er interessant nok at selv Politiken synes det er interessant at fremme dette forslag – interessant fordi for et halvt år siden mente avisen ikke det var nødvendigt at bringe et indlæg om ligestilling, skrevet af tre mænd og en kvinde. Man må åbenbart ikke mene noget kontroversielt om ligestilling hvis man har noget mellem benene.

Jeg er rigtig glad for at Helle har taget idéen om kvotering til danske bestyrelser op. Det viser mod. Spørgsmålet er naturligvis hvorfor mænd ikke for længst har vist det samme mod ved at give plads til flere kvinder helt frivilligt. Jeg tror – og jeg ved godt det er kontroversielt – at der er en indlejret frygt for stærke kvinder hos mange mænd.
Jeg har den store fornøjelse at kende mange stærke kvinder. Det gør mig på ingen måde utryg, men jeg tror at mange af mine mandlige artsfæller har det anderledes – uanset hvad de ellers siger.

I dagens Jyllands-Posten skriver Ole Lauritzen at kvinder vil være en gevinst i bestyrelser. Ole skal nok blive mødt med mange kommentarer på den konto, men han har røv i bukserne, for han tør sige sandheden.

Som nævnt ovenfor skrev jeg et indlæg om ligestilling i efteråret. Mine medforfattere var alle socialdemokratiske folketingskandidater – nærmere bestemt: Bo Sandberg, Rasmus Horn Langhoff og Iben Sønderup. Indlægget har aldrig været bragt, men det vælger jeg at gøre nu. Så kan du jo selv vurdere om det er relevant.

Bedre balance mellem kønnene

Mænd kan også være rødstrømper, og socialdemokrater kan godt mene at fagbevægelsen bærer en del af skylden for den manglende ligestilling. Denne kronik om ligestilling er skrevet af tre mænd og en kvinde, fordi ligestilling er begge parters ansvar.

Der var engang hvor kvindesagsforkæmpere hed rødstrømper, og enhver snak om ligestilling lød som et angreb på mænd generelt. Tiderne er skiftet. I dag er ligestilling et spørgsmål, både mænd og kvinder skal og bør beskæftige sig med.
Vi vil gøre op med den gammeldags holdning til ligestilling, og vi tør foreslå konkrete tiltag til at ændre på den skæve fordeling af kønnene på arbejdsmarkedet. Vores vision er et samfund hvor det ikke længere er nødvendigt med en ligestillingsminister. Men det kan desværre have lange udsigter.

Når vi gør status i 2007 - et par generationer efter kvindernes store indtog på arbejdsmarkedet – er der stadig en uhyre skæv fordeling mellem kønnene. Der er ikke lige løn for lige arbejde. 70’ernes paroler burde i grunden stadig gjalde, men det gør de ikke. Vi mener at det er helt urimeligt, at kvinder i gennemsnit halter cirka 15 % efter mændene på lønområdet.
Vi støtter derfor en ligelønspulje, hvor der afsættes midler til de typiske kvindefag i offentligt regi – udenom overenskomstsystemet. Samtidig ønsker vi en klar synliggørelse af lønforskellene i både den private og den offentlige sektor. Der skal tydelige lønstatistikker til, og det er en oplagt rolle for fagbevægelsen at være med til – solidarisk – at lægge pres på arbejdsgiverne, så lønforskellene udlignes. Hvis man skal være helt firkantet kan man sige, at havde den danske fagbevægelse været lige så effektiv til at kæmpe for ligestilling og ligeløn, som den har været til at kæmpe for kortere arbejdstider, længere ferier, betalt efteruddannelse og mange andre goder – så havde vi nok slet ikke skullet skrive denne kronik.
Langt hen ad vejen har Danmark fulgtes med Norge og Sverige i ligestillingsspørgsmålene, men i 1980’erne og ikke mindst i 1990’erne skiltes vore veje. Det betyder at Sverige og Norge indførte regler og restriktioner, mens Danmark valgte en mere liberal vej. Man ville ikke tvinge nogen, men blot komme med hensigtserklæringer og opfordringer. Resultatet er en fatal mangel på kvinder i lederstillinger, både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor.
Vi må i dag konstatere, at ulige lønninger og skæve magtbalancer er næsten mere aktuelle end i de lilla bleers tid.

Oven i dette videreføres uligheden fra arbejdslivet og udbygges i pensionist-tilværelsen. Kvinders pensionsordninger er markant ringere end mændenes, og vi frygter at det i sidste ende kan medføre fattigdom og dermed ringere livskvalitet og helbredstilstand blandt kvinder i den tredje alder, især for fraskilte kvinder.

Vi går ind for barselsorlov øremærket til mænd og langt bedre muligheder for at få fuld løn under barslen – for både kvinder og mænd. Vi mener at enlige fædre skal sikres flere rettigheder – for i et ægte ligestillet samfund, er fædre naturligvis sikret samme rettigheder som mødre. Der er skræmmende eksempler på at mænd fanges i systemet, og at det ikke er til barnets bedste. Vi mener, at det aldrig må være forældrenes behov, der kommer i første række, når der skal træffes beslutninger om skilsmissebørn. Det må og skal altid være barnets tarv der kommer i første række.

Når det kommer til ligestilling i erhvervslivet har Danmark en massiv udfordring. Regeringen lader stå til, selv om undersøgelser viser, at uden kønskvotering får vi ikke reel ligestilling før i år 2077. Den tidligere social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) har sagt, at kønskvotering inden for lederposter signalerer, at man synes kvinder er dumme. Her er vi fuldstændig uenige. Tværtimod mener vi, at kvotering kan være et signal om at vise kvinder tillid. Hvis man ser på danske bestyrelser i dag, er det oftere personlige netværk der bestemmer hvem der sidder på en bestemt post, end det er kompetencer. Det betyder at det er utrolig svært at komme ind i bestyrelserne, når der ikke i forvejen er kvinder på direktionsgangen. Og manglende kvinder i bestyrelserne, giver samtidig en selvforstærkende virkning, når der skal ansættes ledere i en virksomhed. Alt i alt er det en negativ spiral, der kun kan brydes med lovgivning, nøjagtigt som i andre nordiske lande.

Vi foreslår kønskvotering med den målsætning, at 40 % af alle lederstillinger i Danmark besættes med kvinder. Dermed får vi udnyttet talentmas
sen ordentligt, og en sådan regel vil fremskynde en ændring af organisationskulturen i retning af større mangfoldighed. Disse fordele vil slå igennem i ledelserne, både på det private og det offentlige arbejdsmarked, hvilket er afgørende i en tid hvor nytænkning og iværksætteri er væsentlige succeskriterier for Danmark.

Nu er det ikke længere Eva Kjer Hansen der er ligestillingsminister i Danmark. Faktisk gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen meget ud af at fremhæve Karen Jespersens arbejde som ligestillingsminister, da han præsenterede hende på Amalienborg Slotsplads. Det er klart at han i den grad fremhævede den del af Karen Jespersens arbejdsområde, fordi hans parti Venstre netop mangler at markere sig på ligestillingsområdet. Fremhævelsen af den gamle rødstrømpe er dog mest af symbolsk karakter. Vi forventer i alt fald ikke at Jespersen får mulighed for at lave om på den hidtil førte politik – og dermed får Fogh en anvendelig kransekagefigur, der engang var en ægte rødstrømpe, men som nu har rakt hænderne frem og fået politiske håndjern på.
Hvis Fogh havde været modig, havde han udpeget en Ellen Trane Nørby som ligestillingsminister, men dertil er den unge Venstre-løvinde naturligvis for kontroversiel, med sine holdninger på eksempelvis kvindehandel. Holdninger der slet ikke matcher med den liberale standardpolitik. Fogh kunne også have valgt en Birthe Rønn Hornbech til ligestillingsminister, om ikke andet, så fordi hun snart er regeringspartiernes eneste mandfolk, med mod til sine ærlige meninger.

Hvis Karen Jespersen skal være mere end en kransekagefigur, skal hun i gang med at bevise, at hun stadig brænder for ligestilling mellem kønnene og ikke blot blander det sammen med det muslimske kvindesyn, som hun har for vane. Det kan dog blive svært i en regering, der har en mandlig kontrolfreak som leder. Den ubehagelige kontrolside så vi allerede i filmen Fogh bag facaden fra 2003.

Ligestilling handler – også – om lederskab og gode eksempler. I Frankrig var vælgerne desværre ikke parate til en kvindelig leder, men det var vores tyske naboer. I USA kan den næste præsident blive en kvinde, endda med en førstemand ved siden, der selv har siddet i embedet. I vores naboland Sverige er Mona Sahlin godt på vej mod statsministeriet med en klar ligestillingsprofil.
I Danmark har de borgerlige regeringspartier flere gode bud på kvindelige ledere, men de får ikke muligheden for at komme helt op i front. Et hurtigt blik på de konservative kunne faktisk være et sindbillede på det danske erhvervsliv: Her står højt kvalificerede kvindelige lederemner på tilsyneladende evig venteliste, mens en vattet mandlig leder, uden evnen til at lede partiet ud af dødvandet, står i spidsen for den hensygnende organisation.

Vi socialdemokrater tør sætte det bedste eksempel for dansk lederskab: En intelligent og dygtig kvindelig statsminister, med overskud til at være et helt menneske og med moderne ledelsesværktøjer i håndtasken. Danmark er længe nok blevet regeret af sure mænd med hang til kontrol og mistillid; mænd, der ved ethvert nyskabende tiltag fra andre, slår den aggressive automatpilot til og afviser alle reelle forslag til fornyelse. Samfundet har brug for et lederskab der tør fjerne den spændetrøje, som den offentlige sektor er underlagt; et lederskab der tør have tillid til folk. Vi har brug for moderne lederskab, der forstår at sammenhængskraft kommer indefra, og at ægte samarbejde og innovation opstår i et ligeværdigt samspil mellem mænd og kvinder.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook:

Hvem er smukkest? Hvem er yngst? Hvem har mest appeal til publikum? Det er spørgsmål man kan stille når man læser de danske mediers omtale af ledende politikere. Man skulle tro at politik handlede om indhold, men der tager man altså fejl. Politik handler i disse år mere og mere om form og mindre om indhold. Man kunne kalde det en X-factorisering af dansk politik og noget tyder på at selv Anders Fogh Rasmussen er hoppet på den bølge.

Inden du nu får grimme billeder for dit indre øje af en swingende statsminister på scenen, så lad mig berolige dig. Det jeg tænker på er naturligvis den ambition Ekstra Bladet kunne ”afsløre” forleden dag, nemlig at statsministeren har internationale ambitioner. Han går efter sigende efter enten en EU- eller en NATO-toppost. Om avisens skriverier passer, ved man jo aldrig, men sikkert er det at rygterne har kørt på Christiansborg længe.
Om den virkelige årsag til Foghs besøg i USA var en slags ansættelsessamtale omkring en NATO position ved vi heller ikke, men man må da sige at Fogh fik smurt tykt på. Helt præcist sagde Fogh:

”Frihed og værdighed for den enkelte er universelle værdier. Det er værdier, som folk, der lever under undertrykkende og brutale regimer, længes efter. Vi har en forpligtelse til at støtte de mennesker i deres kamp for frihed og demokrati. Dette er vores fælles udfordring. Og De, hr. præsident, og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati over hele verden. Tillad mig at hylde Dem for det.”

Spørgsmålet er naturligvis om dommerne i det virkelig X-Factor ville være faldet for en sådan præstation. Hvad ville Blachman mon sige?
Jeg kan i alt fald afsløre at Fogh ikke høster roser hos mig med de udtalelser.

I sidste ende kræver Foghs ambitioner ikke SMS-afstemninger, men sandsynligvis at et eller flere af Danmarks EU-forbehold afskaffes ved folkeafstemning. Jeg frygter at vi dermed kan få den mest useriøse EU-debat til dato (og der skal altså noget til), når afstemningen kommer til at handle mere om hvem der skal være Foghs kommende arbejdsgiver end om forbeholdenes indhold.

www.benny-engelbrecht.dk

Støt Benny! Abonner via RSS eller e-mail og del på Facebook: